Kræftens Bekæmpelse

Kræftens Bekæmpelse: Stor ros til forskningscenter for immunterapi

Del
Nationalt Center for Cancer Immunterapi, der blev etableret med støtte fra Knæk Cancer-indsamlingen, modtager ros i ny evaluering iværksat af Kræftens Bekæmpelse, for fremragende forskning, for at inddrage patienterne og for at arbejde med hele paletten fra grundforskning til bivirkninger ved immunterapi.

- Immunterapi er et område i rivende udvikling, og det er lykkedes Nationalt Center for Cancer Immunterapi at sætte sig i spidsen for i den udvikling i Danmark til gavn for patienterne. Sådan siger læge fra Kræftens Bekæmpelse Bo Andreassen Rix, der har ledet evalueringen.

Nationalt Center for Cancer Immunterapi, der er placeret på Herlev Hospital, er det første af nu 11 nationale forskningscentre, som er etableret med støtte fra Knæk Cancer i samarbejde med regionerne og Danish Comprehensive Cancer Center (DCCC).

Centret er derfor også det første til at blive evalueret. Og det er altså sket med en meget flot vurdering. Evalueringen er foretaget af repræsentanter fra Kræftens Bekæmpelse og et panel bestående af tre eksterne bedømmere, heraf to udenlandske professorer og en dansk, der har evalueret forskningen.

Centret modtager især ros for sin forskning, der rækker lige fra grundforskning til kliniske forsøg og registerforskning.

- Nationalt Center for Cancer Immunterapi går nye veje med spændende og perspektivrige forskningsprojekter med nye metoder som T-celleterapi og vaccination som led i behandlingen af kræft. De er dygtige til at føre forskningen frem til kliniske forsøg, som patienter kan deltage i, og de involverer patienterne i forskningen, siger Bo Andreassen Rix.

Checkpointhæmmere

Immunterapi er de senere år blevet en ny og vigtig søjle i behandlingen af kræft. I stedet for at rette behandlingen direkte mod kræftcellerne, hjælper immunterapien kroppens immunforsvar til at bekæmpe dem. Det er først og fremmest ny medicin, checkpointhæmmerne, som har drevet udviklingen inden for immunterapi. De er udviklet af lægemiddelindustrien, men leder af Nationalt Center for Cancer Immunterapi, overlæge og professor Inge Marie Svane og hendes nationale kolleger inden for området har deltaget i de kliniske forsøg, der har gjort behandlingerne tilgængelige for danske patienter.

- Det har været en hel fantastisk udvikling at være med i, både at vi har fået nogle lægemidler, som kan gøre nogle meget syge mennesker kræftfri, og senest at to af dem også er godkendt som forebyggende behandling til patienter, der er blevet opereret for modermærkekræft. I dag handler meget af vores forskning om at forbedre behandlingen med de immunregulerende antistoffer og give flere patientgrupper adgang til den, siger Inge Marie Svane.

Immuntox

Immunterapi har givet adgang til nye behandlinger til en række forskellige patientgrupper, men desværre bliver en del af patienterne også ramt af alvorlige bivirkninger.

Derfor har Nationalt Center for Cancer Immunterapi i samarbejde med Afdeling for Kræftbehandling på Herlev og Gentofte Hospital etableret en bivirkningsenhed, Immuntox, hvor man årligt regner med at følge omkring 250 patienter, som har bivirkninger til immunterapi. Målet er at hjælpe patienterne bedst muligt med deres bivirkninger – og at skaffe mere viden gennem forskning.

- Centret kan bistå både læger og patienter med viden om bivirkninger, og håbet er, at de i sidste ende kan udarbejde retningslinjer, som læger og patienter i hele landet kan få gavn af, siger Bo Andreassen Rix.

Ud over støtten til etableringen af det nationale forskningscenter har Kræftens Bekæmpelse også støttet en række forskningsprojekter på centret. Det er desuden lykkedes centret at tiltrække andre store bevillinger, inkl. bevillinger fra Finansloven til forskning i immunterapi.

- Bevillingen fra Knæk Cancer gav et meget vigtigt skub til os og vores center og til at opbygge en infrastruktur til at binde forskning i immunterapi sammen på landsplan. Vi ønsker at favne immunterapien hele vejen rundt, lige fra grundforskning over klinisk forskning, patientinddragelse, retningslinjer og ny medicin, og vi er kommet et langt stykke af vejen, siger Inge Marie Svane.

-----

Fakta: De nationale forskningscentre

I alt er der nu 11 nationale forskningscentre, som er etableret med samlet 183 mio. kr. i støtte fra Knæk Cancer-indsamlingerne og i samarbejde med de enkelte regioner og Danish Comprehensive Cancer Center (DCCC).

De nationale centre har til formål at styrke dansk kræftforskning og opsamle erfaringer omkring udvikling og anvendelse af ny viden. Udover at bedrive landsdækkende og internationalt anerkendt forskning skal centrene på hver deres område sikre, at de relevante danske forskningsmiljøer er en del af aktiviteterne i centret. Centrene fungerer dermed som nationalt koordinerende og igangsættende inden for hvert deres felt.

En anden vigtig opgave for de nationale forskningscentre er at udbrede ny viden og nye behandlingsmetoder hurtigere og mere systematisk på tværs af landet, så patienter på alle relevante hospitaler i hele landet tilbydes den nyeste behandling samt tilbydes deltagelse i afprøvning af nye eller eksperimentelle behandlinger.

Kontakter

Marianne Vestergaard
Kommunikationsrådgiver
Kræftens Bekæmpelse
Mobil: 2889 6055
Email: marves@cancer.dk


For kontakt til Inge Marie Svane:
Charlotte Hald
Kommunikationsrådgiver
Herlev og Gentofte Hospital
Afdeling for Kræftbehandling
Telefon direkte: 3868 2478
Mobil: 5152 3112
Email: charlotte.hald@regionh.dk

Information om Kræftens Bekæmpelse

Kræftens Bekæmpelse
Kræftens Bekæmpelse
Strandboulevarden 49
2100 Kbh Ø

http://www.cancer.dk

Følg pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye