Nu kan du indstille kandidater til priser og hædersbevisninger til årets Sports- og Kulturgalla
Årets Sports- og kulturgalla løber af stablen fredag d. 24. marts 2023 i Billund Idrætscenter, men allerede nu kan du indstille kandidater til de 7 priser samt hædersbevisninger, som uddeles til det traditionsrige show.

Kender du nogen inden for kultur- og fritidslivet i Billund Kommune, som fortjener at blive hædret? Så er det nu, du skal komme til tasterne. Fra tirsdag d. 10. januar og frem til og med fredag d. 10. februar kan du nemlig indstille kandidater til den årlige Sports- og Kulturgalla.
”Vi håber, at mange igen i år vil benytte sig af muligheden for at give et skulderklap og en anerkendelse til de mange dygtige og talentfulde aktører, ildsjæle og foreninger vi har i Billund Kommune. I Kultur- og Fritidsrådet ser vi altid frem til at behandle indstillingerne.”
– Anette Andersen, Formand for Kultur- og Fritidsrådet i Billund Kommune
En hyldest af både idrætten og kulturen
Sports- og Kulturgalla hylder kulturen og idrætten med uddeling af priser og hædersbevisninger. Publikum kan se frem til et festligt show med underholdning, prisuddelinger, taler, videoklip og andre finurlige indslag – samt lidt lækkert til maven og ganen.
”Sports- og Kulturgalla er en fantastisk aften, som hylder kultur- og fritidslivet i Billund Kommune. De sidste par år har godt 400 personer fra både idræts- og kulturlivet samt øvrige borgere fra hele kommunen deltaget i festaftenen. Sports- og Kulturgalla er en aften, der betyder meget for mange – også for mig – og jeg glæder mig meget til at skulle uddele priserne til en stemningsfyldt og traditionsrig aften.”
– Stephanie Storbank, Borgmester i Billund Kommune.
Sports- og Kulturgalla rykker til Billund Idrætscenter
Kultur- og Fritidsrådet, som behandler alle indstillinger til Sports- og Kulturgalla, har ønsket, at Sports- og Kulturgalla kan rykke rundt i Kommunen. Det betyder, at showet i år afholdes i samarbejde med Billund Idrætscenter. Showet som sådan består stadig af de traditionsrige elementer med prisuddeling, underholdning og lidt at spise.
Hædersbevisninger og årets priser
Igen i år vil der være hædersbevisninger til både unge under 18 og udøvere over 18, der har opnået ekstraordinære toppræstationer ved DIF-godkendte mesterskaber eller tilsvarende, eller som fortjener en hædersbevisning for deres præstation inden for kulturområdet eller fritidslivet.
Både hædersbevisninger og de syv priser uddeles på baggrund af præstationer begået i 2022.
Fakta om de syv priser
Årets hold: Kan tildeles et hold, som i det forgangne år har gjort noget ekstraordinært. Prisen er en særlig påskønnelse af holdindsatsen, der har medført unikke præstationer eller handlinger. Alle hold, der er hjemhørende i Billund Kommune, kan foreslås; f.eks. et idrætshold, en spejdertrup, et teaterhold, sammenslutning af frivillige eller en løbeklub.
Årets leder/træner: Kan tildeles en leder eller træner, der fortjener et særligt skulderklap for sin indsats, og som løfter opgaven ud over det sædvanlige; er inspirerende, nytænkende eller på anden vis leverer en bemærkelsesværdig indsats.
Årets kulturtalent: Kan tildeles et kulturtalent, der har gjort sig særligt bemærket med sine resultater og udvist særlig vilje, engagement, færdigheder og/eller udviklingspotentiale inden for sin genre.
Årets idrætstalent: Kan tildeles et idrætstalent, der har gjort sig særligt bemærket med sine resultater og udvist særlig vilje, engagement, færdigheder og/eller udviklingspotentiale inden for sin idrætsgren.
Årets kulturpris: Kan tildeles en gruppe, en forening, et kulturelt miljø eller en ildsjæl, der har været med til at igangsætte, fremme eller synliggøre kulturelle aktiviteter i Billund Kommune og derved fremhævet kommunen regionalt eller nationalt.
Årets idrætspris: Kan tildeles et hold eller en enkeltperson for en helt enestående toppræstation inden for sin idrætsgren og derved fremhævet Billund Kommune regionalt eller nationalt.
Æresprisen: Kan tildeles en gruppe, en forening eller en enkeltperson for at have ydet en særlig, gerne flerårig, indsats for fritidslivet, kulturen eller idrætten i Billund Kommune og derved markeret sig på en betydningsfuld måde til glæde for borgerne i Billund Kommune.
Indstil kandidater senest fredag d. 10. februar 2023
På www.billund.dk/sports-og-kulturgalla kan du fra d. 10. januar og frem til og med d. 10. februar indstille kandidater til hædersbevisninger, æresprisen og de øvrige seks priser til Sports- og Kulturgalla.
Det er Kultur- og Fritidsrådet i Billund Kommune, der behandler alle indstillinger, hvorefter vinderne afsløres ved selve prisuddelingen fredag d. 24. marts i Billund Idrætscenter.
Billetsalget til showet åbner i starten af marts.
Vigtige datoer:
- Fredag d. 10. februar: Frist for indstilling til priser og hædersbevisninger
- Tirsdag d. 28. februar: Kultur- og Fritidsrådet behandler alle indstillinger
- I starten af marts: Invitation sendes ud til alle nominerede og prismodtagere
- Tirsdag d. 2. marts: Billetsalget til showet åbner
- Torsdag d. 16. marts: Billetsalget lukker
- Fredag d. 24. marts: Sports- og Kulturgalla afholdes i Billund Idrætscenter
For nærmere info kontakt:
Rasmus Kaufmann
Kultur- og Fritidschef, Billund Kommune
Tlf.: 79727601
Billeder




Information om Billund Kommune
Børnenes Hovedstad, en del af Trekantområdet, en af Danmarks bedste erhvervskommuner.
Følg pressemeddelelser fra Billund Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Billund Kommune
Skole OL Finalen flytter til Travbyen2.2.2023 14:00:00 CET | Pressemeddelelse
Når Børnenes Hovedstad til juni igen fyldes med glade børn fra hele Danmark til Skole OL Finalen, kommer det denne gang til at foregå i Travbyen. Her er der god plads til de forskellige skoleolympiske aktiviteter, og det er væk fra de store veje, så børnene kan færdes sikkert under hele finalen.
Billund Builds: Børn ser på stærke fællesskaber27.1.2023 09:26:29 CET | Pressemeddelelse
Billund Builds er det største projekt, som binder alle børn i Billund Kommune sammen i forhold til Børnenes Hovedstad. I Billund Builds-ugen arbejder børnene med årets tema Stærke fællesskaber.
Idé-workshop for kunst- og kulturinteresserede: Vær med til at skabe festugearrangementer27.1.2023 09:10:15 CET | Pressemeddelelse
Kom til aktørmøde og idéworkshop og vær med til skabe Trekantområdets Festuge 2023 i Billund Kommune.
Billund har landets bedste ungeindsats19.1.2023 13:59:55 CET | Pressemeddelelse
Billund Kommune har landets bedste ungeindsats, når man kigger på hjælpen til unge, der hverken er i uddannelse eller beskæftigelse. Det viser en ny analyse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Billund Kommune og DBU sætter børnefodbold i fokus i Børnenes Hovedstad19.1.2023 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Billund Kommune og DBU har indgået en velfærdsalliance. Det betyder, at børnefodbolden får et udstillingsvindue i Børnenes Hovedstad, hvor endnu flere børn skal nyde godt af fodboldens fordele og fællesskaber.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum