Invitation: Kom med på naturvandring i 21 mulige naturnationalparker
15.10.2021 08:55:23 CEST | Naturstyrelsen | Pressemeddelelse
Danmark får snart op mod 15 nye naturnationalparker på landkortet. De første fem er allerede udvalgt og kommer til at ligge i Fussingø, Gribskov, Stråsø, Tranum og Almindingen.
Snart får du mulighed for at komme med på naturvandring i de 21 statslige naturområder, der kan blive til de næste op mod 10 naturnationalparker. Naturstyrelsen inviterer nemlig til naturvandringer i alle 21 mulige områder i uge 44, 45 og 46.
- Jeg håber, at rigtig mange vil tage imod invitationen og komme med ud og høre mere om naturområderne med vores lokale medarbejdere som guider. Der bliver god mulighed for at stille spørgsmål, komme med ideer eller få luftet sine bekymringer. Målet med naturvandringerne er at vise de konkrete områder frem og fortælle om nogle af de værktøjer, vi har for at gøre naturen vildere. Vi er klar til god dialog og glæder os til at få borgernes input til det videre forløb med at korte bruttolisten ned fra 21 til op imod 10 nye naturnationalparker, siger vicedirektør i Naturstyrelsen Signe Nepper Larsen.
Knap 200 forslag fra 300 borgere, kommuner og organisationer
Frem til september 2021 har borgere, kommuner og foreninger været med til at pege på de områder på statens arealer, som kan blive til en naturnationalpark.
Naturstyrelsen har gennemgået de knap 200 forslag, og ud fra en række faglige kriterier er forslagene blevet til en bruttoliste på 23 forslag. Efter dialog og input fra andre ministerier, kommunerne og de to nationale arbejdsgrupper for hhv. forskere og interessenter har Miljøministeriet truffet beslutning om en opdateret bruttoliste med 21 potentielle placeringer.
Nu går næste fase i den inddragende proces i gang, hvor der bliver afholdt naturvandringer med fokus på den lokale dialog og input til det videre forløb frem mod at udpege de næste op til ti naturnationalparker ved udgangen af 2021.
Vil du med på naturvandring?
Alle borgere, interessenter, journalister m.fl. er velkomne på naturvandringerne.
Naturvandringerne kommer til at foregå i uge 44, 45 og 46 her i 2021. Efter gåturen rundes turen af med en fælles opsamling med mulighed for at stille spørgsmål. Arrangementerne er planlagt til at vare ca. 2,5 – 3 timer.
Da naturvandringerne foregår ude i naturen uanset vind og vejr, opfordres deltagere til at medbringe praktisk påklædning.
Listen over de 21 naturvandringer inkl. praktisk information om tid og mødested finder du på Naturstyrelsens hjemmeside, ligesom der løbende bliver oprettet begivenheder for vandringerne på Naturstyrelsens sociale medier.
Naturnationalparker, proces og inddragelse
Er du nysgerrig på naturnationalparkerne? Så kan du finde meget mere information om processen, inddragelse, arbejdsgrupper mm. på både Miljøministeriets og Naturstyrelsens hjemmesider. Læs mere om de kommende naturnationalparker.
FAKTA
Bruttolisten er gået fra 23 til 21 mulige naturnationalparker
På baggrund af tilbagemeldinger til bruttolisten fra bl.a. de relevante kommunerne og ministerier samt de to nationale arbejdsgrupper for hhv. forskere og interessenter har Miljøministeriet besluttet, at bruttolisten reduceres med området Nyminde og Blåbjerg plantager samt området Skallingen og Ho plantager. Baggrunden er, at Forsvaret som følge af aftale fra 2019 mellem Miljøministeriet og Forsvarsministeriet om Forsvarets brug af Naturstyrelsens arealer i Oksbøl råder over områderne til at forberede og gennemføre især de større forårs- og efterårsøvelser, herunder med allierede styrker. Oksbøl-området er det eneste sted i landet, hvor der kan gennemføres bl.a. øvelser på brigadeniveau.
Endvidere er det som følge af tilbagemeldinger til bruttolisten besluttet, at listen reduceres med området Hellebæk Skov og Teglstrup Hegn på grund af den unikke og meget sårbare kulturarv i området.
Endeligt er det besluttet, at Kompedal Plantage nær Karup tilføjes på bruttolisten på baggrund af tilbagemeldingerne, da Kompedal Plantage med sin placering på den østlige del af Karup Hedeslette er en af Jyllands største sammenhængende plantager med bl.a. en stor kronvildtbestand og et væsentligt naturindhold på de lysåbne arealer.
Kontakter
Naturstyrelsens pressetelefon på 72543004
Billeder
Information om Naturstyrelsen
Følg pressemeddelelser fra Naturstyrelsen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Naturstyrelsen
Favrskov har udsigt til tre nye skove og rent drikkevand26.3.2026 08:44:22 CET | Pressemeddelelse
Naturstyrelsen, Favrskov Kommune, Klimaskovfonden og to lokale vandværker er blevet enige om at rejse tre nye skove på i alt 640 hektar ved Hadsten og Thorsø. Udover at give beboerne i området ny natur i baghaven skal skovene også være med til at beskytte grundvandet, så der fortsat vil være rent drikkevand i hanerne.
Stor interesse for at blive en del af Danmarks Naturstier26.3.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
47 kommuner og organisationer har allerede budt ind – og endnu flere er på vej, når det landsdækkende net af vandreruter lanceres senere på året.
Naturstyrelsen inviterer til Skovens Dag flere steder i landet19.3.2026 09:01:56 CET | Pressemeddelelse
Foråret er på vej, og 21. marts på Skovens Dag inviterer Naturstyrelsen sammen med Klimaskovfonden danskerne ud i vores nye skove. Det foregår i ti skove rundt omkring i landet, og de, der møder op, kan blandt andet deltage i guidede ture, spille naturbingo, hjælpe naturen i skoven på vej og hygge omkring bålet med varm kakao og bålpandekager.
Urørt skov: Dyk ned i planerne for 40 nye skove, hvor naturen bliver vildere16.3.2026 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Naturstyrelsen er nu klar med forvaltningsplaner for 40 statsskove, hvor naturen fremover skal være urørt. Det vil gavne en række vilde dyr, planter og svampe, der blandt andet vil nyde godt af en vådere og mere lysåben skovbund og flere gamle træer. Det vil også betyde vildere naturoplevelser for både store og små.
Nyt stort projekt skal over ti år styrke danskernes forhold til vild natur6.3.2026 15:00:00 CET | Pressemeddelelse
Naturstyrelsen, Friluftsrådet og Statens Naturhistoriske Museum lancerer nu projektet Vores Vilde Natur. Projektet har fået støtte fra Nordea-fonden og Aage V. Jensen Naturfond til over de næste fem år at styrke kendskabet til den vilde danske natur og give befolkningen mulighed for at engagere sig og bidrage til at skabe mere biodiversitet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
