Halsnæs Kommune

Kommunaldirektør Anders Mørk Hansen fratræder

Del
Har fået en ny stilling som administrerende direktør i Diakonissestiftelsen.

Efter 7 år som kommunaldirektør i Halsnæs Kommune har Anders Mørk Hansen valgt at søge nye udfordringer. Han skal fremover være administrerende direktør i Diakonissestiftelsen, og han fratræder derfor sin nuværende stilling som kommunaldirektør ved udgangen af maj måned.

”Det er med en følelse af vemod, at jeg efter 7 år siger farvel til Halsnæs Kommune. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har været meget glad og beæret over at have været kommunaldirektør i Halsnæs. Jeg kommer i særlig grad til at savne det gode samarbejde med alle de dygtige ledere, medarbejdere og politikere i Halsnæs. En særlig tak skal også lyde til de to borgmestre, jeg har tjent under, nemlig Steen Hasselriis og Steffen Jensen. De har på hver deres måde været med til at skabe rammerne for, at jeg både har nydt og fundet det spændende at være kommunaldirektør i Halsnæs.

Men jeg er også nået til et punkt, hvor man kan sige, at hvis jeg skulle prøve noget nyt og skifte retning, så var det ved at være tid. Derfor har jeg nu valgt at søge nye græsgange i en ny og spændende stilling som administrerende direktør i Diakonissestiftelsen. Et arbejde jeg ser meget frem til,” udtaler Anders Mørk Hansen.

Borgmester i Halsnæs Kommune, Steffen Jensen er ked af at skulle miste en betroet og vellidt kommunaldirektør:

”Først og fremmest vil jeg gerne sige tak for den flotte indsats, Anders har ydet i de forgangne 7 år. Stillingen som kommunaldirektør var ny for ham, da han tiltrådte i 2014, og alligevel viste han hurtigt, at han var opgaven voksen. Han har været en stor drivkraft i udviklingen af Halsnæs Kommune og en stor del af grunden til, at vi som kommune står et godt sted i dag. Som borgmester har jeg haft et nært og tillidsfuldt samarbejde med Anders, og jeg ved, at han også i byrådet er meget vellidt. Derfor skal jeg heller ikke lægge skjul på, at det var en trist besked at få at vide, at Anders stopper. Men jeg har samtidig stor forståelse for, at Anders gerne vil videre, og jeg ønsker ham alt det bedste i den nye stilling.”

Den ledige stilling som kommunaldirektør vil nu blive slået op og besat hurtigst muligt. Byrådet skal torsdag tage stilling til konstitution i stillingen som kommunaldirektør.

Kontakter

Anders Mørk Hansen
Kommunaldirektør i Halsnæs Kommune
Telefon: 5167 5555


Steffen Jensen
Borgmester i Halsnæs Kommune
Telefon: 2620 0782

Billeder

Information om Halsnæs Kommune

Halsnæs Kommune
Halsnæs Kommune
Rådhuspladsen 1
3300 Frederiksværk

+45 47 78 40 00https://halsnaes.dk/

Halsnæs Kommune er placeret i naturskønne omgivelser i det nordvestlige hjørne af Nordsjælland. Vores motto er: "Halsnæs - rå og autentisk. Her er ikke for fint, og det føles ægte". Kom og vær med!

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye