Myndigheder er tavse om amerikansk cloud
9.1.2021 08:00:00 CET | PROSA | Pressemeddelelse
”Ingen kommentarer på nuværende tidspunkt”.
”Vi takker nej til deltagelse”.
”Vi kommer ikke til at stille op til interview på nuværende tidspunkt”.
Centrale aktører i og omkring den offentlige sektor ønsker ikke at tale med Prosabladet om de mange persondata, der hober sig op hos amerikanske cloud-udbydere. Persondata, der muligvis er placeret ulovligt.
Tendensen til at lægge data og it-systemer i amerikansk cloud er udbredt både i erhvervslivet og det offentlige. Men som Prosabladet har beskrevet, kører der aktuelt en tilspidset debat i EU om lovligheden, efter at EU-domstolen to gange har underkendt EU's databehandleraftale med USA. En debat, der i værste fald kan føre til et forbud eller begrænsninger.
Trods alvoren har det i flere uger ikke været muligt at få interview med:
- Sundhedsdatastyrelsen
- Digitaliseringsstyrelsen
- Kommunernes Landsforening
- Danske Regioner
- Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, der varetager it-systemer i Skatteforvaltningen.
- Netcompany, der varetager en stor del af driften i det offentlige, og som benytter sig af Amazon Web Services (AWS) og Microsoft Azure.
- DXC, et amerikanskbaseret multinationalt selskab, der også varetager en stor del af driften i det offentlige.
Offentlige aktører vilde med cloud
Dermed er det ikke muligt at skabe et overblik over, præcis hvilke oplysninger om danskerne, der ligger i amerikansk cloud. Men det står klart, at offentlige aktører i vid udstrækning bruger de amerikanske udbydere. Det oplyser IT-Branchen, der repræsenterer de danske it-leverandører.
”Jeg tror ikke, der er en eneste offentlig myndighed, der ikke bruger internationale cloud-udbydere til et eller andet”, fortæller Martin Jensen Buch, chefkonsulent i IT-Branchen.
Han henviser til udbydere som Amazon Web Services (AWS), Microsoft Azure og Google Cloud.
”Der er en tendens til, at flere og flere it-systemer bliver lagt ud i skyen. Og at data og selve systemerne ligger i de store internationale cloud-udbyderes netværk. Det gælder i særdeleshed også de offentlige systemer”, siger han.
Ifølge Martin Jensen Buch er det også almindeligt, at det offentlige overfører persondata til amerikanske cloud-firmaer. Fra de knap så følsomme data til de helt følsomme data.
”Tracking cookies på en offentlig hjemmeside vil med 99 procent sikkerhed sende data om deres brugere til USA. Og et nyhedsbrev-system vil med 99 procent sikkerhed også sende data til USA”, siger han.
”Vi har også fagsystemer i det offentlige, der indsamler personfølsomme data, som ligger hos internationale datacentre”, siger Martin Jensen Buch.
Mange eksempler
Eksemplerne er mange. Skolesystemet Aula ligger hos amerikanske Amazon Web Services (AWS). Landspatientregistret – et register over danske patienter – ligger hos DXC. Sundhedsdatastyrelsen benytter også Microsoft-systemer.
Men Prosabladet kan ikke opspore nogen, der har det fulde overblik.
”Jeg tror ikke, der er nogen, der har et samlet billede,” siger Henning Mortensen, formand for Rådet for Digital Sikkerhed.
Der er umiddelbart mange fordele ved at lægge it-systemer i skyen, og de amerikanske udbydere betragtes som de bedste på markedet. Men ét problem truer hele tendensen: De amerikanske efterretningstjenester kan kræve adgang til kundernes data, også hvis de ligger på servere i EU. Og det harmonerer ikke med GDPR, når der er tale om persondata.
EU-domstolen har erklæret EU’s egne juridiske rammer ulovlige to gange. Nye retningslinjer fra EU – såkaldte standarkontraktbestemmelser – har netop været i høring, og den endelige udgave forventes i starten af dette år. Men flere kilder tvivler på, at de bliver de sidste ord i sagen.
Hos IT-Branchen krydser man fingre for, at der snart kommer en permanent løsning på højeste politiske niveau. For alternativet kan blive dyrt.
”Hvis EU siger, at fra i morgen må der ikke være persondata i USA – medmindre du selv kan stå inde for, at du har taget de nødvendige foranstaltninger for, at data ikke bliver misbrugt – så vil man slukke internettet”, siger Martin Jensen Buch fra IT-Branchen.
Tavse myndigheder
Men trods de dystre perspektiver bliver Prosabladet altså mødt med afvisninger hos flere centrale aktører.
Det er ikke muligt at få et interview med Digitaliseringsstyrelsen, trods adskillige henvendelser på telefon, SMS og mail.
Danske Regioner henviser til Sundhedsdatastyrelsen, som afviser interview. I en mail skriver styrelsen:
”Jeg kan oplyse dig om, at Sundhedsdatastyrelsen har en databehandleraftale med DXC, der forpligter DXC til at holde data i Danmark. Vi kender naturligvis problematikken omkring cloud og tager konkret stilling i forhold til de enkelte løsninger. Vi har ikke yderligere at tilføje”.
DXC vil heller ikke tale. De er et amerikanskbaseret selskab, der varetager en stor del af it-driften i den offentlige danske sektor. I en mail skriver de:
”Jeg må informere dig om, at vi ikke har nogen kommentarer til dette emne på nuværende tidspunkt. Så vi kommer ikke til at stille op til interview på nuværende tidspunkt”.
Afvisningerne fortsætter
Heller ikke Netcompany vil tale. Netcompany er et danskbaseret it-firma, der ligesom DXC varetager en stor del af it-driften i det offentlige. De benytter sig af Microsoft Azure og AWS. Kommunikationsafdelingen skriver i en mail:
”Tak for muligheden. Jeg har nu drøftet internt, og vi takker nej til deltagelse”.
I it-firmaet Kombit, der står bag Aula, vil pressechef Henrik Kirkeskov dog gerne sige et par ord. Aula ligger hos AWS.
”Vi er i fuld gang med at kigge på, hvad Schrems 2-afgørelsen kommer til at betyde for Kombits løsninger, og derfor har vi ingen kommentarer på nuværende tidspunkt”, siger Henrik Kirkeskov.
Schrems 2-afgørelsen, der faldt ved EU-Domstolen i sommer, sendte chokbølger gennem it-branchen. Dommen erklærede, at det mest udbredte grundlag for overførsel af persondata til USA – Privacy Shield – var ugyldigt.
Trods tre ugers svartid er det heller ikke muligt at få et interview med Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, der varetager Skatteforvaltningens it-systemer.
Kommunernes Landsforening (LK) afviser også at stille op til interview på nuværende tidspunkt. I en mail skriver de:
”Brugen af cloud-løsninger er udbredt i kommunerne, men vi har ikke data for, hvor udbredt eller hvor mange der benytter amerikanske udbydere. Ligesom vi ikke har oplysninger om, i hvor høj grad kommunerne lægger persondata hos amerikanske udbydere”.
KL henviser til et høringssvar, som organisationen har skrevet i forbindelse med de nye EU-bestemmelser, der er på vej. Her rejser KL en række kritikpunkter.
Hvad siger Datatilsynet?
Hos Datatilsynet bekræfter it-sikkerhedsspecialist Allan Frank, at den offentlige sektor har store mængder af persondata i amerikansk cloud.
”Man har vidst, at de amerikanske efterretningstjenester lyttede med i et eller andet omfang. Det har man helt klart vidst”, siger han.
”EU-kommissionen har medvirket til at plumre vandene med blandt andet Privacy Shield. Så det, man har gjort, var som udgangspunkt sanktioneret af kommissionen. Men det betyder ikke, at det var lovligt. Når EU-Domstolen konstaterer, at kommissionen tog fejl, så har man også selv taget fejl”, siger Allan Frank.
Men hvorfor er det et problem, hvis efterretningstjenester i udlandet snager i danskernes persondata? Allan Frank udlægger det sådan her:
”Problemet med data, er, at lige så snart de er ude af sækken, så ved man ikke hvor mange repræsentationer af de data, der eksisterer. Lige så snart man slipper kontrollen, så kan det ikke spoles tilbage”.
Myndighederne skal dog ikke frygte Datatilsynet, hvis der er sket overførsler på det tidligere grundlag, Privacy Shield, siger Allan Frank.
”Vi kunne aldrig finde på at komme efter nogen, der har baseret sig på en tilstrækkelighedsvurdering fra det kompetente EU-organ”, fortæller han
Nøgleord
Kontakter
Redaktør Ole Hoff-Lund, telefon 26 83 81 84
Information om PROSA
Følg pressemeddelelser fra PROSA
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra PROSA
Finanslovsforslag jagter dimittender på et tidspunkt, hvor de allerede er hårdt ramt29.9.2026 13:15:32 CEST | Pressemeddelelse
Regeringens finanslovforslag om at øge krav til studerende om studiearbejde er ifølge IT-fagforeningen PROSA et vanvittigt dårligt signal at sende i en periode med stor usikkerhed omkring AI, stigende arbejdsløshed og længere tid med jobsøgning blandt nyuddannede. ”Det er det helt forkerte tidspunkt og sted at skabe usikkerhed hos en udsat gruppe, som risikerer at blive en tabt generation. Vi står foran en periode med massive forandringer på arbejdsmarkedet og måden af arbejde på. Der er brug for ro og tryghed, og for at vi investerer i hjælp til kompetenceudvikling og at komme ind på arbejdsmarkedet”, fastslår næstformand i PROSA Curt Kjærsgaard Raavig.
IT-fagforening: Fald er et wake-up-call. Vi er nødt til at lave uddannelser i takt med tiden6.7.2026 12:52:34 CEST | Pressemeddelelse
Erhvervsakademierne oplever et fald i søgning på 28 procent for IT-uddannelserne og på datamatiker-uddannelsen fald på hele 31 procent. ”Det er brandærgerligt, men også forståeligt. Det er helt klart en konsekvens af usikkerhed omkring fremtiden arbejdsmarked og kunstig intelligens. De unge er i øjeblikket fanget i et vakuum, hvor uddannelser og udvikling af AI-værktøjer ikke flugter med hinanden. Vi skal simpelthen straks i gang med at tilrette med nye og virkelighedsnære strategier og måder at uddanne på”, fastslår Michael Holm, ansvarlig for uddannelsesområdet i PROSA.
IT-fagforeningen PROSA kickstarter Folkemødet med debatter om AI-agenter og arbejdstid9.6.2026 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
”Hvad gør vi, når AI-agenter kommer?” og ”AI kommer, men hvor skal tiden gå hen? Er vi klar til 30 timers arbejdsuge”. Sådan lyder overskrifterne på de to debatter, som IT-fagforeningen PROSA skyder Folkemødet i gang med torsdag fra klokken 10.00 på Fagbevægelsens plads. Til det formål har IT-fagforeningen i samarbejde med Finansforbundet blandt andet sat to arbejdsgiverorganisationer stævne og hentet en international førende forsker i arbejdstid til Bornholm. ”Jeg har svært ved at forestille mig vigtigere og mere væsentlige debatter i forhold til den situation arbejdsmarked, arbejdsliv og uddannelser står overfor med kunstig intelligens”, siger næstformand i PROSA, Curt Kjærsgaard Raavig.
Et vigtigt signal at samle uddannelse, forskning og digitalisering3.6.2026 16:24:01 CEST | Pressemeddelelse
Med Christina Egelund som ny Uddannelses-, forsknings- og digitaliseringsminister er der lagt op til at vi får en tiltrængt strategi for, hvordan AI skal implementeres i uddannelse og udvikling, samt at der skrues op for teknologiforståelse som fag. Det mener IT-fagforeningen PROSA, som dog gerne havde set, at udviklingen af digitalisering og IT blev forankret endnu mere i et ministerium. ”Vi ville gerne væk fra kludetæppemodellen. Jeg har dog begrundet håb om og tillid til, at de forskellige ministerier vil skrue op for brugbare strategier, gøre os fri af techgianternes lænker, samt fokusere på teknologiforståelse, efteruddannelse og på egen udvikling af IT og AI”, siger formand Niels Bertelsen.
PROSA: Gode takter i regeringsgrundlag om kunstig intelligens3.6.2026 08:59:27 CEST | Pressemeddelelse
IT-fagforeningen Prosa glæder sig særligt over regeringsgrundlagets udmelding om behovet for en national strategi for brug af kunstig intelligens på uddannelser og i undervisning, samt at undervisningen i teknologiforståelse skal styrkes. Der er også tilfredshed med, at den ny regering har prioriteret indsatsen mod stress.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
