Millionbevilling hiver gymnasieelever med ind i kamp mod antibiotikaresistens

Hvert år dør over 25.000 europæere som følge af infektioner med bakterier, der har udviklet resistens mod antibiotika. Infektioner, som man før kunne kurere, men som vi nu mangler effektivt antibiotika imod, fordi de sygdomsfremkaldende bakterier gennem mutationer har udviklet resistens mod de stoffer, der førhen var dødelige for dem.
Men nu får danske gymnasieelever for første gang mulighed for at være med i det globale initiativ Tiny Earth, hvor forskere og studerende fra hele verden forsøger at bekæmpe antibiotikaresistens ved simpelthen at gå på jagt efter helt ny antibiotika.
Aarhus Universitet har som det første danske universitet sluttet sig til initiativet, og en bevilling på 4,3 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden gør det nu således muligt, at gymnasieelever også kan deltage aktivt i projektet og dermed for alvor prøve kræfter med den naturvidenskabelige teori, de til daglig læser om i bøgerne.
Inspirerer til naturvidenskab
Adjunkt Thomas Tørring fra Institut for Ingeniørvidenskab, som leder universitetets deltagen i projektet, er forhåbningsfuld:
”Overordnet set går hele initiativet ud på at inspirere og engagere unge mennesker i naturvidenskab. Forstå, at det er via naturvidenskabelig og teknisk forskning og udvikling, at vi skal løse dette ganske betragtelige problem, menneskeheden står over for,” siger han og fortsætter:
”Antibiotika findes overalt i naturen, og der er millioner af bakterier, vi endnu intet kender til. Håbet med dette projekt er at finde nye bakterier, der er i stand til at producere ny antibiotika, og derfor er vi på jagt efter disse bakterier i den danske fauna.”
Det haster nemlig med at finde ny antibiotika, fastslår verdenssundhedsorganisationen WHO. Herfra lyder profetien, at bakterieresistens om 20-30 år vil kræve flere menneskeliv end kræft – selv i den vestlige verden.
Hver en sten skal vendes
Thomas’ forskningsgruppe har derfor allerede isoleret bakterier fra jordprøver rundt omkring i Danmark. Og sideløbende er gruppen ved at udvikle billedgenkendelse,så ny antibiotika kan findes langt, langt hurtigere end normalt, hvor hver enkelt prøve undersøges manuelt.
Men hvis man skal lykkes med at finde helt ny antibiotika, skal hver en sten vendes, og det kræver store mængder jordprøver fra alle mulige steder over hele jorden.
”Vi har brug for rigtig mange jordprøver og rigtig meget data, hvis dette skal lykkes. Men det er det gode ved crowdsourcing-initiativer som dette: Man kan nå så utroligt meget mere, end hvis man kun var en lille forskergruppe om formålet,” siger han.
Han håber derfor, at gymnasier rundt omkring i landet kan se potentialet i projektet, og vil være med i jagten på fremtidens medicin.
-----
Fakta om antibiotika
Antibiotika er et molekyle, som virker enten hæmmende eller dræbende på mikroorganismer. Det bedst kendte antibiotika er penicillin, som blev opdaget ved et tilfælde af bakteriologen Alexander Fleming tilbage i 1928 på St. Mary’s Hospital i London.
Fundet fremkaldte et veritabelt kapløb om at finde nye typer antibiotika, som kunne hjælpe menneskeheden mod diverse sygdomme. En guldfeber, som kulminerede i ”guldalderen” for antibiotika, perioden 1950’erne til 1970’erne.
Sådan er det dog slet ikke mere.
Mange af de store medicinalvirksomheder har trukket sig helt ud af kampen om at finde ny antibiotika, da det simpelthen er for svært, og fordi det økonomiske incitament ikke er særligt stort. Prisstrukturen for antibiotika gør nemlig, at selvom man kom med et helt nyt antibiotikum, der kunne slå alle sygdomme ned, ville der gå alt for lang tid, før produktet ville blive første valg. Derfor er det ikke økonomisk attraktivt for medicinalvirksomheder at finde ny antibiotika.
Fakta om Tiny Earth
Tiny Earth blev lanceret i juni 2018 og er et global crowdsourcing-initiativ, der samler tusindvis af forskere, undervisere og studerende på forskellige uddannelsesniveauer om at finde ny antibiotika i naturen rundt omkring i verden.
Formålet med initiativet er ligeledes at inspirere unge mennesker til at forfølge en karriere inden for STEM-fagene (science, technology, engineering, mathematics) ved at præsentere dem for nogle af de store problemstillinger, man rent faktisk kan være med til at løse via disse fag.
Tiny Earth konceptet giver unge mennesker mulighed for selv at gøre spændende opdagelser og derigennem stifte bekendtskab med den videnskabelige metode. Netop følelsen af at gøre opdagelser, der rent faktisk potentielt kan gøre en forskel, skaber begejstring i hele Tiny Earth netværket og er en stor motivationsfaktor for deltagerne.
Ca. 10.000 studerende fra 15 forskellige lande deltager i dag i projektet.
Kontakter
Adjunkt Thomas Tørring
Institut for Ingeniørvidenskab, Aarhus Universitet
Mail: thomast@eng.au.dk
Tel.: +45 61718186
Billeder



Links
Information om Aarhus Universitet Technical Sciences
Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet Technical Sciences
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet Technical Sciences
Kan man bage en kage uden æg? Det undersøger forskere og virksomheder nu i et projektsamarbejde28.11.2025 12:20:06 CET | Nyhed
Et nyt projekt støttet af Innovationsfonden undersøger, hvordan planteproteiner kan erstatte æg i visse af vores fødevarer – uden at gå på kompromis med hverken smag, konsistens eller bæredygtighed.
Fra hestepige til førende forsker i hesteadfærd: "Vi skal tænke mere over, hvad hesten selv ville vælge”27.11.2025 13:23:08 CET | Pressemeddelelse
Janne Winther Christensen er netop udnævnt til professor i Equine Welfare ved Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab på AU Viborg. Som en af verdens førende forskere i hesteadfærd og æresmedlem af International Society for Equitation Science har hun ydet banebrydende arbejde for at forstå hesten på dens egne præmisser. Og hendes budskab er enkelt: Det vigtigste, vi kan give en hest, er andre heste.
AU FOOD søger ny sekretariatsleder: Bliv en nøgleperson i fremtidens fødevareforskning26.11.2025 10:00:58 CET | Pressemeddelelse
Institut for Fødevarer ved Aarhus Universitet (AU FOOD) søger en engageret og erfaren sekretariatsleder, der vil spille en central rolle i at understøtte forskning og innovation i verdensklasse.
Ny teknologi: Kan vi leve af luftsteg og vindfrikadeller?21.11.2025 12:05:11 CET | Pressemeddelelse
På AU Viborg er forskere nu klar til at teste en teknologi, der kan forvandle CO₂ og brint til protein. Perspektiverne er at kunne hjælpe med at brødføde en voksende global befolkning helt uden ny landbrugsjord. I dag åbner pilotanlægget, der skal bringe teknologien tættere på dit middagsbord.
Forskere undersøger nye løsninger på kvælstofforurening.20.11.2025 14:36:17 CET | Pressemeddelelse
Det hele begyndte med en uformel samtale ved kaffemaskinen mellem professor Davide Cammarano og lektor Eusun Han fra Aarhus Universitet. To forskere hvis ekspertiser normalt ikke mødes i samme projekter. Præcisionslandbrug og rodforskning hører ofte til i hver sin verden. Men mens de talte sammen, gik det op for dem, at de måske kunne være med til at løse en af de største udfordringer i dansk landbrug: forurening af grundvand som følge af kvælstofudvaskning.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
