Landdistrikternes Fællesråd

#Medlemmerne får ordet: En lille succeshistorie om integration udspiller sig i Ringkøbing-Skjern

Del
Vi lærer hele livet, og nogle er også lærere hele livet. En håndfuld pensionerede lærere i Ringkøbing-Skjern kommune lod ikke kridtet blive i lommen, da erhvervslivet efterlyste bedre sprogkundskaber hos udenlandske arbejdstagere. En ugentlig sprogcafé blev oprettet med landets bedste klassekvotient.
Samtalen er en vigtig del af undervisningen i 'Velkommen her'. Undervisningen tager udgangspunkt i den enkeltes sproglige færdigheder, og derfor er der elever,  der ikke kan ét ord på dansk, når de starter i sprogskolen, mens andre blot har brug for finpudsning. Foto: Hans-Jørn Sørensen
Samtalen er en vigtig del af undervisningen i 'Velkommen her'. Undervisningen tager udgangspunkt i den enkeltes sproglige færdigheder, og derfor er der elever, der ikke kan ét ord på dansk, når de starter i sprogskolen, mens andre blot har brug for finpudsning. Foto: Hans-Jørn Sørensen

’Velkommen her’ er navnet på den ugentlige sprogcafé, som holder åbent for lidt ældre skoleelever end sædvanligt hver mandag aften i Holmsland Idræts- og Kulturcenter. Caféen henvender sig nemlig til dem, der allerede er ude på arbejdsmarkedet, men endnu ikke har fået det danske sprog ind under huden. Nu, hvor sprogskolen er blevet helt lokal, er det aldrig for sent at gribe kridtet. Det er endda gået hen og er blevet lidt hyggeligt både at skulle lære dansk eller lære andre dansk.

Når vi deler historier under overskriften #Medlemmerne får ordet, er det typisk kommunale kræfter, der har været på spil og skabt små succeshistorier, som kan inspirere andre kommuner i landdistrikterne. Men da vi gav ordet til borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, Hans Østergaard, var det ikke kommunens eget værk, han fortalte om. I stedet berettede han om et lokalt borgerinitiativ - en sprogcafé, der nu på fjerde år samler danske og udenlandske borgere om verber og kanelkage.

Integration kan være en hård nød at knække og det kræver meget af begge parter for at lykkes. Men viljen og opbakningen har aldrig manglet, forklarer borgmester Hans Østergaard:

- Det er fuldstændig kendetegnende for vores borgere, at når der er ting i gang, så er entusiasmen stor. Sidste år afholdt vi informationsmøder om integration og havde printet en god stak papirer, som vi ville dele ud til interesserede. Vi havde printet 60 papirer, men der mødte mere end 100 interesserede op, og vi fik skriblet et hav af gode ideer og indspark ned. Sprogcaféen har inspireret andre initiativer, og det forstår jeg godt. Når vores borgere får gode ideer, så er det bedste, vi kan gøre at bakke op om dem. 

Den udenlandske arbejdskraft fra særligt Østeuropa, der kommer i sæsoner og tager en tørn med de grove maskiner i landbruget, er kommunens landbrug dybt afhængig af. Men godt halvdelen af arbejdskraften fordeler sig også udover håndværk-, industri- og servicefagene. Selvom mange arbejdstagere rejser hjem igen, ender nogle med at blive glade for området og stifte familie – men uden have nået at tilegne sig dansksproglige færdigheder, hvilket kan have flere årsager. Så da landmændene for fire år siden drøftede udfordringen med hinanden, spredte rygtet sig hurtigt rundt i byen. Der var behov for en god idé.  

Dem har befolkningen i Ringkøbing-Skjern Kommune heldigvis masser af, fortæller borgmesteren. En håndfuld pensionerede lærere satte sig for at løse opgaven med at lære de nytilkomne dansk. En af dem er den tidligere lærer Hans-Jørn Sørensen, som vist aldrig bliver helt færdig med lærergerningen:

- I starten arbejdede vi ud fra, at projektet skulle have tre ben; kursisterne skulle tilegne sig kulturelle og sproglige færdigheder, det sociale skulle styrkes og dermed fællesskabet. Men det var nok lige lovligt omfavnende, når det var fordelt på kun tre timer ugentligt, lyder det fra læreren, der nu konstaterer, at fokus ligger målrettet på at lære dansk. For det at lære sproget har været elevernes højeste ønske. Og ros til sine elever, har Hans-Jørn Sørensen rigeligt af:

- De er dygtige, de er flittige, og selvom vi har elever, der ikke kan ét ord på dansk, så tager vi den bare derfra. Der er som regel lige så mange lærere, som der er elever, så læringsplanen kan blive lagt helt individuelt, siger han.

Den holistiske tankegang om, at det at forbedre sine danskkundskaber fører til meget mere end bare at mestre det svære danske sprog, deler formanden for landdistriktsrådet i Ringkøbing-Skjern, Torben Hjøllund Mortensen:

- Hvis man lærer sproget, åbner det for muligheden for, at man kan se sig selv i det danske samfund, siger han og fortsætter:

- Vi får mange tilflyttere fra Østeuropa som arbejdstagere i landbruget, men frem for at de flytter hjem igen, når arbejdet er udført, ser vi hellere end gerne, at de køber et hus og slår sig ned med deres familier og bliver en del af både erhvervs-og samfundslivet her. Det kan godt betale sig at give vores arbejdstagere en varm velkomst, for de viser sig også ofte at være løsningen på efterspørgslen af højkvalificeret arbejdskraft hos de lokale virksomheder som eksempelvis Vestas.

Det er derfor ikke en tilfældighed, at sprogcaféen mandag fra kl. 18.30 til 20.30 tog navnet ’Velkommen her’. For den er meget mere end en sprogcafé. Det er en venlig velkomst, et fast ugentligt holdepunkt og en tilknytning til et lokalområde, der både kan hjælpe med grammatik, men også med adgang til biblioteket eller breve fra kommunen, hvis der er behov for det. Børnene er også velkomne til at lege i caféen, mens mor og far laver lektier.

Sprogcaféen holder til i Holmsland Idræts- og Kulturcenter, men der er sidenhen oprettet frivillige sprogskoler og borgerdrevne integrationsprojekter i Ølstrup, Ådum, Hvide Sande og Borris (læs mere). I Holmsland Idræts- og Kulturhus er der indskrevet 34 elever og tilknyttet 8-10 faste lærere, som overvejende er pensionerede lærere. Projektet søgte om startstøtte fra kommunens ildsjælepulje og en smule fra sogneforeningen, men drives ellers uden tilskud. Og gevinsten? Glade borgere der engagerer sig og integrerer sig på kryds og tværs, øget tilflytning, flere aktiviteter i skoler og fritidstilbud samt øget adgang til kvalificeret arbejdskraft.

- Alt i alt er det en lille succeshistorie om integration, der udspiller sig i Ringkøbing-Skjern kommune, siger borgmester Hans Østergaard.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Samtalen er en vigtig del af undervisningen i 'Velkommen her'. Undervisningen tager udgangspunkt i den enkeltes sproglige færdigheder, og derfor er der elever,  der ikke kan ét ord på dansk, når de starter i sprogskolen, mens andre blot har brug for finpudsning. Foto: Hans-Jørn Sørensen
Samtalen er en vigtig del af undervisningen i 'Velkommen her'. Undervisningen tager udgangspunkt i den enkeltes sproglige færdigheder, og derfor er der elever, der ikke kan ét ord på dansk, når de starter i sprogskolen, mens andre blot har brug for finpudsning. Foto: Hans-Jørn Sørensen
Download
Det var meningen, at sprogskolen skulle have tre ben; et læringsmæssigt, et kulturelt og et socialt ben. Her er det besøg på et landbrug. Foto: Hans-Jørn Sørensen.
Det var meningen, at sprogskolen skulle have tre ben; et læringsmæssigt, et kulturelt og et socialt ben. Her er det besøg på et landbrug. Foto: Hans-Jørn Sørensen.
Download
Til julens traditioner hører fejring og fællesskab til - her er det til juleafslutning i 'Velkommen her'. Foto: Hans-Jørn Sørensen.
Til julens traditioner hører fejring og fællesskab til - her er det til juleafslutning i 'Velkommen her'. Foto: Hans-Jørn Sørensen.
Download

Information om Landdistrikternes Fællesråd

Landdistrikternes Fællesråd
Landdistrikternes Fællesråd
Rådhusgade 100
8300 Odder

61 313 636http://www.landdistrikterne.dk

Landdistrikternes Fællesråd er en partipolitisk neutral interesseorganisation, der arbejder for at skabe bedre rammevilkår for landdistrikter og yderområder i Danmark.

Vi tæller 55 kommuner og fire regioner, der tilsammen repræsenterer over 4 millioner danskere. Medlemmerne er tillige en række landsdækkende organisationer, de lokale aktionsgrupper samt et større antal landsbyer og landdistriktsråd.

Følg pressemeddelelser fra Landdistrikternes Fællesråd

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Landdistrikternes Fællesråd

Landdistrikterne: Manglende kompensation til naboer og lokalsamfund spænder ben for udbygning af solceller og vindmøller25.4.2024 06:55:00 CEST | Pressemeddelelse

Vi kommer kun i mål med den grønne omstilling på energiområdet, hvis vi formår at skabe lokal opbakning til vindmøller og solcelleparker, advarer Landdistrikternes Fællesråd. Hvis flere projekter skal realiseres, skal der meget mere lokal involvering og langt større kompensationer til, vurderer organisationen. Alternativet er, at modstanden lokalt bliver endnu mere rodfæstet.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye