NorthSide Festivals madchef modtager Årets Økopris
2.11.2022 08:00:00 CET | Økologisk Landsforening | Pressemeddelelse

Økologisk Landsforenings Årets Økopris Foodservice 2022 gik til Peter Skoven, Food & Beverage direktør for Northside Festival, som ved overrækkelsen fik stor ros for sit mod og ønske om at være frontløber i den grønne omstilling af danskernes måltider.
I efteråret 2021 var det dog alt andet end ros, der væltede ned over Peter Skoven og festivalen, da den meldte ud, at festivalens mad – udover at være 100 pct. økologisk – også ville være hovedsageligt plantebaseret. Kritikken blev dog gjort til skamme, da festivalgæsterne – selv de meget kødglade af slagsen – kunne melde, at plantebaseret faktisk var ret lækkert.
”Prisen betyder meget for mig, og jeg blev helt rørt, da Økologisk Landsforening kontaktede mig og fortalte, at jeg fik prisen. På NorthSide har vi arbejdet med økologi og bæredygtighed i mange år, og det er dejligt, når der er nogen, som anerkender vores arbejde,” siger Peter Skoven.
”Ligesom NorthSide gerne vil gå foran med musikken og vise vejen, så har vi hele tiden arbejdet ud fra en ambition om at gå foran i forhold til bæredygtighed og vise, hvordan vi kan gøre det bedre, og for mig er det fedeste alle de mennesker, som vi har flyttet i en grønnere retning.”
Udover Peter Skoven fra NorthSide Festival, var også udbudsjurist i Københavns Kommune Betina Bergmann Madsen og stifterne af Organic Plant Protein, Fie Graugaard og Ulrich Kern-Hansen nomineret.
Det er Økologisk Landsforenings korps af økologiske ambassadører, som har udvalgt de tre nominerede, og efterfølgende er det foreningens udvalg for professionelle køkkener, der har udpeget på vinderen.
”Det er et meget stærkt felt – ikke mindst fordi de alle arbejder passioneret for økologi og for en bæredygtig madkultur. På hver deres måde og på hver deres plads i værdikæden er de frontkæmpere for, at vi i fremtiden får et fødevaresystem, der er bæredygtigt,” siger formand for udvalget Mona Carøe.
I motivationen for vinderen Peter Skoven, NorthSide skriver udvalget bl.a.:
”Peter nomineres for sin urokkelige tro på, at en festival sagtens kan være 100 pct. økologisk og nu også plantebaseret. NorthSide Festival har, siden sin start, fokuseret på økologi og bæredygtighed samt på det lejlighedsvise økologiske spisemærke. I 2021 gik NorthSide Festival all in og proklamerede, at deres næste festival ville være 100 pct. økologisk og plantebaseret. Det vakte stor debat, men Peter har hele vejen igennem stået fast i sin tro på, at det plantebaserede og økologiske måltid har en afgørende rolle for fremtiden.”
(…)
”Peter lægger ikke skjul på sit ønske om at være det gode eksempel og om at ændre adfærden både blandt forbrugere og producenter i en mere bæredygtig retning. Han arbejder med at få samarbejdet mellem alle led, lige fra landmanden til festivalgæsten, til at hænge sammen. Han har sat handling bag mange fine ord om affaldssortering, bæredygtighed og økologisk samarbejde… ”
Prisen blev overrakt ved et økologisk inspirationsarrangement for professionelle køkkener og virksomheder på Scandic Spectrum i København tirsdag den 1. november 2022.
Faktaboks:
Peter Skoven har haft ansvaret for mad og drikke på NorthSide siden 2012. Han blev fastansat i 2014, og som en del af festivalledelsen har han stået i spidsen for at forvandle forplejningen på festivalen til et stort tag-selv-bord af økologisk fastfood og sikre, at de økologiske drikkevarer flyder fra de økologiske barer.
I 2022 var han med til at dreje festivalen i en endnu grønnere retning, da det blev besluttet, at mindst 85 pct. af ingredienserne i alle madboder og forplejningen af frivillige og musikere skulle være plantebaserede, og i 2023 håber NorthSide at blive kåret som Europas mest bæredygtige festival.
Økologisk Landsforenings Årets Økopris Foodservice uddeles en gang årligt til en madprofessionel, som har arbejdet særligt fokuseret og engageret for at fremme økologien i det professionelle køkken. I 2021 modtog Trine Krebs, grøn chef hos Food Organisation of Denmark, prisen. Tidligere har Skolerne i Oure også modtaget prisen.
Kontakter
Torben Blok, markedschef for Foodservice, Økologisk Landsforening.
Telefon: 2961 6934 Mail: tob@okologi.dk
Vivienne Kallmeyer, kommunikationskonsulent, Økologisk Landsforening
Telefon: 2542 9302 Mail: vk@okologi.dk
Billeder

Information om Økologisk Landsforening
I Økologisk Landsforening arbejder vi for en verden, der tænker og handler økologisk – til glæde for mennesker, dyr og vores jord.
Følg pressemeddelelser fra Økologisk Landsforening
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Økologisk Landsforening
10 organisationer lægger an til opgør med passiv EU-støtte til landbruget5.10.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
En ny model for fremtidens landbrugsstøtte ser nu dagens lys. 10 organisationer foreslår at fordele EU’s landbrugsstøtte ud fra hensyn til klima, drikkevand, vandmiljø, natur og dyrevelfærd. Derved kan prisstrukturen ændres, så der bliver et marked for de mest bæredygtige fødevarer.
Regler og kontrol er med til at kvæle de små landbrug5.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
I dag og søndag præsenterer 29 økologiske gårde rundt om i landet årets høst til Økologisk Høstmarked, men der hænger samtidig grå skyer over de danske småskalaproducenter, for regler og kontrol er formuleret efter de store industrilandbrugs behov. Økologisk Landsforening kalder på, at regeringens nye fødevarestrategi i højere grad lykkes med at omfavne de små producenter.
Flere økologiske fødevarer finder vej til de professionelle køkkener26.8.2026 09:07:36 CEST | Pressemeddelelse
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at salget af økologiske varer til de professionelle køkkener steg i 2025. Køkkenerne tager altså i højere grad økologien til sig og tager ansvar for at sikre flere sunde økologiske måltider. Men vi er slet ikke i mål, lyder det fra Økologisk Landsforening.
Nu skal politikerne sætte aktiv handling bag målet om mere økologi24.8.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Nye tal viser, at der ikke var fremskridt i det økologiske salg i første halvår af 2026. Økologisk Landsforening kalder på politisk handling, så det økologiske fordoblingsmål kan nås til gavn for drikkevandet, dyrevelfærden, vandmiljøet og biodiversiteten.
Dansk model for spisemærke er på vej i Holland24.6.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Det er ironisk, at udlandet rækker ud efter en ordning som Det Økologiske Spisemærke, mens den er truet i Danmark. Det siger Økologisk Landsforenings direktør, Rasmus Prehn, der i dag formidler ordningens og mærkets succes i Holland.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
