EnergiData

Ny aftale mellem Grundfos og softwarevirksomheden EnergiData sætter miljøet først

Del

EnergiData har indgået et samarbejde med Grundfos, der skal sikre energiovervågning i realtid på alle Grundfos’ lokaliteter i verden. Det digitale energiovervågningsværktøj MinEnergi 2.0 skal indsamle og overvåge valide data, så miljøpåvirkningen fra bygningerne samt produktionsprocesserne bliver reduceret

I løbet af de næste tre år skal Grundfos udrulle deres ”Real Time Environmental Monitoring Project” på 60 lokationer i 23 lande og i alt 180 bygninger med EnergiData som hovedleverandør. Projektet skal først og fremmest sikre valide forbrugsdata i realtid, men indeholder også software til analyse og jævnlig rapportering af miljøpåvirkningen. Dertil kommer procedurer og instruktioner til at sikre vedligeholdelse efter, at projektet er blevet udrullet i hele verden.

Vi har valgt EnergiData, da vi oplever, at systemet, de udbyder, kan tilpasses Grundfos´ behov – og det er helt afgørende,” siger projektleder på Grundfos Pia Helmert Egekvist.

Derudover understreger Martin Borup Christensen, der også er projektleder på ”Real Time Environmental Monitoring Project”, at EnergiData er valgt, da de er en mindre leverandør i markedet med høj grad af fleksibilitet: ”EnergiData leverer en intuitiv og gennemarbejdet softwareplatform, som kan understøtte Grundfos’ ønsker om datahåndtering,” uddyber han.

Morten Dysted Dahl, der er adm. direktør hos EnergiData, tilføjer:

”Hos EnergiData er vi stolte over at stå bag et stykke software, som ikke kun giver overblik over energiforbruget, men også er et aktivt værktøj i arbejdet med at understøtte den grønne omstilling i en dansk og international kontekst.”

”Vores samarbejde med Grundfos viser, at MinEnergi 2.0 og vores servicekoncepter lever op til behovene for interne og eksterne krav til miljørapportering,” siger han.

Ønske om ekstra service
Grundfos ønsker en række ekstra services, der skal understøtte målet om et reduceret energi- og vandforbrug og en lavere miljøpåvirkning. En del af samarbejdet indebærer derfor, at Grundfos får det særlige servicekoncept FullService tilknyttet halvdelen af målerne i projektet. Det betyder, at et team af energirådgivere og energi controllere hos EnergiData, med udgangspunkt i valide data fra målerne, rådgiver og vejleder i energirigtig drift for at opnå energi- og CO2-besparelser i bygningsmassen.

Kamstrup bidrager
En del af projektet indebærer installation af målere, hvor EnergiData har indgået en aftale med Kamstrup som leverandør. Kamstrup skal sammenlagt levere knap 3000 vand- og energimålere til projektet, hvoraf de første netop er bestilt. Kamstrup og EnergiData er begge en del af OK-koncernen, og sammen skal de nu opfylde Grundfos’ behov i ”Real Time Environmental Monitoring Project”.

Den første fase af i alt fire faser skal sikre installation af målere på blandt andet lokationerne i Danmark, der står for 40 procent af Grundfos’ energiforbrug. De resterende tre faser bliver rullet ud i de øvrige lande i løbet af de kommende tre år.

Kontakter

Billeder

Information om EnergiData

EnergiData
EnergiData
Centervej 5
4600 Køge

+45 46 14 14 60https://energidata.dk/
  • EnergiData blev grundlagt i 1997 af maskinmesteren Peter Appel
  • Ejet af energiselskabet OK siden 2008
  • Leverer energistyring og rådgivning 
  • Står bag "MinEnergi, det førende internetbaserede energistyringsværktøj, der hjælper private og offentlige virksomheder med at spare penge på energiforbruget og udlede mindre CO2 
  • Har hovedkontor i Køge, en afdeling i Viby J samt et kontor i Tyskland