HK Stat

Massiv opbakning til OK21 i staten fra chefforhandlerens eget bagland

Del
De statsansatte HK’ere har med et markant flertal godkendt forliget om OK21. HK Stat-formand Rita Bundgaard, der stod i spidsen for alle statsansatte ved vinterens forhandlinger med skatteministeren, glæder sig over både en høj stemmedeltagelse og den højeste ja-procent i 22 år - bortset fra rekorden ved afstemningen om OK18.
Rita Bundgaard, formand for HK Stat og chefforhandler for alle statens ansatte, får stor opbakning til OK21-forliget fra sit eget bagland. Foto: Lisbeth Hjort
Rita Bundgaard, formand for HK Stat og chefforhandler for alle statens ansatte, får stor opbakning til OK21-forliget fra sit eget bagland. Foto: Lisbeth Hjort

Statens HK’ere har med et markant flertal godkendt forliget om OK21 i staten. Med et ja fra 92 procent af deltagerne har HK’ere hos politiet, på universiteterne, i skatteforvaltningen og i statens øvrige styrelser og institutioner vendt tommelen opad ved urafstemningen. 7,7 procent stemte nej, mens 0,3 procent stemte blankt.

Ja-procenten er den højeste ved en urafstemning de seneste 22 år – bortset fra rekorden fra OK18, hvor hele 94 procent af HK’erne satte deres kryds ved ja.

55,5 procent af de godt 20.000 stemmeberettigede deltog. Dermed er deltagelsen i urafstemningen den næsthøjeste siden 1999, hvor 60 procent gav deres mening om overenskomstfornyelsen til kende. Efter den dramatiske OK-fornyelse i 2018 stemte hele 77,6 procent af statens HK’ere om overenskomsten.

Glæder sig over klar opbakning

Den klare opbakning til resultatet glæder Rita Bundgaard, formand for HK Stat og chefforhandler for alle statens ansatte ved forhandlingerne med skatteminister Morten Bødskov i februar.

- Jeg er meget glad for den opbakning, HK Stats medlemmer har vist. Jeg vil gerne sige tak til alle medlemmer, der har deltaget i urafstemningen og til alle de tillidsrepræsentanter landet over, som har været med i hele processen, fra vi udtog vores krav sidste forår til de digitale møder, hvor vi har fortalt om resultaterne, siger HK Stat-formand Rita Bundgaard.

- Den danske model har vist sin styrke igen, og medlemmerne i HK Stat har vist, at de bakker op. Og så håber vi, at den danske økonomi kommer stærkt ud af krisen, så vi næste gang kan få nogle flere af medlemmernes ønsker til forbedringer skrevet ind i overenskomsten, tilføjer hun.

Rita Bundgaard forstår godt, hvis nogle HK’ere synes, at der burde stå et større tal i bunden af deres lønseddel:

- Rigtig mange statsansatte oplever et stort arbejdspres og mange har knoklet helt ekstraordinært under coronaen. Vores fokus har været en ansvarlig aftale, der sikrer reallønnen, og jeg er meget glad for, at så stort et flertal bakker op, siger hun.

Kræver flertal i tre centralorganisationer

HK’ernes klare ja indgår nu i den samlede afstemning på statens område. Hvis der er flertal for overenskomsten i hver af de tre centralorganisationer i CFU – Akademikerne, Stats- og Kommunalt Ansattes Forhandlingsfællesskab SKAF samt Offentligt Ansattes Organisationer, OAO-S - træder den nye overenskomst i kraft med virkning fra 1. april.

For statens HK’ere indebærer overenskomsten blandt andet 4,42 procent mere i generelle lønstigninger over de næste tre år, en forbedring af pensionsvilkårene for nyligt ansatte og at der bliver taget hul på en ny seniorordning med to seniordage fra det 62. år eller 0,8 procent mere i løn eller pension.

OAO-S, hvor HK Stat er med, offentliggør det samlede afstemningsresultat onsdag den 21. april klokken 10.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Rita Bundgaard, formand for HK Stat og chefforhandler for alle statens ansatte, får stor opbakning til OK21-forliget fra sit eget bagland. Foto: Lisbeth Hjort
Rita Bundgaard, formand for HK Stat og chefforhandler for alle statens ansatte, får stor opbakning til OK21-forliget fra sit eget bagland. Foto: Lisbeth Hjort
Download

Information om HK Stat

HK Stat



HK Stat er fagforeningen for laboranter, it-folk og administrative medarbejdere i staten. www.hk.dk/stat. Med 21.300 betalende, erhvervsaktive medlemmer er HK Stat den mindste af HK-forbundets fire sektorer.

Følg pressemeddelelser fra HK Stat

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra HK Stat

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye