Manglen på dagplejere er massiv – og bliver værre
4.7.2022 06:00:00 CEST | FOA | Pressemeddelelse

Barnet bliver fulgt af den samme voksne hele dagen. Børnegruppen er lille, og rammerne er hjemlige. De karakteristika er blandt dem, der kendetegner dagplejen – et dagtilbud, hvor mere end hvert fjerde 0-2-årige barn indskrevet i kommunale dagtilbud i dag bliver passet.
Men dagplejen er hårdt udfordret. Allerede nu er der flere steder landet over problemer med at skaffe nok dagplejere. Samtidig betyder et stigende børnetal og at en stor del af de nuværende dagplejere nærmer sig pensionsalderen, at der frem mod 2030 vil være behov for at trække små 5.000 nye dagplejere til faget. I hvert fald hvis lige så stor en andel af de 0-2-årige børn til den tid skal kunne gå i dagpleje. Det viser fremskrivninger, som FOA har gennemført.
”Det er alarmerende mange dagplejere, vi kommer til at mangle, og vi kan ikke lukke øjnene for problemet. Forældre skal ifølge dagtilbudsloven frit kunne vælge det dagtilbud, de mener er det rette for deres barn, og rigtig mange foretrækker dagplejens trygge rammer frem for vuggestuen,” siger formand Kim Henriksen, Pædagogisk Sektor i FOA.
Tidligere undersøgelser for FOA har vist, at mere end hver fjerde forælder, nemlig 28 procent, foretrækker dagpleje frem for vuggestue. Men allerede i dag er det et problem at efterkomme forældrenes frie valg. I en rundspørge, som Bureau 2000 har gennemført for FOA, svarer 19 ud af 77 kommuner, at forældrene ikke kan være sikre på at få en dagplejeplads, hvis de ønsker det. Kun 34 kommuner svarer, at det kan forældrene altid eller næsten altid. Inden for de seneste 15 år er dagplejen mere end halveret. Helt konkret var der således i 2007 18.900 kommunale dagplejere i Danmark. I fjor var tallet dalet til 8.265. En af årsagerne til det dramatiske fald er, at kommunerne siden kommunalreformen har satset på at samle børnene på store institutioner, og fyret blandt dagplejerne, når de skulle spare, eller når børnetallet faldt.
Men nu stiger behovet for dagplejere altså markant og frem mod 2030 vil alene et stigende børnetal betyde, at der vil være behov for 1.321 dagplejere mere, end vi har i dag. I mellemtiden vil en større gruppe på næsten 3.400 dagplejere nå pensionsalderen. Altså vil der samlet være behov for at trække små 5.000 nye folk til faget. Det kræver ifølge Kim Henriksen, at arbejdet som dagplejer bliver gjort mere attraktivt.
”Kommunerne bliver nødt til at tage affære og sikre, at flere kan se sig selv som dagplejere. Der kan være brug for større fleksibilitet. For eksempel må dagplejere i nogle kommuner gerne købe ind sammen med børnene til det pædagogiske måltid i åbningstiden, mens de i andre kommuner ikke må. Nogle må have hund. Andre ikke. Det kan virke stærkt begrænsende. I stedet bør kommunerne udforske, hvad der skal til for, at den enkelte interesserede bedst kombinerer det pædagogiske arbejde med børnene og eget sted i livet, så vedkommende kan få en hverdag som dagplejer til at fungere,” siger Kim Henriksen.
Han peger også på stordagpleje, som en vej til at skaffe flere dagplejere. Ved en stordagpleje kan tre voksne være sammen om at have op til 10 børn et sted, som ikke er i dagplejernes eget hjem – men i andre velegnede lokaler i et hjemligt miljø. Ordningen blev etableret under overenskomstforhandlingerne i 2021 og giver den enkelte dagplejer en arbejdsuge på 37 timer mod de 48 timer, de normalt har i eget hjem.
”Endelig skal vi fortælle, hvor fantastisk givende arbejdet som dagplejer er. For det siger de alle: At det er fantastisk at være en tryg favn for de små børn. At se dem udvikle sig fra de tager deres første skridt og lærer at tale, til de lærer at spise selv – og får appetit på et børneliv med andre, så de bliver klar til at starte i børnehave. Den gode historie bærer vi alle et ansvar for at fortælle videre,” siger Kim Henriksen.
Nøgleord
Kontakter
Kim HenriksenSektorformand
46 97 23 47
Billeder
Information om FOA
FOA er Danmarks tredjestørste fagforbund - med ca. 167.000 medlemmer fordelt på 31 afdelinger. Størstedelen er ansat i kommuner og regioner, og vi organiserer også privatansatte.
Følg pressemeddelelser fra FOA
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra FOA
Over halvdelen af FOAs medlemmer i overgangsalderen har gener, der påvirker deres arbejde25.9.2026 08:49:37 CEST | Pressemeddelelse
Kvindelige FOA-medlemmer i overgangsalderen oplever gener, der påvirker deres arbejde. FOA savner, at arbejdsgiverne tager problemet alvorligt.
På onsdag fejres Maddag over hele Danmark24.9.2026 07:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Den 30. september fejrer daginstitutioner, dagplejere og plejehjem Maddag med masser af aktiviteter og dejlig mad.
Maddag viser de offentlige køkkeners store potentiale23.9.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Hver dag serveres mere end én million måltider i det offentlige Danmark. Det viser de offentlige køkkeners betydning for sundhed og livskvalitet. Onsdag den 30. september fejrer de offentlige køkkener på plejehjem og i dagtilbud Maddag
FOA roser Mette Frederiksen for melding om velfærdskriminalitet og profit12.9.2026 13:36:53 CEST | Pressemeddelelse
Mette Frederiksen er i dag på Socialdemokratiets årsmøde stemplet ind i debatten om velfærdskriminalitet og profit på velfærden. Det får stor ros fra FOAs næstformand Thomas Enghausen.
FOA: Nyt studie om PTSD blandt ambulanceansatte bør få alle advarselslamper til at blinke4.9.2026 11:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Det er ikke kun dramatiske enkeltepisoder, der fremkalder posttraumatisk stress. Et nyt studie dokumenterer risikoen for at udvikle PTSD på grund af flere mindre hændelser.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum

