Vækstfonden

NIL Technology henter 200 mio. kr. i finansiering: Dansk nanoteknologi skal sælges til verdens største smartphone-brands

Del

NIL Technology er en dansk nanoteknologivirksomhed, der står foran et internationalt gennembrud. Ambitionen? Virksomhedens nanoteknologi vil være at finde i stort set alle de førende brands af smartphones inden for de næste par år. Med en finansiering på 200 mio. kr. i ryggen fra bl.a. Jolt Capital, Vækstfonden, NGP Capital og EIC Fund, sætter NIL Technology fart på det, der skal være et internationalt gennembrud af de helt store.

NIL Technologys vision var i 2006, da selskabet blev stiftet, måske forud for sin tid. Men som i et ægte iværksættereventyr kan selskabet nu udbrede sin teknologi med 200 mio. kr. på kontoen fra en række prominente investorer, hvor de eksisterende investorer Jolt Capital og NGP Capital har fået følgeskab af Vækstfonden og EIC Fund. Med ny dansk nanoteknologi konkurrerer NIL Technology med de allerstørste teknologiselskaber ­- ikke bare i Danmark men også i global målestok.  

NIL Technologys historie går tilbage til DTU i 2006, og i mange år solgte selskabet teknologi til udviklingsafdelingerne i de store teknologiselskaber over hele verden. Men visionen var endnu større end de danske landegrænser, og NIL Technology fandt et hul i markedet, der dannede rammerne for den nanoteknologi, selskabet nu får sit internationale gennembrud med.  

”Ved at benytte de samme teknologier, som bruges til at lave computerchip, producerer vi  avancerede optiske linser, baseret på nanoteknologi, der er bedre, enklere og som bruger mindre materiale end de løsninger, der findes i dag. Vores teknologi vil først blive brugt til 3D imaging, som er den bagvedliggende teknologi for ansigtsgenkendelse og en hjørnesten inden for augmented reality,” fortæller Theodor Nielsen, stifter og CEO i NIL Technology,  

Det er altså nogle af verdens allerstørste smartphoneselskaber, der vil gøre brug af NIL Technologys løsninger. Selskabet har allerede i efteråret 2020 bragt en af de største smartphoneproducenter ind som kunde, og teknologien er i dag at finde i en af de store og profilerede smartphones. I 2018 fik selskabet en A-runde-finansiering, flyttede ud af DTU’s forskerpark, og er siden da vokset 200% i ansatte. Selskabets ambition er at tiltrække de allerstørste kunder i branchen, men visionen stopper ikke her:  

”I tillæg til smartphones, ser vi store vækstmuligheder inden for selvkørende biler, robotter, droner og VR/AR inden for de kommende år. På lidt længere sigt vil vores teknologi blive brugt i diverse sensorer til f.eks. produktions-, fødevare- og miljøovervågning. Så vi tror på, at potentialet er endnu større,” fortæller Theodor Nielsen.  

Investorer tror på internationalt gennembrud 

Den banebrydende teknologi og lovende tilkendegivelser fra verdens største smartphonebrands, vækker glæde hos investorerne, der nu har sendt 200 millioner kr. i ryggen på selskabet.  

”Optik er i dag, hvor elektronik var for 20 år siden, og NIL Technology er en pioner i den optiske revolution. Hos Jolt Capital har vi været stærkt troende og engageret i optik i mere end 10 år, og vi har et dybt indgående kendskab til at skalere højteknologiske selskaber og til at etablere effektiv produktion indenfor krævende teknologiområder. Vi er entusiastiske omkring vores investering i NIL Technology og er dedikerede til at opbygge en produktion af avancerede optiske løsninger og dermed støtte den optiske industri med et ’made in Europe’ aftryk,” siger Jean Schmitt, Managing Partner i Jolt Capital og bestyrelsesmedlem i NIL Technology. 

Mikkel Hesselgren direktør for Fund of Funds i Vækstfonden: ”Vi er meget glade for at være en del af kredsen omkring NIL Technology og være med til at bakke op om selskabets udvikling. NIL Technology udspringer af innovativ dansk forskning og er på vej mod at bygge en stærk kommerciel forretning rundt om dette. Vi tror på, at selskabet kan blive en af de absolut førende spillere på globalt plan og dermed udbygge en dansk styrkeposition inden for optik og sensorteknologi.”

Bo Ilsoe, partner i NGP Capital og bestyrelsesmedlem i NIL Technology, tilføjer at ”NILT har udviklet unikke optiske komponenter, som vil drive en helt ny generation af sensing og 3D imaging med langt bedre ydeevne, effektivitet, kompakthed og med mindre materialeforbrug. NILT adresserer et stort marked, og de ledes af et fantastisk team. Vi ser frem til at samarbejde med Theodor og hans team og hjælpe til med at bygge en dansk vinder indenfor den optiske industri.  

Den nyetablerede EIC Fund indtræder også i ejerkredsen af NIL Technology, efter at NIL Technology modtog et udviklings-grant i 2019 på 2,2 millioner euro under det præstigefyldte EIC Pilot Accelerator program. 

I dag har NIL Technology 60 ansatte og har foruden Kongens Lyngby kontorer i Zürich, New York og Göteborg.  

Om NIL Technology:
Selskabet er stiftet i 2006 af Theodor Nielsen og Brian Bilenberg, begge tog orlov fra deres Ph.d.-studier på DTU. NIL Technology hentede en serie A-runde-finansiering i 2018 fra Nokia (NGP Capital) og den franske private equity fond Jolt Capital. Mens selskabet I efteråret 2019 modtog selskabet et af de meget prestigefyldte udviklingsstipendium fra EU. Bestyrelsesmedlemmer er bl.a. Jens Due Olsen (NKT, KMD, tidl. Danske Bank, Heptagon, m.fl.) og Christian Tang- Jespersen, der var direktør for det schweiziske firma Heptagon, som blev solgt for ca. 2.5 milliard dollars for et par år siden som unicorn.

Kontakter

For pressehenvendelser kontakt:

NIL Technology: Marketing Manager, Sunniva Munk: 5377 1774 eller email: sunni@nilt.com

Vækstfonden: Kommunikationsrådgiver, Cecilie Idun Andersen: 31930573 eller e-mail: cea@vf.dk

Jolt Capital: Senior External Consultant, Philippe Perez: +33 6 23 82 67 19 eller email: Philippe.perez@jolt-capital.com

NGP Capital: Marketing Director, Annika Sjöberg: +358 40 757 1278 eller email: annika@ngpcap.com

EIC: Communication Contact person, Lucia Murgante: +32 2 29 76250 eller email: Lucia.MURGANTE@ec.europa.eu
European Commission Press contact:
Johannes Bahrke, +32 2 295 86 15 eller email: johannes.bahrke@ec.europa.eu
Marietta Grammenou, +32 2 298 35 83 eller email: marietta.grammenou@ec.europa.eu

Information om Vækstfonden

Vækstfonden
Vækstfonden
Strandvejen 104A
2900 Hellerup

35 29 86 00http://www.vf.dk/

Vækstfonden er statens finansieringsfond, som arbejder for at styrke danske virksomheders adgang til risikovillig kapital, så de kan skabe ny innovation, vækst og arbejdspladser. I tætte partnerskaber med banker og private investorer fra ind- og udland finansierer Vækstfonden virksomheder i alle brancher over hele landet. Og fonden kan være med hele vejen - fra virksomhedens spæde start, gennem høj vækst, til rejsen ud på de globale markeder og børsnoteringer. Siden 1992 har Vækstfonden medfinansieret vækst i over 9.200 virksomheder for et samlet tilsagn på mere end 33,8 mia. kr.

Følg pressemeddelelser fra Vækstfonden

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Vækstfonden

Humdakin: Ung iværksætter har skabt bæredygtigt rengøringseventyr17.2.2021 08:12:00 CET | Pressemeddelelse

Bæredygtige rengøringsmidler, som samtidig er effektive og giver en lækker duft, var en mangelvare i det private hjem. Derfor fik Camilla Schram idéen til at lancere Humdakin, der skulle bidrage med miljørigtige og allergivenlige rengøringsprodukter til hjem, hvor bæredygtighed og design er i højsæde. Virksomheden er nu klar til at vækste yderligere på verdensplan med finansiering fra Vækstfonden.

Ny genstartspulje åben: De første penge på vej ud at arbejde hos danske virksomheder15.2.2021 13:30:00 CET | Pressemeddelelse

Det nye tiltag, Genstartsfonden, som oprettes ved et statsligt kapitalindskud i Vækstfonden, er nu åben. Dermed skal Vækstfonden sende 3 mia. kr. ud til danske virksomheder i form af ansvarlig lånekapital og egenkapital. Vækstfonden arbejder allerede på konkrete sager for mere end 200 mio. kr., og det er vigtig kapital, der skal sikre, at virksomhederne får iværksat de rigtige investeringer ovenpå Coronakrisen.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum