SDU-forsker modtager prestigefyldt EU-bevilling
3.9.2026 12:10:51 CEST | Syddansk Universitet | Pressemeddelelse
Lektor Marie-Pier Bergeron Boucher modtager en ERC Starting Grant Fra Det Europæiske Forskningsråd til at undersøge, hvordan levetid kan estimeres mere præcist.

Lektor Marie-Pier Bergeron Boucher fra the Interdisciplinary Centre on Population Dynamics på Syddansk Universitet har netop fået tildelt en europæisk bevilling på 1,4 mio. euro, svarende til 11 mio. kroner.
Hun skal stå i spidsen for et projekt, der skal udvikle nye metoder til mere præcist at estimere og forudsige levetid på tværs af en bredere vifte af faktorer, end det bliver gjort i dag.
Bevillingen er en såkaldt ERC Starting Grant, som gives til yngre, dygtige forskere til at opbygge deres egen forskningsgruppe.
Et mere præcist billede af levetiden
I dag estimeres levetid typisk for større befolkningsgrupper eller på baggrund af én eller to faktorer, såsom køn, civilstand og uddannelsesniveau. Forskerne ved imidlertid ikke, hvordan de forskellige faktorer tilsammen påvirker levetiden, og udgangspunktet for det nye projekt er, at levetid formes af et langt mere komplekst samspil mellem sociale og sundhedsmæssige faktorer.
- Når vi taler om levetid, ser vi ofte på gennemsnittet for hele befolkningen. Men i alle lande er der store forskelle på, hvor længe mennesker lever. Vi ved, at faktorer som uddannelse, køn, indkomst og civilstand har betydning for levetiden. Udfordringen er, at vi typisk undersøger en eller to faktorer hver for sig, selv om mennesker har mange forskellige karakteristika på én gang. Det er samspillet mellem faktorerne, vi stadig ved for lidt om, og som mit projekt skal hjælpe os med at forstå bedre, siger Marie-Pier Bergeron Boucher og tilføjer:
- Målet med forskningen er at forstå og skabe mere præcise estimater og prognoser for levetid. Det kan give os et bedre billede af, hvorfor nogle mennesker lever længere end andre, og af de mekanismer, der ligger bag forskellene i levetid.
Kan få stor betydning for samfundet
Ud over at bidrage med nyskabende viden til forskningsfeltet kan projektet også få betydning for både samfundet og den enkelte.
- Viden om levetid bruges i mange sammenhænge, fra pensionssystemer til fastsættelse af pensionsalderen og vurderinger af befolkningens sundhed. Jo bedre vi forstår de faktorer, der påvirker levetiden, desto bedre grundlag får vi for at planlægge og træffe beslutninger, både som samfund og som enkeltpersoner, siger Marie-Pier Bergeron Boucher.
Hun peger også på, at projektet kan bidrage med perspektiver i forhold til ulighed:
- Der er stor interesse for at forstå og mindske ulighed i sundhed og levetid. Men for at gøre det effektivt er vi nødt til at vide mere om, hvilke faktorer der ligger bag forskellene, og hvordan de interagerer med hinanden. Det er noget af det, projektet kan hjælpe med at kaste lys over.
Unikke data fra Danmark og Finland
Projektet bliver gennemført ved hjælp af registerdata fra Danmark og Finland, der begge har omfattende data om deres befolkninger.
- Vi kan lære meget af de data, vi har adgang til i Danmark og Finland, men målet er, at den viden og de metoder, vi udvikler, også skal kunne bruges i lande, der ikke har adgang til detaljerede data, slutter Marie-Pier Bergeron Boucher.
Det nye projekt løber over fem år, og det har titlen: The Tree of Lifespan. How the Length of Life Branches Across Multiple Social Determinants of Health.
Kontakter
Marie-Pier Bergeron Boucher: mpbergeron@sdu.dk og 6550 7957
Følg pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Nyt studie viser, at psykedeliske stoffer ikke påvirker hjernen ens3.9.2026 13:33:54 CEST | Pressemeddelelse
LSD, psilocybin og andre psykedeliske stoffer bliver ofte omtalt som én samlet gruppe. Men et nyt studie viser, at hvert stof påvirker hjernen forskelligt. Det kan få betydning for udviklingen af fremtidige behandlinger af psykiske lidelser.
Historisk dag: SDU åbner ny campus i Vejle1.9.2026 05:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Vejle bliver i dag universitetsby, når Syddansk Universitet officielt åbner sin nye campus i byen. De første 178 studerende begynder på fire engelsksprogede bacheloruddannelser inden for Artificial Intelligence, Computer Science, Interactive Technology Engineering og Software Engineering.
Tilskud med vitamin K og D kan bremse udviklingen af åreforkalkning31.8.2026 08:10:21 CEST | Pressemeddelelse
Forskere fra Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital har vist, at et tilskud med vitamin K2 og D3 bremser udviklingen af åreforkalkning hos patienter, som i forvejen har svær åreforkalkning.
Anne Binderkrantz bliver ny prorektor på SDU28.8.2026 10:15:00 CEST | Pressemeddelelse
Professor i statskundskab Anne Skorkjær Binderkrantz bliver ny prorektor på Syddansk Universitet. Hun kommer fra Aarhus Universitet og har omfattende erfaring med forskning, uddannelsesledelse og strategisk universitetsarbejde.
Ny hospitalsrobot tager imod patienter og viser dem vej25.8.2026 17:12:29 CEST | Pressemeddelelse
Efter tre års udvikling har et dansk-tysk forskerhold bygget og testet tre robotprototyper på hospitaler i Danmark og Tyskland. Den humanoide robot HuGo kan blandt andet tage imod patienter, tale med dem og følge dem hen til deres destination.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum