Ny årsrapport: Kræftpatienter og pårørende bruger Kræftrådgivningen i Herlev mere og mere
Når man får kræft, kan der være behov for rådgivning og støtte fra Kræftens Bekæmpelse. Det viser en ny årsrapport. Ofte er det nemlig en livsomvæltende besked at få at vide, at man har en kræftsygdom, og det gælder både for kræftpatienten og de pårørende.
7.559 henvendelser
En ny årsrapport viser, kræftpatienter og pårørende har henvendt sig 7.559 gange til kræftrådgivningen i hele 2019.
Helt konkret er der sket en stigning på 11 procent sammenlignet med året før, og den stigning vidner om, at rådgivningen udfylder en meget vigtig rolle for kræftpatienter og pårørende, fortæller Peter Genter, der er rådgivningsleder på stedet.
- Det gør mig glad, at vi får så mange henvendelser, og at vi kan hjælpe i en svær tid, både med svar på spørgsmål, individuel rådgivning og fællesskaber med andre, der er i samme situation, siger Peter Genter.
73 procent flere nye brugere på grund af beliggenheden ved hospitalet
Ud over antallet af henvendelser og kontakter til kræftrådgivningen, opgør årsrapporten også, hvor mange nye kræftpatienter og pårørende, der henvender sig for at få rådgivning og støtte.
Hele 73 procent flere nye brugere har lagt vejen forbi kræftrådgivningen i oktober, november og december 2019 sammenlignet med samme periode året før.
Og den meget store stigning kan uden tvivl forklares ved, at kræftrådgivningen er flyttet fra Lyngbys bymidte til Borgmester Ib Juels vej 2 – tæt ved Herlev Hospital, forklarer Peter Genter.
- Det betyder meget, at kræftrådgivningen ligger som et synligt hus lige her ved Herlev Hospital. Vi hører tit, at kræftpatienter og pårørende er gået forbi os et par gange, før de er kommet herind. Det kræver mod at gå ind over dørtrinnet til os. Vi er meget glade for, at vi har fået så mange nye brugere af huset, siger Peter Genter.
Alle undersøgelser og erfaringer fra Kræftens Bekæmpelses øvrige kræftrådgivninger i landet viser nemlig, at man når langt flere kræftpatienter og pårørende med tilbud om rådgivning og støtte ved at ligge tæt på de kræftbehandlende hospitaler.
Jeg har fundet ud af, at jeg ikke er alene, siger Bente
En af dem, der har gjort brug af Kræftens Bekæmpelses tilbud om rådgivning og støtte, er 55-årige Bente Agerbæk, der har uhelbredelig lungekræft. Hun har deltaget i en samtalegruppe for kronisk syge kræftpatienter i Kræftrådgivningen i Herlev.
- I kronikergruppen har jeg fundet ud af, at jeg ikke er alene Man går med alle de her svære tanker og vil gerne skåne sin familie. I gruppen ved vi alle, at vi skal leve med og dø af den her sygdom. Det er hård kost, og det skal man kunne dele med nogen, fortæller Bente Agerbæk.
- Det kan være voldsomt at få at vide, at man har fået en kræftsygdom. Derfor er det altid godt at møde andre, der kan sætte sig ind i ens situation. Det kan nogen gange også være nemmere at tale med andre end den tætte familie, om de tanker og følelser man bærer rundt på, siger Peter Genter.
---------
Gratis rådgivning og støtte
Alle kræftpatienter og pårørende er velkomne i kræftrådgivningerne landet over. Her kan man få rådgivningssamtaler, samtalegrupper, motion, yoga, mindfulness, walk-and-talk i naturen, mandenetværk og meget mere.
Mange kræftpatienter og pårørende kommer også for at møde andre i samme situation og udveksle tanker og erfaringer i forbindelse med kræftsygdommen.
Rådgivningstilbuddene er gratis at benytte sig af og finansieret gennem danskernes støtte til kræftsagen.
Corona-information: Normalt kan man altid komme forbi i kræftrådgivningen og få en rådgivningssamtale. Grundet corona er kræftrådgivningen pt åben for alle, men kun med forudgående tidsbestilling.
Læs mere om Kræftrådgivningen i Herlev
https://www.cancer.dk/hjaelp-viden/raadgivning/radgivninger/region-hovedstaden/herlev/
Nøgleord
Kontakter
Rådgivningsleder Peter Genter
Telefon: 28 18 82 68
Information om Kræftens Bekæmpelse
Kræftens Bekæmpelse tilbyder gratis, landsdækkende rådgivning til kræftramte
Kræftpatienter og pårørende kan få rådgivning på 44 adresser i Danmark.
I 2019 havde Kræftens Bekæmpelse samlet set over knap 90.000 henvendelser fra kræftpatienter og pårørende med behov for rådgivning.
Find alle rådgivningstilbud på www.vi-hjælper.dk
Følg pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse
Ny rekord: Over 400.000 mennesker i Danmark lever med og efter kræft25.6.2025 06:00:10 CEST | Pressemeddelelse
For mange er senfølger invaliderende - klinikker skal forbedre livskvaliteten.
Nye tal: 6 ud af 10 danskere bliver solskoldet på ferien22.6.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Vi beskytter os ikke godt nok mod solen, når vi rejser sydpå, viser ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse.
Nye beregninger bør genstarte debat om dyrere cigaretter7.6.2025 09:15:00 CEST | Pressemeddelelse
Ny analyse viser, at dyrere cigaretter koster staten langt mindre end hidtil antaget.
Nye tal: 4 ud af 10 forældre har svært ved at blande sig i deres teenagers alkoholvaner6.6.2025 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Men det betaler sig, for forskning viser, at aftaler om alkohol virker.
Rejsegilde i Nuuk: Kræftpatienter i Grønland får deres eget hus31.5.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Nyt rådgivningshus skal give kræftramte i Grønland tryghed og viden.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum