Arbejdsgiverforeningen KA

Ny analyse: Kommuner tilsidesætter loven i stor stil

Del

Ingen kommuner påtænker at justere timepriserne til de private pleje- og omsorgsvirksomheder på baggrund af den skyhøje inflation, selv om loven kræver, at priserne skal afspejle de reelle omkostninger. "Dybt rystende," lyder det fra brancheforening.

Lovgivningen kræver, at landets kommuner løbende justerer sine timepriser for leveret hjemmepleje til de private plejevirksomheder, så de afspejler de reelle omkostninger. I en tid med den højeste inflation i 40 år er det nu, priserne skal genberegnes, men det er der bestemt ingen planer om hos kommunerne. Det viser en helt ny analyse foretaget af arbejdsgiver- og brancheorganisationen KA Pleje.

Ingen af de adspurgte kommuner påtænker at justere timepriserne på baggrund af den skyhøje inflation. Det skal de ellers. ”Kommunalbestyrelsen skal sikre, at afregningsprisen justeres løbende, når den bliver bekendt med, at omkostningerne ikke længere stemmer overens med afregningsprisen,” står der i Serviceloven. Sidste sommer førte KA Pleje en sag ved Vestre Landsret, hvor Brønderslev Kommune blev dømt for at have underbetalt en privat plejevirksomhed. Dommen fastslår, at priserne skal justeres løbende.

Hos KA Pleje er politisk chefkonsulent René Nord Hansen dybt rystet over kommunernes ligegyldighed.

”Vi vidste godt, at manglende justering af priserne er et udbredt problem, men omfanget er både overraskende og rystende,” siger han og uddyber:

”For det første er det selvsagt stærkt problematisk, at kommunerne blæser på lovgivningen og dommen fra Vestre Landsret. For det andet er misvisende timepriser en bombe under den valgfrihed, som mange ældre sætter stor pris på,” siger René Nord Hansen.

Når kommunerne ikke justerer timepriserne løbende, stiller det de private leverandører vanskeligere, end hvis kommunerne fulgte lovgivningen.   

”Når de private ikke får den pris, de lovgivningsmæssigt er berettiget til, er det et anslag mod valgfriheden og en direkte vej til at give kommunerne monopol på at levere pleje og omsorg,” siger René Nord Hansen. 

KA Pleje har bedt kommunerne oplyse, hvorfor de ikke justerer timepriserne, og det er der kommet en del interessante svar ud af.

”Ifølge lovgivningen skal timepriserne beregnes på baggrund af forrige års regnskab – dvs. at 2022-timepriserne skal baseres på regnskabstal fra 2021,” oplyser Hørsholm Kommune.

”Aarhus Kommune har den principielle holdning, at man ikke imødekommer anmodninger om prisreguleringer, der ikke i forvejen følger af aftalernes vilkår,” oplyser Aarhus Kommune.

”Timeprisen for 2022 genberegnes ikke på baggrund af stigende inflation, ligesom den heller ikke er genberegnet de år, hvor timeprisen har været fastsat for højt. Praksis er, at timeprisen beregnes årligt på baggrund af seneste regnskab,” oplyser Herning Kommune.

”Billund Kommune afventer en udmelding fra KL, men som udgangspunkt justeres timeprisen først i 2023-prisen,” oplyser Billund Kommune.

René Nord Hansen mener, at svarene taler for sig selv.

”Svarene viser, hvor lemfældigt kommunerne forholder sig til timepriserne. Man kan ikke bare – som for eksempel Aarhus gør – sige, at man ikke imødekommer anmodninger om prisreguleringer, når lovgivningen klart og tydeligt siger, at man løbende skal justere timepriserne. Længere er den ikke,” siger han.

KA Pleje har i årevis talt for, at der oprettes et uvildigt klageorgan, som de private aktører kan gå til, hvis de oplever unfair konkurrence fra det offentlige på velfærdsområdet.

”Kommunernes ligegyldighed i forhold justering af priser viser, hvor stort behovet er for et uvildigt klageorgan. I dag har de private aktører ingen at klage til, så kommunerne kan slippe afsted med meget,” siger René Nord Hansen.  

Kontakter

Information om Arbejdsgiverforeningen KA

Arbejdsgiverforeningen KA
Arbejdsgiverforeningen KA
Alsvej 7
8940 Randers SV

82 132 132https://ka.dk/

Vi står på spring for at hjælpe Danmarks små og mellemstore virksomheder med alt det, der stjæler tid, ressourcer og opmærksomhed fra virksomhedens kerneydelse.

Følg pressemeddelelser fra Arbejdsgiverforeningen KA

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.