Ingeniørforeningen, IDA

IDA: Overvågning af borgerne bør stoppe helt

Del

Regeringen må rette ind efter EU-dom om logning, så der ikke længere er tvivl om, at Danmark overholder EU’s principper for privatlivsbeskyttelse, mener Ingeniørforeningen, IDA.

Efter mange års vilkårlig logning af borgerne må regeringen nu sikre, at overvågningen af danskernes mobiltelefoner holder sig inden for rammerne af EU-Domstolens afgørelser og respekterer den privatlivsbeskyttelse, der er et bærende element i EU's Charter.

Sådan lyder det fra Ingeniørforeningen, IDA, forud for et samråd torsdag, hvor justitsminister Mattias Tesfaye skal redegøre for konsekvenserne af en skelsættende EU-dom, der blev afsagt den 5. april 2022. En dom, der underkendte de nye danske logningsregler, som var blevet indført blot seks dage tidligere.

”Danmark har i årevis overhørt advarslerne om, at den generelle og udifferentierede overvågning er i strid med EU-reglerne. Det er på tide, at regeringen nu én gang for alle sikrer beskyttelsen af borgernes privatliv og retssikkerhed”, siger Jørn Guldberg, der er it-sikkerhedsekspert for Ingeniørforeningen, IDA.

Dommen slår fast, at generel og udifferentieret logning af alle borgere kun må ske, hvis der foreligger en konkret trussel mod den nationale sikkerhed, og at politiet altså ikke må benytte de samme data til at efterforske anden kriminalitet. Samtidig understreger EU-Domstolen, at logning anses for et alvorligt indgreb i privatlivets fred, at logningen tidsmæssigt skal begrænses til det strengt nødvendige, og at den ikke må have systematisk karakter.

Alligevel vil justitsministeren endnu en gang forsøge at udfordre EU-Domstolens afgørelse for at skaffe politiet adgang til teledata. Også selv om der ifølge ministeren er en procesrisiko – det vil sige en risiko for at blive dømt af EU-Domstolen.

”Ministeren tog også en procesrisiko, da man senest ændrede logningsreglerne. Som forventet slog det fejl. Det er jo ikke for sjov, at EU-Domstolen fastsætter grænser for, hvor meget staten må overvåge sine borgere. Det sker for at beskytte den enkelte borger mod magtmisbrug. Og derfor er vi dybt bekymrede, når justitsministeren endnu engang erklærer, at han er villig til at tage en procesrisiko. Hvis ikke justitsministeren skal rette sig efter en domstolsafgørelse, hvem skal så”, siger Jørn Guldberg.

IDA har sammen med Amnesty International, DM, DataEthics, Danske IT-Advokater, PROSA, Borgerretsfonden og Retspolitisk Forening gennem længere tid kæmpet for at få bragt de danske logningsregler på den rigtige side af EU-reglerne.

”Det skal naturligvis være muligt at benytte målrettet og tidsbegrænset logning i sager, hvor politiet har mistanke om grov kriminalitet. Det skal ske med en dommerkendelse og med fuld respekt for borgernes rettigheder, og overvågningen skal omfatte en nøje defineret personkreds”, siger Jørn Guldberg.

Han henviser til, at andre EU-lande for længst har ændret deres logningspraksis efter lignende afgørelser fra EU-Domstolen. Samtidig efterlyser IDA svar på, hvad justitsministeren mener med at indføre såkaldt målrettet geografisk logning som alternativ til den udifferentierede logning.

”Betyder det, at man – som Rigspolitiet tidligere har meldt ud – i praksis kan overvåge et areal med 3,9 millioner danskere mere eller mindre permanent? I så fald vil det være i strid med ånden i EU-domstolens afgørelser”, siger Jørn Guldberg.

Nøgleord

Kontakter

Presserådgiver Ole Hoff-Lund, telefon 26 83 81 84

Information om Ingeniørforeningen, IDA

Ingeniørforeningen, IDA
Ingeniørforeningen, IDA
Kalvebod Brygge 31-33
1780 København V

33 18 48 48http://ida.dk/

Følg pressemeddelelser fra Ingeniørforeningen, IDA

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Ingeniørforeningen, IDA

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum