Ny EU-forordning: Virksomheder skal bevise, at deres varer ikke er skyld i skovrydning
16.5.2023 15:01:09 CEST | Miljøministeriet | Pressemeddelelse
Hvert år mister verden et skovområde, der svarer til cirka to gange Danmarks areal, på grund af skovrydning. Træ bliver fældet og arealerne brugt til blandt andet at dyrke afgrøder, der anvendes til dyrefoder, papirprodukter, fødevarer og mange andre varer, der ender på hylderne i vores supermarkeder. Det har fatale konsekvenser for miljø, klima og for de lokalbefolkninger, som bor i skovområderne.
Et flertal i EU har i dag vedtaget en forordning, der stiller krav til virksomheder om at dokumentere, at en lang række varer er produceret uden at føre til skovrydning og skovforringelse, samt at relevant national lovgivning i oprindelseslandet er overholdt. Hele verden er omfattet - fra Amazonas til vores skove herhjemme.
EU har valgt at stille kravene for de varer, som er skyld i størstedelen af rydning og forringelse af skov verden over. Det gælder blandt andet varer som soja, kakao, kaffe, kvæg – både kød og læder - og træ. Det glæder miljøminister Magnus Heunicke sig over:
”Der lever utallige arter i verdens skove. Når vi fælder skov, frarøver vi derfor dyr og planter deres levesteder. Samtidig er skovrydning en af de største kilder til CO2-udledning. I Danmark har vi længe kæmpet for at stoppe den globale skovrydning, og den nye forordning er et vigtigt skridt i den rigtige retning,” siger Magnus Heunicke.
Miljøministeren understreger, at arbejdet ikke er slut. Danmark kæmper fortsat for, at
lovgivningen også kommer til at beskytte andre økosystemer som f.eks. savanneområder og andre områder med høj naturværdi.
Produktion må ikke koste skov
Virksomheder skal blandt andet ved brug af GPS-koordinater bevise, at der ikke er blevet ryddet skov på det areal, som råvaren er produceret på. Virksomheder skal også dokumentere, at de overholder miljølovgivning og oprindelige folks rettigheder i produktionslandet.
Hvis virksomhederne ikke kan dokumentere dette, risikerer de store bøder.
”Vi bliver alle nødt til at gøre en indsats, hvis vi skal redde verdens tilbageværende skove. Men det kan virke uoverskueligt som forbruger at forstå, hvor og hvordan varer er produceret. Med den nye forordning skal alle virksomheder, der handler med de udvalgte varegrupper i EU, eller eksporterer dem fra EU, leve op til de her krav. Det sikrer også forbrugerne mod utilsigtet at medvirke til skovrydning,” siger miljøminister Magnus Heunicke.
Den præcise dato for ikrafttrædelse er endnu ikke endeligt fastlagt, men det forventes, at større virksomheder skal overholde reglerne fra slutningen af 2024, mens små- og mellemstore virksomheder får en frist på et ekstra halvt år. Herhjemme bliver det Miljøstyrelsen, der skal kontrollere, om virksomhederne lever op til reglerne, og Miljøministeriet vil udarbejde vejledninger og information til virksomhederne.
Fakta om skovrydning
- Den nye forordning definerer skovrydning som skovområder, der fældes for at blive til landbrugsarealer.
- Fra 1990 til 2020 er skovarealer større end hele EU's areal forsvundet (420 mio. ha). Det svarer til ca. 10 pct. af verdens tilbageværende skove.
- Hvert år mister verden et skovareal der svarer til cirka 2 gange Danmarks areal (10 mio. ha).
- Drivhusgasudledninger fra skovrydning udgør omkring 11 procent af verdens samlede udledninger.
Kontakter
Pressekontakt til Miljøministeriet. Pressevagten (kan ikke modtage SMS)
Tlf:+45 2091 5901Information om Miljøministeriet
Følg pressemeddelelser fra Miljøministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Miljøministeriet
Muslingeskrab udfases i Bælthavet, vestlige Østersø og Isefjord4.7.2026 07:02:52 CEST | Pressemeddelelse
Miljøministeren tager et skridt mod et bedre havmiljø og sendte 3. juli en ny bekendtgørelse i høring, som på sigt opsiger muslingefiskeri med bundslæbende redskaber i Bælthavet, vestlige Østersø og Isefjord. Fiskeriet skal ophøre senest 30. september 2034, men ministeren vil undersøge, om det kan udfases markant hurtigere.
Første nationale ålekvote indføres: Flertal indfører markant begrænsning af ålefiskeri2.7.2026 12:37:36 CEST | Pressemeddelelse
Med et nyt loft over ålefiskeriet må erhvervsfiskere maksimalt lande 40 tons ål i 2026. Det har et flertal i Folketinget besluttet. Den nye kvote skal begrænse det erhvervsmæssige ålefiskeri og øge beskyttelsen af ålebestanden. Samtidig prioriteres fem mio. kroner til udsætning af ål i 2027.
Der var overtrædelser ved 3 ud af 4 virksomheder, da pesticidkontrol rykkede ud30.6.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Miljøstyrelsens forhandlerkontrol har besøgt 88 virksomheder, der har med pesticider at gøre. 66 af dem overtræder reglerne, og 10 gange var det så groft, at virksomheden blev meldt til politiet.
Konkursboer anlægger sag mod den tidligere ledelse i Nordic Waste A/S og DSH Recycling A/S og kræver 450 mio. kr. i erstatning29.6.2026 15:22:19 CEST | Pressemeddelelse
Konkursboerne efter Nordic Waste A/S og DSH Recycling A/S anlægger en retssag mod ledelsesmedlemmerne i virksomhederne med et erstatningskrav på ca. 450 mio. kr. Regeringen har stillet den nødvendige sikkerhed for sagsomkostningerne, så retssagen kan anlægges og princippet om, at forureneren betaler forfølges.
Danmark stemmer nej: Uacceptabelt, at kosmetik med kræftfremkaldende stoffer får længere tid på hylderne26.6.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Danmark vil stemme imod en aftale om ændring af EU’s kosmetikforordning. De nye regler vil forlænge perioden for, hvor lang tid, man må sælge kosmetik, som indeholder kræftfremkaldende stoffer og stoffer, som kan skade arveanlæg og forplantningsevnen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
