Hvornår blev gødskning opfundet?

Ikke alene er det muligt at C-14 datere forhistoriske kerner for at bestemme deres arkæologiske alder, nu har forskere også fundet en metode, der kan påvise, hvorvidt husdyrgødning blev anvendt ved dyrkning af korn og hirse. Dermed har arkæologer nu et værktøj, der kan bidrage til at belyse dyrkningsintensiteten i det forhistoriske landbrug.

”Det startede med, at vi i et helt andet projekt observerede, at korn der blev dyrket i husdyrgødet jord fra de langvarige gødningsforsøg Askov havde et indhold af den stabile 15-N isotop, der var væsentlig højere end det vi fandt for korn fra ugødet og handelsgødet jord,” forklarer professor Bent Tolstrup Christensen fra Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet, og fortsætter: ”Det ledte os til den tanke, at man kunne bruge ¹⁵N indholdet i C-14 daterede kerner fra arkæologiske fund til at se, om afgrøderne på dyrkningstidspunktet havde fået husdyrgødning. Ud fra en arkæologisk tankegang er det jo ret interessant.” 

Kvælstofindholdet sladrer

På samme måde, som forskere kan bruge ¹⁴C til at datere forhistoriske fund, så har forskere fra Agroøkologi i samarbejde med forskere fra Oxford ud fra langvarige dyrkningsforsøg i Askov fundet frem til en metode, der kan vise, hvorvidt forhistoriske afgrøder er blevet dyrket ved hjælp af husdyrgødning. Det kan nemlig måles ved at bestemme forholdet mellem de naturligt forekommende kvælstofisotoper 14-N og 15-N i kernerne. 

”Kvælstofisotopen 14-N udgør langt det meste af det kvælstof, der omgiver os. Men der findes også en lidt tungere version, 15-N isotopen. Fordi den er tungere, halter den, populært sagt, lidt efter i de biologiske og kemiske processer, som kvælstof indgår i. Det betyder blandt andet, at husdyrgødning har et højere indhold af 15-N end det foder dyrene spiser. Når husdyrgødningen udbringes overføres det højere niveau af 15-N til jorden og de afgrøder, der gror på jorden,” fortæller Bent Tolstrup Christensen. 

Agroarkæologi

I et tidligere PhD projekt blev der dyrket emmer, spelt og nøgenbyg med henblik på at bekræfte observationerne om forskellen i ¹⁵N-indholdet mellem planter fra ugødede, handels- og husdyrgødede forsøgsparceller. Disse kornsorter var de første, der blev anvendt i forhistorisk landbrug i Nordeuropa. 

”Forsøgene talte deres helt klare sprog: en kraftig påvirkning af ¹⁵N-indholdet, når afgrøderne blev dyrket med husdyrgødning,” fortæller Bent Tolstrup Christensen, der har valgt at kalde forskningsfeltet for agroarkæologi. Et krydsfelt mellem agroøkologi og arkæologi.  

Kan også påvises i hirse

Selvom emmer, spelt og nøgenbyg er særdeles relevante i et dansk landbrugshistorisk perspektiv, så har disse kornsorter ikke været dyrket ligeså længe som f.eks. hirse, der indgik i forhistorisk landbrug andre steder i verden.

”Nyere undersøgelser fra Kina har vist, at hirsedyrkning kan spores mere end 10.000 år tilbage i tiden. Derfor ville vi gerne bekræfte om 15-N-indholdet i hirse også bliver markant påvirket, når der tilføres husdyrgødning,” siger Bent Tolstrup Christensen. 

Det viste sig, at hirse opfører sig på samme måde som de gamle kornsorter.

”Og det er jo interessant, for nu har vi mulighed for at belyse overgangen fra samler- og jægerstadiet til en mere intensiv landbrugskultur ved at kigge på om de forhistoriske hirsefrø har været gødet eller ej,” siger Bent Tolstrup Christensen. 

Virker også på forkullede frø

Målingen af ¹⁵N-indhold i både korn og hirsekerner er foretaget i nutidige afgrøder dyrket i forsøgene i Askov. 

”Men de kerner man finder i arkæologiske udgravninger er delvist forkullede, ellers var de for længst blevet ædt,” siger Bent Tolstrup Christensen. 
 

”Derfor undersøgte vi, om der var forskel på 15-N indholdet i friske kerner og i kerner, som vi havde forkullet på forskellig måde i laboratoriet. Og det viste sig, at der ikke var forskel,” fortæller Bent Tolstrup Christensen, og fortsætter: ”Vi har derfor stor tillid til metoden, også når den anvendes direkte på forkullede kerner fra arkæologiske fund”.

Bent Tolstrup Christensen vil også gerne fremhæve, at sådanne tværfaglige samarbejder ikke alene kan lede til ny erkendelse og nye veje frem, men at det også er ekstremt givende at være deltager i et sådant samarbejde. Indlæringskurven er jo nærmest eksponentiel, når man kaster sig ud i et nyt forskningsområde.