Ingemann og Astrid bryder tabu om at vokse op i familie med alkoholmisbrug
22.6.2022 12:43:18 CEST | Blå Kors Danmark | Pressemeddelelse

Det kan gøre en stor forskel at tale med andre om ens problemer.
Det oplevede Astrid Nielsen, da hun startede i et terapiforløb i Barnets Blå Hus i Rønne, som drives af Blå Kors Danmark og er et behandlingstilbud til børn og unge fra hjem med alkohol- og misbrug og deres familier.
Hun er vokset op med alkoholmisbrug i sin nærmeste familie og har gennem en stor del af sin barndom følt sig meget alene:
"Jeg har altid troet, at jeg var anderledes og følt mig ensom. Det har hjulpet mig rigtig meget at komme i Barnets Blå Hus, hvor jeg oplevede, at jeg ikke var den eneste," siger hun.
I dag er Astrid Nielsen åben omkring sin historie og fortæller den ikke kun til sine klassekammerater, men også til hele Danmark, når hun sammen med to andre børn fra Barnets Blå Hus medvirker i programmet "Ingemann og Bornholm" og snakker med tv-vært Peter Ingemann om, hvordan det er at vokse op med en mor eller far, der drikker for meget.
"Det var rigtig sjovt at være med i programmet. Vi snakkede om min baggrund, og hvordan Barnets Blå Hus kunne hjælpe mig. Jeg håber, at det kan hjælpe andre børn og unge til at få hjælp," fortæller Astrid.
Livsbekræftende oplevelse
Peter Ingemann, som er kendt fra tv-programmer som "Hammerslag", "Størst" og "Ingemann og Vestkysten" er selv vokset op med en far, der havde et alkoholmisbrug. Han fortæller, at mødet med Astrid og de to andre piger fra Barnets Blå Hus er en af de oplevelser i hans karriere, han vil tænke tilbage på:
"Det var virkelig en livsbekræftende oplevelse. Jeg synes, det er så sejt og modigt, at pigerne vil stille op og fortælle om noget, som 122.000 børn i Danmark lider under og som er så tabubelagt. De kan være med til at få det afmystificeret og gøre alle dem, som ikke selv har problemet inde på livet, opmærksom på, at det findes," siger Peter Ingemann, som er sikker på, at det ville have gjort indtryk på hans egen far, hvis der var en lærer eller andre omkring ham, der turde gribe ind, da han var barn:
"Jeg håber virkelig, vi alle sammen kan lære noget af pigernes historie. Forhåbentlig sidder der nogle forældre ude bag skærmen, som ser programmet, og tænker: "Det er mig, de snakker om". Nogle forældre, som kan genkende pigernes fortællinger i deres egne børn, så vi på den måde kan gøre en forskel."
Den gule hjelm
Besøget på Bornholm kom i stand efter, at Peter Ingemann i foråret 2021 satte sin gule styrthjelm på auktion for at samle penge ind til byskilte i den sydfynske by Snave. Flere af skiltene, der blev ikoniske efter filmen "Polle Fiction", blev stjålet efter, at Peter Ingemann besøgte byen på sin røde Puch Monza.
Vinderen af auktionen blev Michael Møller, der driver flere restauranter og har forskellige ejendomme på Bornholm blandt andet den ejendom, som Barnets Blå Hus i Rønne lejer lokaler i. Han valgte derfor, at pengene skulle gå til Barnets Blå Hus på Bornholm.
"Vi er rigtig glade for, at Peter Ingemann tænker på Blå Kors og bruger sine egne erfaringer. Det betyder meget for os og kan være med til at sætte fokus på børn og unge, som vokser op med alkohol- og stofmisbrug i hjemmet," siger Thomas Røddik Korneliussen, som er chef for kommunikation og CSR i Blå Kors Danmark.
I 2021 fik 263 børn og unge samt deres familier på landsplan hjælp i Barnets Blå Hus. Udover Rønne på Bornholm findes Barnets Blå Hus også i Aalborg, Frederikshavn, Aars, Svendborg, Slagelse, på Læsø og snart i Vejle, hvor et nyt hus er på vej.
Astrid Nielsen og de andre piger fra Barnets Blå Hus medvirker i andet program af "Ingemann og Bornholm", som bliver vist på TV2 den 27. juni.
Kontakter
Thomas Røddik KorneliussenChef for kommunikation og CSR i Blå Kors Danmark
Tlf:26 20 20 46trk@blaakors.dkBilleder


Information om Blå Kors Danmark
Blå Kors er en social og diakonal hjælpeorganisation, som hjælper udsatte børn, unge og voksne i Danmark.
Følg pressemeddelelser fra Blå Kors Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Blå Kors Danmark
74-årige Conny kommer hver dag: ”Uden værestedet ville jeg ikke komme ud ad døren”14.9.2026 08:39:32 CEST | Pressemeddelelse
Den Blå Sociale Café har i mere end 30 år været et fast holdepunkt for mennesker i udsatte livssituationer i Hjørring. En af dem er 74-årige Conny, der har været med siden begyndelsen. Nu er værestedet i fare for at miste sin kommunale støtte og dermed lukningstruet.
Her åbner Blå Kors ny genbrugsbutik25.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Blå Kors Genbrug har nu fundet lokalerne til sin nye butik i Næstved. Den 1.200 kvadratmeter store genbrugsbutik forventes at slå dørene op i slutningen af oktober.
Ny undersøgelse: Tre ud af fire unge føler et pres for at drikke alkohol19.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Alkohol fylder meget i sociale sammenhænge, lyder det fra danskerne i en ny undersøgelse fra Voxmeter, og særligt de unge oplever et forventningspres. Det er bekymrende, mener Blå Kors Danmark.
Ny undersøgelse: Flere danskere vælger alkoholen fra28.7.2026 05:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Fire ud af ti danskere har inden for det seneste år bevidst valgt alkohol fra i en periode. Samtidig er andelen, der vælger en helt alkoholfri livsstil, steget markant. Det viser en ny undersøgelse fra Voxmeter for Blå Kors Danmark, der peger på, at alkoholkulturen er i forandring.
Ny undersøgelse: Flere danskere ønsker, at alkohol fylder mindre30.6.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Næsten to ud af tre danskere mener, at der er behov for en ændret alkoholkultur med mindre alkohol i Danmark ifølge en ny undersøgelse, som Voxmeter har foretaget på vegne af Blå Kors Danmark. Det er en stigning siden sidste år.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
