Betty Nansen Teatret

I AM GOLD giver livskrisen jazzhands

Del
Koreografen bag dansesuccessen BONNIE & CLYDE på Betty Nansen Teatret er tilbage med en ny dansefortælling om livskriser, kontroltab – og barnløshed. Og et budskab om, at flugten er en farlig udvej, selvom den glimter.

De er midt i trediverne, parret Freja (Astrid Elbo) og Thomas (Sebastian Kloborg). De elsker hinanden. Deres liv er fuldstændigt vidunderligt. Og det er grusomt mangelfuldt.

Særligt hun har kærlighed til overs. Hun ønsker sig brændende det barn, de ikke kan få. Og mens naturen overtager kroppen, flygter hun ind i en verden af glitter, hvor lægerne stepdanser og Døden går med pailletter.

I AM GOLD er en dansefortælling om menneskets kamp med – og mod – naturen. Om en stærk moderne kvinde med kontrol over alt, undtagen kroppen.

“Vi har som moderne mennesker svært ved at acceptere naturens magt over os - både når det handler om at formere os, vores drifter og vores forhold til døden. Hovedrollen Freja er vant til at kunne kontrollere alting, men så planter naturen et behov i hende, som hun hverken kan styre, undertrykke eller forløse. Og det bliver så altopslugende, at hun havner i en selvdestruktiv spiral,” siger koreograf og instruktør Signe Fabricius.

Den ene eller den anden livskrise
Parret i I AM GOLD står midt i en livskrise, som rammer cirka hver 10. danske par – ufrivillig barnløshed med et ofte opslidende fertilitetsforløb til følge. Her er kontroltabet helt fysisk, at kroppen ikke vil lystre en biologisk trang. Men livskriser kommer i mange former. Sygdom, tab, skilsmisse eller en fyring. For Signe Fabricius er håbet, at vi kan gå lidt mindre i stykker af de ting, der alligevel er uden for vores kontrol:

”Der kommer til at ske ting i vores liv, vi ikke kan styre, og den smerte må vi erkende. Men hvis angsten for kontroltabet bliver så voldsom, at den kommer til at dominere dit liv, så risikerer du at ende et mørkt sted, hvor du skubber de mennesker, der elsker dig, fra dig. Det fortæller vi om med dans,” siger Signe Fabricius.

Signe Fabricius instruerede og koreograferede i 2020 den første dansefortælling på Betty Nansen Teatret, BONNIE & CLYDE. En forestilling, der blev beskrevet som en af “årets væsentligste forestillinger overhovedet”. 

Astrid Elbo og Sebastian Kloborg, der spiller de to hovedroller i I AM GOLD, er begge balletdansere uddannet fra Det Kongelige Teaters Balletskole. Astrid Elbo spillede rollen som Bonnie i BONNIE & CLYDE, og Sebastian Kloborg har i Betty-regi tidligere været koreograf på MØRKT FORÅR og STOLTHED OG FORDOM. 

I AM GOLD har premiere den 30. december.

MEDVIRKENDE Astrid Elbo, Sebastian Kloborg, David Dalmo, Mads Gronemann, Veronica Bracaccini, Linn Fletcher, Luc Boris André Kouadio

KOREOGRAFI OG INSTRUKTION Signe Fabricius
INSTRUKTØRKONSULENT Elisa Kragerup
MANUSKRIPT Signe Fabricius (i forestillingen bruges der bl.a. tekster af Sokrates, Lorca og fra Tine Høegs roman SULT)
SCENOGRAFI Helle Damgaard
LYSDESIGN Balder Nørskov
MUSIK Jeanett Albeck m.fl.

Forestillingen er skabt som en del af en samlet proces kaldet BETTY UDVIKLER i samarbejde med Bikubenfonden. Her udvikles forestillinger på tværs af kunstarterne over længere stræk med workshopforløb og kollektive tanker. 

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Links

Information om Betty Nansen Teatret

Betty Nansen Teatret
Betty Nansen Teatret
Asgårdsvej 2
1811 Frederiksberg C

https://www.bettynansen.dk/

VORES BETTY ER ALLES TEATER. På Betty er der fortællinger om liv. Fortællinger til alle os, der elsker ord, pauser, scener, kærlighed og vilde kostumer.

Følg pressemeddelelser fra Betty Nansen Teatret

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Betty Nansen Teatret

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye