Linda Kjær Minke: Det rammer arbejdsmiljø og rekruttering, når resocialisering nedprioriteres

”Fuldbyrdelse af en straf skal ske med fornøden hensyntagen til såvel straffens gennemførelse som til behovet for at hjælpe eller påvirke den dømte til at leve en kriminalitetsfri tilværelse.”

Sådan står der i straffuldbyrdelsesloven paragraf 3, der ligger til grund for en fængselsbetjents arbejdsbeskrivelse.

Men når fængselsbetjentene er under pres på grund af underbemanding, tipper jobbet, og størstedelen af vægten lander på kontrolbenet.

Det kan ikke være anderledes, forklarer professor Linda Kjær Minke, der i mange år har forsket i fængsler og straf.

Når fængselsbetjenten er tvunget til at prioritere, bliver han eller hun nødsaget til at vælge orden og sikkerhed på grund af den risikofaktor, der er forbundet med at lade være – både for kollegaer og indsatte.

”Det er det, der er det fortvivlende ved det. For når jobbet tipper over i den del, der udelukkende handler om kontrol, så bliver arbejdsmiljøet også hårdere og mere råt. Flere og flere forlader Kriminalforsorgen, og det bliver sværere at rekruttere,” siger Linda Kjær Minke.

Hun understreger, at det er let at spotte den manglende resocialisering, men ekstremt svært at prioritere den i hverdagen, selvom viljen og motivationen er der. ”Problemet er, at når fængslet er underbemandet, bliver kontrol- og sikkerhedsopgaverne til skal-opgaver, der ikke kan udskydes, og som fængselsbetjenten bliver nødt til at prioritere. Man kan ikke udskyde at visitere en celle, hvis det enten er et krav, at der ska l visiteres et bestemt antal celler i løbet af arbejdsdagen eller, hvis der er mistanke om, at der er forbudte ting på dem. Man kan godt udskyde den samtale, man i tankerne havde planlagt med en indsat, man gerne vil vejlede til at gå i behandling,” siger hun.

Hvordan vender man bøtten?
I professorens øjne skal der dynamik og en ny holdning i samfundet til at vende arbejdsmiljøet, så fængselsbetjentene ikke forsvinder, og man samtidig kan trække nye til.

”Jeg hører fra ind- og ansatte, at stemningen ofte bliver en helt anden, når der kommer folk ude fra og har aktiviteter som madlavning, hundetræning eller yoga. Det, at der kommer noget tredje ind, som fængselsbetjente og indsatte kan samles om og opleve sammen gør noget godt for det sociale klima og arbejdsmiljøet,” siger hun.

Samtidig skal det øvrige samfund kunne tåle at høre gode historier fra fængslerne.

”Medierne koncentrerer sig om de hårde historier og enkeltsagerne, og så snart der nævnes et godt tiltag, bliver man mødt af holdningen om, at nu skal det heller ikke være et hotelophold at være i fængsel. Vi skal ikke glemme, at straffen består i frihedsberøvelsen. Ofte lyder det som om, at befolkningen eller politikerne ikke anerkender, at frihedsberøvelsen er en meget hård straf i sig selv. Det resocialiserende arbejde – og dermed de gode historier – er lige så vigtigt som at holde de indsatte låst inde på deres celle. Det er jo de resocialiserende aktiviteter, der blandt andet kan gøre en forskel i forhold til, at den indsatte ikke fængsles igen,” siger Linda Kjær Minke.

Jobbet skal ikke kløves i to
Professoren slår samtidig fast, at det er vigtigt, at det er fængselsbetjenten, der står for både kontroldelen og det resocialiserende arbejde.

”Fængselsbetjenten er tættest på den indsatte og lærer ham eller hende at kende. Det giver en god indgang til at kunne støtte og motivere til en ny måde at leve på. Samtidig forhindrer det betjenten i at blive forrået. Det sker, hvis man alene arbejder med kontrol og sikkerhed og kun møder den indsatte i negative situationer,” siger hun og fastslår: ”I sin ideelle form er den todelte rolle som fængselsbetjent konfliktnedtrappende i fængselsmiljøet, og det er også derfor, den giver god mening.”