Ny bog om automatisering sendes ud til 18.000 mediefolk
26.8.2020 09:00:36 CEST | Syddansk Universitet | Pressemeddelelse
Algoritmer skriver artikler, klipper nyheder, redigerer billeder og layouter sider. De kan få ideer, researche og personalisere vores nyhedsforsider til den enkelte bruger. Den nye bog ”Sådan forandrer automatisering medierne” skal forberede mediebranchen på den omvæltning, automatiseringen er.
Bogen har bred opbakning, og derfor har en usædvanligt bred konstellation besluttet at finansiere, at bogen trykkes i et massivt oplag og udsendes til samtlige medlemmer af Dansk Journalistforbund.
Projektet støttes af både Danske Medier og Dansk Journalistforbund, Syddansk Universitet og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, samt Den Fynske Bladfond, Dagspressens Fond og Pressens Uddannelsesfond. Partnerne har ikke haft indflydelse på bogens indhold.
"Jeg er enormt glad for den store opbakning, jeg har mødt til projektet. Den brede distribution øger chancen for, at bogen kan få gennemslagskraft og gøre en forskel bredt i branchen. Hvis vi ikke forbereder os, vil automatiseringen udfordre kvalitet, kompetencer, etik og selve forretningen i medierne. Det bliver svært, og vi har travlt," siger forfatteren til bogen, Andreas Marckmann Andreassen.
Bogen udkommer 14. september ved en konference i Odense. I slutningen af september udsendes den til alle Dansk Journalistforbunds cirka 18.000 medlemmer folieret med Fagbladet Journalisten. Bogen sælges hos Syddansk Universitetsforlag til en symbolsk pris på 49 kroner, ligesom den vil være gratis online i en periode – takket være fondsmidler.
"Sådan forandrer automatisering medierne” er resultatet af Andreas Marckmann Andreassens fellowship på SDU fra juni 2019 til marts 2020. Den bygger på omfattende researchrejser og over 70 interviews i ind- og udland med førende mediefolk, eksperter og teknologer – fra New York Times, NTB og BBC til Ritzau, Jysk Fynske Medier og Ingeniøren.
Bogen har undertitlen ”en guide til dig i mediebranchen”, og formålet er at forklare automatiseringen kort og konkret. Bogen rummer bl.a. kapitler om, hvordan automatiseringen stiller nye krav til mediernes kompetencer, etik, strategi og samarbejdet med teknisk kyndige kolleger.
"Jeg bliver tit spurgt, om automatiseringen vil gøre det lettere at være journalist. Det håber jeg ikke. Jeg håber, at maskinerne kan overtage de trivielle opgaver, så mennesker kan fokusere på det svære: det personlige interview, den fantastiske indledning eller den komplekse graverhistorie. Automatiseringen kan gøre jobbet sværere, og sjovere, end nogensinde, hvis vi gør det rigtigt," siger Andreas Marckmann Andreassen.
Fakta om projektet
Andreas Marckmann Andreassen modtog SDU’s fellowship 2019-2020. Fellowshippet er finansieret af Den Fynske Bladfond. Modtageren får 500.000 kroner samt adgang til kontor og akademisk sparring på SDU. Andreas Marckmann Andreassen er til daglig digital redaktør og nyhedschef på Fagbladet Journalisten. Han har i forbindelse med fellowshippet holdt ferie og orlov fra juni 2019 til og med marts 2020.
Sagt om bogen
”Andreas Marckmann Andreassen kobler det journalistiske perspektiv og teknologien sammen i sin bog, som er oplysende, underholdende og vigtig. Obligatorisk læsning for alle, der ønsker at være en del af medierne i fremtiden.”
Aske Kammer, medieforsker, docent i digitale medier, DMJX
”Hvis du vil arbejde i mediebranchen om ti år, skal du interessere dig for denne bogs indhold – uanset om du er bange for robotter eller er en optimist som mig.”
Geir Terje Ruud, udviklingsdirektør i norske NTB, tidligere digital chefredaktør, Ekstra Bladet og forfatter til ”Autostory” (2017)
”Andreas’ projekt er visionært, gennemarbejdet og i sjælden grad fagligt perspektiv til tiden. Automatiseret indholdsproduktion er i sin vorden, og det er vigtigt at få undersøgt og perspektiveret for både mediernes forretningsmodeller og den journalistiske faglighed.”
Christian Jensen, ansv. chefredaktør, Politiken
”Årets vigtigste boglige bud på, hvad mediefremtiden bringer.”
Peter Bro, professor og leder af journalistuddannelserne på SDU
”Automatiseringen forandrer vores fag. Stillinger bliver nedlagt, men nye vil dukke op. Det handler om at være nysgerrig og åben for at lære noget nyt. Hvad skal man så kunne? Det giver denne bog klare og konkrete svar på, ligesom den kaster lys over alt det, der kan gå galt.”
Steffen Lilmoës, stopper per 1. oktober 2020 som redigerende i Jysk Fynske Medier, da hans stilling nedlægges som følge af automatisering
Mere info om bogen på andreasmarckmann.dk/auto
Vedhæftet er fotos af bogens forside og forfatteren. Forfatterfoto skal krediteres: Jacob Nielsen.
Kontakter
Andreas Marckmann Andreassen, bogens forfatter – telefon 2924 1429
Peter Bro, professor og leder af journalistuddannelserne på SDU – telefon 4022 7637
Billeder
Information om Syddansk Universitet
Følg pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
De første trædesten til den kommende epx-uddannelse lægges24.9.2026 08:52:27 CEST | Pressemeddelelse
Syddansk Universitet, VIA University College og Københavns Professionshøjskole har i partnerskab fået opgaven med at udvikle det taksonomiske og didaktiske grundlag for den nye ungdomsuddannelse epx. Partnerne skal udvikle en ny taksonomisk model for faglig progression og faglig mestring samt konkrete didaktiske principper, der kan understøtte læreplansudvikling og undervisning i den nye ungdomsuddannelse.
Nyt center vil sikre, at milliardinvesteringer i naturen virker22.9.2026 11:46:08 CEST | Pressemeddelelse
Danmark er i fuld gang med en ambitiøs indsats for naturgenopretning. Nyt center får nu 50 mio. kr. fra Carlsbergfondet til at undersøge, hvad der virker, og hvordan naturen bedst kommer tilbage.
SFO’en er en vigtig arena for børns bevægelse22.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
77 pct. af de børn, der går i SFO, bevæger sig mindst tre dage om ugen i SFO-tiden. Men både andelen af børn, der går i SFO, og hvor ofte de bevæger sig der, varierer markant fra kommune til kommune. Samtidig oplever knap halvdelen af forældrene udfordringer med at støtte deres børn i at være fysisk aktive efter skoletid.
Klimatilpasning kræver mere end diger21.9.2026 08:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Stormfloden i 2023 viste, hvor sårbare kystsamfundene omkring Østersøen er. Halvandet år inde i det dansk-tyske ClimateBlue-projekt står det klart, at klimatilpasning ikke kun handler om at holde vandet ude. Det handler også om ansvar, økonomi, borgerinddragelse – og om nogle områder på længere sigt skal give mere plads til havet.
Danske universiteter lancerer uafhængig AI-platform til forskning og innovation: UCloud AI14.9.2026 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
UCloud AI samler avancerede sprogmodeller, national supercomputerkraft og sikker digital infrastruktur på én platform. Den nye platform er udviklet som en offentlig service frem for et kommercielt AI-produkt og skal gøre kunstig intelligens mere tilgængelig for forskere i hele Danmark.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum


