Ny analyse: Vold koster milliarder – forebyggelse er nødvendigt
Vold har store menneskelige konsekvenser for ofrene og koster samfundet mere end 2,3 milliarder kr. årligt. Det viser en ny rapport, som opgør de samlede samfundsøkonomiske konsekvenser af volden. Det kalder på mere forebyggelse, mener Det Kriminalpræventive Råd.
”Vold har store menneskelige omkostninger for dem, der bliver ramt, og når vi gør den samlede regning op, koster voldshændelser samfundet milliarder til skadestuer, retsvæsenet og krisecentre. Derfor er det vigtigt at forebygge vold så tidligt som muligt – både for ofrene og for vores samfund”, siger Jonas Mannov, analytiker ved Det Kriminalpræventive Råd.
Rapporten ’Samfundsøkonomiske omkostninger ved vold’, som Rambøll har udarbejdet for Det Kriminalpræventive Råd, opgør de samlede omkostninger ved vold for det danske samfund – herunder udgifter til sygehuse, psykiatri, politi, domstole, krisecentre, tabte indtægter på arbejdsmarkedet og personlige omkostninger for de ramte: I alt 2,3 milliarder kroner.
Faktisk er den samlede regning ifølge analysen formentlig reelt højere, fordi en række langsigtede omkostninger til fx pleje, hjælpemidler og genoptræning ikke er inkluderet i regnestykket.
”I 2017 blev mere end 60.000 personer udsat for vold, og 10.000 mødte op med voldsskader på landets skadestuer. Med denne rapport sætter vi tal på de store samfundsøkonomiske omkostninger forbundet med vold, og der er mange penge at spare, hvis vi som samfund lykkes bedre med at forebygge volden – om den finder sted i nattelivet, i parforholdet eller på arbejdspladsen”, påpeger Jonas Mannov fra Det Kriminalpræventive Råd.
Psykisk partnervold rammer især unge kvinder, og forskning viser, at det kan føre til angst, PTSD og depression og være en forløber til fysisk og seksuel vold. Forebygger man psykisk vold, vil man derfor også med al sandsynlighed kunne nedbringe den fysisk vold i parforhold. Det Kriminalpræventive Råd har lige nu sat en oplysningskampagne i gang, som har til formål at forebygge psykisk vold i parforhold, fortæller Flemming Wridt Jensen, der er videnskonsulent i Det Kriminalpræventive Råd.
”Psykisk vold har store menneskelige og økonomiske konsekvenser, både for de udsatte og for samfundet, fordi psykisk vold ofte udvikler sig til fysisk og seksuel vold. Derfor er det en form for vold, som samfundet skal forebygge, så færre kommer til at opleve det. I første omgang er der behov for at oplyse om, hvad psykisk vold er, og hvad man skal være opmærksom på,” siger Flemming Wridt Jensen og henviser til kampagnens hjemmeside www.rækud.dk
Et andet indsatsområde er fysisk vold blandt unge mænd – ikke mindst i weekendens natteliv.
”Det er vigtigt at tænke de forskellige lokale aktører ind i arbejdet med at skabe et trygt og sikkert natteliv. Alkohol spiller en rolle for trygheden i nattelivet, hvor bl.a. ansvarlig udskænkning af alkohol, kompetencer inden for håndtering af konflikter blandt barpersonale og dørmænd og et synligt politi i nattelivet samlet kan have en effekt på vold i nattelivet. Et trygt og sikkert natteliv skabes bedst ved, at alle bidrager,” siger Flemming Wridt Jensen, videnskonsulent i Det Kriminalpræventive Råd.
En tredje form for vold, som samfundet med fordel kan investere i at forebygge, er vold på arbejdspladserne:
”Arbejdsskaderelateret vold udgør omkring hver tiende voldsskade og rammer især medarbejdere i omsorgssektoren. Det bekræfter behovet for, at arbejdspladserne løbende arbejder med, hvordan konflikter med udsatte borgere bedst håndteres,” siger videnskonsulent Flemming Wridt Jensen.
Fakta fra rapporten: Hvor er omkostningerne for samfundet størst?
1. Personlige omkostninger: 1,5 mia. kr.
2. Retsvæsenet: 419 mio. kr.
3. Krisecentre: 231 mio. kr.
4. Sundhedsvæsen: 127 mio. kr.
5. Arbejdsmarked: 72 mio. kr.
6. Statens udgifter til handlingsplaner: 25 mio. kr.
Samfundsomkostningerne er gjort op for år 2015, hvor det har været muligt at få tal fra de mange berørte sektorer i samfundet. Den samlede omkostning gøres op til 2,3 mia. kr., men ifølge analysen er en række omkostninger som pleje, hjælpemidler og genoptræning i kommunalt regi ikke inkluderet i regnestykket. Ligeledes er samfundsomkostningerne ved vold beregnet ud fra antallet af voldsofre registreret på landets skadestuer. Derfor vil ofre for alvorlig vold, som f.eks. ikke bliver registreret på skadestuerne, men sendt direkte til behandling på sygehusene, ofre som valgte at henvende sig med voldsskader hos egen læge og ofre som aldrig søger hjælp og som det offentlige derfor aldrig nogensinde får kendskab til, heller ikke være medregnet i analysen. Derfor er de reelle samfundsomkostninger ved vold formentlig højere end 2,3 mia. kr.
Nøgleord
Kontakter
Mads Nørgaard-Larsen
Pressemedarbejder:
Tlf. +45 41 74 73 80
E-mail: mnl@dkr.dk
Mads Nørgaard-LarsenPressemedarbejder
41747380mnl@dkr.dkArne SimonsenKommunikationschef
21516089asi@dkr.dkVedhæftede filer
Information om Det Kriminalpræventive Råd
Det Kriminalpræventive Råd arbejder for at forebygge kriminalitet og skabe et tryggere samfund.
Følg pressemeddelelser fra Det Kriminalpræventive Råd
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Det Kriminalpræventive Råd
Foreningen FISKEN vinder Den Kriminalpræventive Pris 201919.11.2019 17:00:00 CET | Pressemeddelelse
Den Kriminalpræventive Pris 2019 går til Foreningen FISKEN på Vesterbro i København for deres store forebyggende indsats for børn og unge. Årets pris blev personligt overrakt af justitsminister Nick Hækkerup.
Tre projekter nomineret til Den Kriminalpræventive Pris14.11.2019 04:00:00 CET | Pressemeddelelse
Det Kriminalpræventive Råd nominerer tre kriminalitetsforebyggende projekter til Den Kriminalpræventive Pris 2019. Vinderen vil den 19. november få overrakt prisen af Danmarks justitsminister Nick Hækkerup.
Online stofrådgivning for unge indstillet til europæisk pris7.11.2019 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Det Kriminalpræventive Råd indstiller den digitale stofrådgivning, Netstof.dk, til den europæiske prisoverrækkelse ECPA. Om en måned skal projektet repræsentere Danmark i Helsinki.
Psykisk vold smadrer alt for mange liv: Vi har alle sammen et ansvar18.9.2019 05:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Angst, depression og PTSD. Psykisk vold i parforhold har store konsekvenser for de ramte. Derfor blev psykisk vold i foråret gjort strafbart. Men kriminalisering er langtfra nok. Der skal sættes ind, før volden eskalerer. Derfor lancerer Det Kriminalpræventive Råd i dag kampagnen RÆK UD.
Når vi tager på ferie, går tyven på arbejde: Sådan gør du og dine naboer tyven arbejdsløs1.7.2019 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Sommerferien venter lige om hjørnet, og mens vi tager på ferie, tager tyven på arbejde. Men hvis gode naboer deler viden og hjælper hinanden, kan I snyde tyven.
Når vi tager på ferie, går tyven på arbejde: Sådan gør du og dine naboer tyven arbejdsløs1.7.2019 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Sommerferien venter lige om hjørnet, og mens vi tager på ferie, tager tyven på arbejde. Men hvis gode naboer deler viden og hjælper hinanden, kan I snyde tyven.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum