Kræftens Bekæmpelse

Nye tal: Screening har reduceret tarmkræft med 20 procent på ti år

Del

Der er sket et markant fald blandt 50-74-årige efter indførelse af national screening. Den positive udvikling fortsætter kun, hvis flere deltager.

- Screening for tarmkræft er et tilbud til alle mellem 50 og 74 år. Med screening kan man opdage forstadier i form af polypper eller opdage en kræftknude tidligt, siger  overlæge i Kræftens Bekæmpelse, Janne Bigaard.
- Screening for tarmkræft er et tilbud til alle mellem 50 og 74 år. Med screening kan man opdage forstadier i form af polypper eller opdage en kræftknude tidligt, siger overlæge i Kræftens Bekæmpelse, Janne Bigaard. Foto: Kræftens Bekæmpelse, fotograf Tomas Bertelsen

Hver dag får 12 personer i Danmark diagnosen tarmkræft. Men siden der i 2014 blev indført national screening for tarmkræft, er forekomst og dødelighed faldet markant i den aldersgruppe, som får tilbuddet. De nyeste tal fra Cancerregisteret viser, at der i 2024 var 24 pct. færre mænd og 20 pct. færre kvinder, der fik konstateret tarmkræft sammenlignet med tiden før screening.  

Udviklingen viser, at screening både kan finde kræften i tidlige stadier og forebygge sygdommen.

- Tarmkræftscreening er afgørende for, at vi i dag ser færre tilfælde af tarmkræft i aldersgruppen. Screening gør det muligt at opdage forstadier og behandle dem, inden de udvikler sig til kræft, siger overlæge i Kræftens Bekæmpelse, Janne Bigaard.

Forbedret overlevelse
Der er blevet diagnosticeret i alt 9.450 tilfælde af tarmkræft gennem screeningsprogrammet. To ud af tre af de tilfælde er blevet opdaget i et tidligt stadie.

- Sammen med forbedringer i behandlingen har tarmkræftscreening stor betydning for, at flere i dag overlever sygdommen. Med screening kan kræften findes tidligere og før der opstår symptomer, hvor behandlingen er mere skånsom og chancen for helbredelse større, siger Janne Bigaard.

Faldende deltagelse
Gevinsten af screening afhænger af, at borgere deltager. Men 4 ud af 10 gør ikke brug af tilbuddet, viser den seneste årsrapport fra Dansk Tarmkræftscreeningsdatabase. Rapporten viser også betydelige forskelle i deltagelsen mellem køn, uddannelsesniveau og etnisk baggrund. Den laveste deltagelse ses blandt mænd, personer med kort uddannelse og personer med anden etnisk baggrund end dansk.

- Det er bekymrende, at mange stadig ikke tager imod tilbuddet. Det er kun muligt at fastholde den positive udvikling, hvis flere deltager. Der bør være et særligt fokus på de grupper, som i dag ikke deltager for at mindske uligheden i hvem, der får tarmkræft, siger Janne Bigaard.

Alle mellem 50 og 74 år får hvert andet år en kuvert i deres postkasse, med en invitation til screening. I kuverten finder de en hjemmetest med et kit til en afføringsprøve, som undersøges for blod, der ikke kan ses med det blotte øje. Er der blod i prøven tilbydes en kikkertundersøgelse af tarmen. Læs mere om screening på www.syndigselv.dk.

Kontakter

Janne Bigaard, overlæge, Kræftens Bekæmpelse: Tlf. 35 25 75 30

Om Kræftens Bekæmpelse

Kræftens Bekæmpelse er Danmarks største sygdomsbekæmpende forening. Vi arbejder med forskning i kræft, forebyggelse og støtte til patienter og pårørende. Vores mål er, at færre får kræft, at flere overlever kræft - og at flere får et bedre liv med og efter kræft.

Besøg os på Cancer.dk.

Følg pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye