TV 2 Danmark

Ny dokumentarserie fortæller hele historien om Danmarks største realitystjerne

Del
Med sit karakteristiske look og sin særprægede amerikanske lingo blev Sidney Lee med rekordfart Danmarks mest berømte realitystjerne. I den nye dokumentarserie 'Sidney' og en tilhørende podcastserie står hans nærmeste for første gang frem og fortæller om Sidneys vej til berømmelse og om faldet fra tinderne. Sidney Lees stemme er - med familiens samtykke - blevet genskabt med kunstig intelligens og brugt til at fortælle hans historie med.

Man skal have levet under en sten i det meste af 2010'erne, hvis man ikke er stødt på realityfænomenet Sidney Lee. Hans navn blev en overgang synonym for realityshows og berømmelseskultur, og da han døde i 2022, svømmede både sociale og traditionelle medier over med positive tilkendegivelser.

Men hvorfor var Sidney Lee egentlig, som han var? Og var det hele bare en facade? Det leder den nye TV 2-dokumentar 'Sidney' efter svar på.

I tre programmer har Sidney Lees nærmeste familie for første gang valgt at stille sig frem og fortælle om deres tid med Sidney.

- Det er første gang, at jeg lader mig interviewe og blive filmet i forbindelse med Sidney. For jeg har ikke ønsket at komme ind i den verden. Når jeg så gør det i dag, så er det virkelig en meget stor ting for mig. Fordi jeg tænker, at han har spurgt mig om det så mange gange. Nu kan jeg opfylde det, siger Sidney Lees mor Bente i dokumentaren.

Sammen med dokumentarserien udkommer TV 2 også med en podcastserie om realitystjernen. Titlen bliver 'Sidney Lee - min historie', som kommer til at ligge i podcastfeedet 'Echo Dox'.

Dating på tv blev for meget

Sidney Lees bror, Troels, medvirker også i dokumentaren, hvor han husker tilbage på Sidneys første tv-optræden som noget positivt:

- Jeg kan huske det første - det her wrestlingprogram ('Blod, sved og springskaller' red.) - der inviterede han hjem til at sidde og se det, da det blev sendt. Jeg synes, det var fantastisk, at han var med. 'Hey, du er i fjernsynet! Fedt!' Da han så begyndte på flere af de næste, sådan nogle datingprogrammer, der stod jeg lidt hurtigere af, siger broren.

- Jeg tror, at jeg selv og de andre i min familie ret tidligt tog en beslutning om, at vi ikke havde lyst til selv at stille op til interviews og på billeder og alt muligt i de kulørte blade.

Etisk forsvarligt

I programmerne kan man høre familien fortælle, hvem Sidney Lee var, før han blev allemandseje, og hvordan det var at stå på sidelinjen i de mest kaotiske perioder af hans liv.

Udover familien og venners stemmer kan man i dokumentaren også høre en helt anden stemme - Sidney Lees egen. TV 2 og produktionsselskabet Pipeline Production har nemlig fået genskabt Sidney Lees stemme ved hjælp af kunstig intelligens. Og den stemme bruges til at formidle historien. Et usædvanligt greb, der forhåbentligt giver seeren en ny oplevelse, fortæller dokumentarens redaktør, Thomas Breinholt:

- At genskabe en afdød persons stemme ved hjælp af kunstig intelligens er ikke noget vi har gjort før på TV 2. Det er forbundet med flere dilemmaer og et stort ansvar, men jeg synes, at vi er landet på et spændende og ikke mindst etisk forsvarligt resultat. Vi har for det første fået familiens samtykke, vi deklarerer det tydeligt overfor seere og lyttere, og så har vi været påpasselige med, hvad vi lader den kunstigt skabte stemme sige. Alt, hvad den siger, er baseret på gennemgribende research, udtalelser fra personer helt tæt på ham og Sidneys egne ord fra, da han levede, siger Thomas Breinholt.

 

Det er det amerikanske selskab Veritone, der har samarbejdet med TV 2 og Pipeline Production og udviklet algoritmen bag den kunstige stemme, men holdet bag dokumentaren har skrevet, hvad stemmen skulle sige.

- I mange år har vi brugt greb som rekonstruktioner og dramatiseringer i vores dokumentarer. Men nu tillader teknologien, at vi kan gøre noget helt nyt i vores formidling, og vi har taget den kunstneriske frihed at prøve denne mulighed, som vi tror, er helt i Sidneys ånd. Så længe etikken er på plads, og vi deklarerer det tydeligt over for brugerne, synes jeg altid, at TV 2 skal teste grænserne for, hvilke virkemidler der kan styrke vores fortællinger på en spændende og relevant måde, uddyber Thomas Breinholt.

Se traileren til 'Sidney' her.

De første to afsnit af dokumentarserien 'Sidney' har premiere 11. april på TV 2 Play og TV 2 Echo. Det samme gælder de to første afsnit af podcasten 'Echo Dox: Sidney Lee - min historie'. Tredje og sidste afsnit vises på TV 2 Play og TV 2 Echo tirsdag 18. april.

 

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Sidney Lee. Foto: Camilla Stephan/Ritzau Scanpix/TV 2.
Sidney Lee. Foto: Camilla Stephan/Ritzau Scanpix/TV 2.
Download
Sidney Lees mor, Bente. Foto: Anders Löfstedt/Pipeline Production/TV 2.
Sidney Lees mor, Bente. Foto: Anders Löfstedt/Pipeline Production/TV 2.
Download
Sidney Lee. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix/TV 2.
Sidney Lee. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix/TV 2.
Download

Links

Information om TV 2 Danmark

TV 2 Danmark
TV 2 Danmark
Rugaardsvej 25
5000 Odense

65 91 91 91http://omtv2.tv2.dk/

TV 2 Danmark er en medievirksomhed med store digitale ambitioner og en mangeårig stærk position på det danske tv-marked. Vi arbejder hver dag for, at alle danskere via TV 2 Play, tv2.dk og alle vores kanaler kan holde sig opdateret og underholdt eller tage del i den offentlige debat. TV 2 Danmark er ejet af den danske stat, og vi driver public servicevirksomhed på kommercielle vilkår. På tværs af alle vores platforme er vi i kontakt med over 80 procent af danskerne i løbet af en uge. Vi bor på Kvægtorvet i Odense og på Teglholmen i København.

Følg pressemeddelelser fra TV 2 Danmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra TV 2 Danmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye