Hvor meget udvikling kan købes for oliepenge?

Sheiker, stammeledelse, luksusturisme i skyskrabere, enorm olierigdom, endeløse ørkener og strenge religiøse normer - især for kvinder. De ord præger vores vestlige opfattelse af de arabiske golfstater.  

Men virkelighedens golfstater er selvfølgelig andet og mere end vores umiddelbare associationer, og fredag kom lektor Martin Hvidt - på baggrund af ca. 15 års studier i regionen - med sit bud på den sociale og økonomiske udvikling i de arabiske golfstater, da han forsvarede sin doktordisputats ved Det Humanistiske Fakultet på SDU.  

For som en mønt har to sider, så rummer de arabiske golfstater både succeshistorier og store udfordringer, når man ser på deres udvikling, siden olien fundamentalt ændrede landene fra 1960’erne og frem. 

Lynhurtig udvikling

Og lektor Martin Hvidts projekt i doktordisputatsen er at zoome ind på, hvor meget udvikling man kan købe for penge? Og hvad man bestemt ikke får? Det spørgsmål er særligt centralt i forhold til golflandene, fordi de er kendetegnet ved en særlig form for udvikling, der er foregået med penge og foregået sent i forhold til mange af verdens øvrige lande.  

- Overordnet set må man tage hatten af for, at landene er nået et langt stykke på bare 50 år, før olien var de blot dødfattige ørkenlandsbyer, vurderer han og uddyber: 

- Nu er de er langt inden for sundhed, eksempelvis har Omann noget nær verdensrekorden i at forøge befolkningens gennemsnitslevealder med 30 år på 30 år. Uddannelsesniveauet er også vokset markant, i hvert fald hvis man måler på kvantitet. Og så har man jo dygtigt opbygget byer og infrastruktur, forklarer lektor Martin Hvidt.  

Han understreger, at udviklingen er sket på en ganske anderledes måde, end vi kender til på vores breddegrader.  

- Baggrunden for den meget hurtige udvikling og problemløsning er, at golflandene er begyndt deres udvikling så sent, at de ikke har behøvet at opfinde ting eller være innovative. Man har kunnet købe de nødvendige kompetencer ind. Knipset med fingrene og købt en læge ind frem for at bruge 20 år på at uddanne én.

Hvad med demokratiet? 

Men der er bestemt også udviklingsområder, hvor udfordringerne er større end succeserne, understreger mellemøstforskeren. For ikke alt kan købes for oliepenge.  

- Gennem den positive materielle udvikling, som landene har gennemgået, forledes vi nogle gange til at tro, at de er moderne samfund. Men der er nogle enorme huller i samfundsopbygningen af de her stater. De er ikke lykkedes med at opbygge private eller offentlige institutioner, som kan tackle det globale samfunds udfordringer, og lovgivningen er usammenhængende. Dybest set kan man nok bedst karakterisere dem som stammebaserede velfærdssamfund, forklarer lektor Martin Hvidt.  

Trods hullerne i samfundsopbygningen er det hans vurdering, at kombinationen af olieindtægter og et - for befolkningen - velkendt stammebaseret system sikrer ro og stabilitet i landene. 

 - Jeg ser ikke den store risiko for, at regimerne falder, som man så med det arabiske forår. Der er så meget loyalitet med lederne, at befolkningerne ikke bare smider dem på gaden, fordi landene rammes af eksempelvis en oliepriskrise. Og forbilledet for samfundsudviklingen er langt mere Singapore end vestlige demokratier.  

Ved fredagens doktorforsvar blev det manglende demokrati i olielandene debatteret yderligere. For professor Jill Crystal fra Auburn University, der var opponent ved doktorforsvaret, stillede spørgsmål ved, om Martin Hvidt muligvis overvurderede tilfredsheden i befolkningen. Hendes vurdering er, at fraværet af kritik meget vel kunne være udtryk for frygt snarere end opbakning til styret.   

Tid til forandring 

Helt sikkert er det, at olielandene i disse år står overfor store udviklingsmæssige problematikker, for der er brug for fundamentale forandringer i oliestaterne. Og befolkningernes reaktioner på disse forandringer bliver afgørende for den videre udvikling.  

-Samfundsmodellen, hvor staterne sørgede for befolkningen, der derfor ikke behøvede at arbejde eller betale skat, virkede fint, mens olieindtægterne var høje og befolkningerne små. Men modellen er en anomali, som ikke kan fungere nu, hvor befolkningstal og levealder stiger, og oliepriserne har stabiliseret sig på et lavere niveau end før, siger lektor Martin Hvidt og uddyber:  

- Landene er klemte og meget står og falder med, om de formår at få engageret deres befolkninger i noget, der ligner produktiv adfærd. Man er nødt til at nærme sig en mere normal form for samfund, hvor værdierne skabes af befolkningens dygtighed og flid frem for olie og immigration, fastslår han.  

Han påpeger, at arbejdet med reformer er sat i gang af de forskellige styrer i golfstaterne. Mest omtalt i Saudi-Arabien, hvor man i 2030 stiler mod at skabe 5,5 mio. jobs og satser på at tiltrække direkte internationale investeringer til den fortsatte udvikling og udbygning af samfundet. Mens de mest progressive mindre golflande satser på at blive en del af vidensøkonomien ved at arbejde inden for logistik og luftfart.  

-De kommende år bliver det virkelig spændende at se, hvordan den samfundsmæssige disciplinering forløber og hvad golfstaterne skal leve af ud over olien.    

Kontakt

For yderligere oplysninger kontaktes lektor Martin Hvidt, Center for Mellemøststudier ved SDU:

Mail: hvidt@sdu.dk Telefon: 6550 2821. Martin Hvidt er i udlandet frem til torsdag 11. april og træffes derefter.

Disputatsen er udgivet på Syddansk Universitetsforlag.

Kort om golflandene

De arabiske golfstater udgøres af Saudi-Arabien, Bahrain, Omann, Kuwait, Qatar og Forenede Arabiske Emirater. 

Landene grupperes typisk samlet, fordi de har store lighedstræk økonomisk og kulturelt, selvom der selvfølgelig også er store individuelle forskelle. Eksempelvis er Saudi-Arabien med sin befolkning på 30 mio. (heraf ca. 10 mio.immigranter) det eneste store land på den arabiske halvø. De øvrige golfstater har ca. 1-7 mio indbyggere (incl. immigranter).