Københavns Kommune er Ældre Sagens første ’Drømmekommune’
2.6.2021 15:15:00 CEST | Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen | Pressemeddelelse

Mere rum til den enkelte borgers drømme og behov – mindre til rigide regler og stopure. Sådan lyder visionen for den udvikling af ældreplejen, som Ældre Sagen og Københavns Kommune går sammen om at skabe med partnerskabsprojektet ’Drømmekommune’. I Ældre Sagen, som står bag initiativet, glæder direktør Bjarne Hastrup over, at København har takket ja til at være den første kommune, der indtræder i partnerskabet.
”I Ældre Sagen er vi utrolig glade for, at vi nu i samarbejde med Københavns Kommune skal gå nye veje i ældreplejen. Projektet er vigtigt for os. For der er brug for en værdig ældrepleje nu med mennesket i centrum,” siger Bjarne Hastrup og tilføjer:
”Vi skal have fokus på den enkeltes livskvalitet og lytte til de ældres drømme og behov. For eksempel skal vi sikre, at man møder færre forskellige medarbejdere, når man får hjemmehjælp eller bor på plejehjem. Vi skal prioritere de gode relationer, så den ældre mærker mere tryghed og kvalitet i hjælpen.”
København slipper hjemmeplejen fri
Hovedformålet med partnerskabet er at få parterne til at tænke i nye baner og bryde med de vante rammer og de måder, man ”plejer” at gøre tingene på, bl.a. ved at give større frihed og mere indflydelse til både borgere og medarbejdere.
Det er alt sammen noget, som Københavns Kommune kan se sig selv i. Faktisk har kommunen allerede adskillige projekter i regi af hjemmeplejen, som har fokus på netop at sætte medarbejderne fri af det stramme minuttyranni og lade dem finde fleksible løsninger i et tættere samarbejde med den enkelte borger.
”Vi skal have rystet ældreplejen ud af stramme skemaer og stopure. Det handler jo om mennesker og om at finde de bedste løsninger for den enkelte. Derfor vil vi blandt andet ”slippe hjemmeplejen fri”, fordi vi tror på, at medarbejderne kan finde de bedste og mest fleksible løsninger gennem tæt dialog og samarbejde med borgerne,” siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling om et af de projekter, som kommunen byder ind med i partnerskabet.
I ”Slip hjemmeplejen fri” etablerer Københavns Kommune helt konkret to nye selvstyrende, tværfaglige hjemmeplejeteams, hvor medarbejderne gøres fri af regler og får frihed til at planlægge og udføre arbejdet ud fra borgerens aktuelle situation og behov, og i et andet projekt er der fokus på at opnå en øget tryghed for borgere ved at etablere faste teams på plejehjem.
Gode erfaringer skal deles
Ældre Sagens projekt ’Drømmekommune’ skal ifølge parternes fælles forståelsespapir være med til at sætte fokus på, hvordan man i fællesskab kan udvikle kvaliteten på ældreområdet, bl.a. ved at skabe synlighed om de gode resultater og erfaringer, som opnås i én kommune, så andre kommuner – og ikke mindst de ældre – kan få gavn af denne viden.
Samarbejdet blev officielt indgået på et møde mellem Bjarne Hastrup og Sisse Marie Welling onsdag eftermiddag.
Det er forventningen, at flere kommuner vil indgå i partnerskabet og bidrage med resultater og erfaringer til fællesskabet.
Fakta om projekt ’Drømmekommune’
- Ældre Sagen står bag projekt ’Drømmekommune’, som er et partnerskabsprojekt
- Projektet er en del af opfølgningen på Ældretopmødet, som Ældre Sagen var med til at arrangere i efteråret 2020
- Partnerskabet løber over tre år, og det er forventningen, at flere andre kommuner tilslutter sig partnerskabet i den kommende tid
- Ældre Sagen har i forbindelse med projektet etableret et samarbejde med en nystiftet fond og i fællesskab afsat 10 mio. kr. til at støtte projektet
Yderligere oplysninger:
Bjarne Hastrup, direktør i Ældre Sagen, via Ældre Sagens pressetelefon: 7020 3031
Sisse Marie Welling, sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune, via pressekonsulent Katrine Kirch Kirkegaard, tlf.: 2127 3273, mail: lh6p@kk.dk
Nøgleord
Billeder

Information om Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Københavns kommune Sundheds- og OmsorgsforvaltningenRådhuspladsen 1
1599 København V
https://www.kk.dk/
Følg pressemeddelelser fra Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Ønske til nyt regeringsgrundlag: Gør Danmark til verdensmestre i demens2.6.2026 15:35:41 CEST | Pressemeddelelse
Med dannelsen af en ny regering ser det ud til, at der nu endelig bliver sat gang i en ny handlingsplan for demens. Det erfarer sundheds- og omsorgsborgmester Jens-Kristian Lütken (V) fra Københavns Kommune. Han vil presse på for, at ambitionerne ryger helt til tops.
København dropper skumklude og sænker CO₂-udledning med 350 ton årligt2.6.2026 05:58:00 CEST | Pressemeddelelse
De klassiske engangsskumklude er i årevis blevet brugt flittigt af hjemmeplejen, i daginstitutioner, på botilbud og plejehjem i København. Men nu er de fortid. For de er lavet af plast, kan ikke genanvendes, og ender derfor i forbrændingen. Kommunen har en ’grønnere’ afløser klar.
Nu åbner Omsorgstelefonen, som skal øge trygheden i Københavns ældrepleje1.6.2026 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Fra i dag kl. 9 kan københavnere ringe til Omsorgstelefonen, hvis de er bekymrede over den pleje og omsorg, som bliver ydet i hjemmeplejen, sygeplejen eller på plejehjem. Målgruppen for Omsorgstelefonen er både borgere, pårørende og kommunens medarbejdere.
Madklubber på plejehjem forebygger ensomhed hos ældre1.6.2026 05:57:00 CEST | Pressemeddelelse
Fællesskab om måltider i madklubber kan forebygge ensomhed blandt beboere på plejehjem. Det viser erfaringer fra et forskningsprojekt, der er blevet til en ny håndbog. Den kan plejehjem landet rundt bruge til at skabe egne madklubber
København styrker demensindsats – bl.a. med højskoleophold til unge pårørende5.5.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Mange københavnere lever i dag med demens tæt inde på livet, og antallet af demenstilfælde er stigende. Derfor har politikerne i Københavns Kommune vedtaget en samlet ’Demenspakke’ til 5,8 mio. kr., som skal styrke indsatsen for mennesker med demens og deres pårørende.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum