Hvor godt virker mobile luftrensere?
Teknologisk Institut, Forbrugerrådet Tænk og Rådet for Grøn Omstilling har netop afsluttet en stor undersøgelse af 28 luftrenseres evne til at fjerne partikler, flygtige organiske stoffer og vira. Samtidig blev elforbrug og støjniveau målt samt luftrensernes eventuelle produktion af skadelig ozon. Resultaterne giver ny viden om de forskellige teknologier i luftrensere, og er en stor hjælp for potentielle købere, da markedet for luftrensere er uigennemskueligt.
I dag offentliggøres resultaterne på Ren luft-konference 2022 på Teknologisk Institut i Aarhus og på www.taenk.dk
Slipper ikke for at lufte ud
Luftforurening er én af vores store risikofaktorer i forhold til alvorlige sygdomme og for tidlig død, og da danskerne opholder sig over 90 procent af deres liv indendørs, er det vigtigt med et godt indeklima. Ren luft i vores boliger, institutioner og arbejdspladser er kommet i fokus de seneste år, og luftrensere, der lover at rense luften over 99 procent, dukker op i alle afskygninger og prisklasser.
Undersøgelsen viser imidlertid, at der er god grund til at overveje, om man har behov for en luftrenser.
- Med en luftrenser slipper man ikke for at lufte ud. Og man skal se sig godt for, hvis man vælger at købe en. Man risikerer at købe katten i sækken og i værste fald få en luftrenser, der forurener indeklimaet med sundhedsskadelig ozon, siger Christel Søgaard Kirkeby, projektleder ved Forbrugerrådet Tænk.
Samtidig er det tydeligt, at der er behov for standarder på området, for de færreste luftrensere har en mærkning eller information, der gør det let for forbrugerne at vælge den rigtige luftrenser.
Svingede effektivitet
- Vores test viser, at HEPA- og EPA-filtre er mest effektive til at fjerne partikelforurening, og at filtre med aktivt kul kan fjerne skadelige gasarter, men at effektiviteten svinger meget. Vores resultater er i flere tilfælde markant anderledes end producenternes. Det er derfor nødvendigt med en harmoniseret teststandard, siger Stig Koust, forretningsleder ved Teknologisk Institut.
Gennemtræk og en god emhætte er mere effektiv til at fjerne stegepartikler end den bedste luftrenser.
- Selvom de bedste luftrensere frafiltrerer over 99 procent af partiklerne, så reducerer de ikke eksponeringen med 99 procent i boligen, da personer i boligen når at indånde forurenet luft, inden luftrenseren renser den. Og vi må ikke glemme, at både emhætter og udluftning med gennemtræk er meget effektivt til at fjerne forurening fra boligen, siger Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling.
Projektet er finansieret af den filantropiske forening Realdania og Grundejernes Investeringsfond. Resultaterne forventes på sigt at tjene som grundlag for krav til luftrensere i EU’s Ecodesign direktiv. Rådet for Grøn Omstilling har fungeret som projektleder for projektet.
Resumé fra test af 28 luftrensere i laboratoriet:
- Mobile luftrensere, som anvender mekanisk filtrering, såsom HEPA- og EPA-filtre, blev målt til at have den højeste renseevne overfor partikler (både fine og ultrafine partikler)
- Andre former for teknologier (UV-C lys, Ionisering, Ikke-termisk Plasma, luftvasker, ozongenerator og olielampe) blev målt til at have markant lavere renseevne overfor partikler. I flere tilfælde ingen evne overhovedet.
- Alle produkter, som anvender filtre med aktivt kul, blev målt til at kunne fjerne skadelige gasarter i form af flygtige organiske forbindelser (VOC). Dog varierede renseevnen markant
- Renseevnen overfor partikler var generelt markant større end for skadelige gasarter
- Ozondannelse blev målt for 2 produkter, en ozongenerator og et produkt med UV-C lys
- En relativt stor forskel (op til 10 dB) blev målt for produkter med cirka samme renseevne
- Der blev ikke målt en sammenhæng mellem produkternes indkøbspris og deres evne til at fjerne partikler og/eller skadelige gasarter
- Produkter, der anvender HEPA-filtre, blev målt til at have størst reduktionsrate af virus i luften
- Resultaterne fra dette projekt viser tydeligt, at der er behov for en harmoniseret standard og lovgivning vedrørende dokumentation af renseevne for mobile luftrensere, samt produktanprisninger (f.eks. anbefalet maksimal størrelse af rum, hvor produktet er effektivt)
Resumé fra test af 8 luftrensere i en privat bolig:
Luftforurening er en af de vigtigste risikofaktorer for folkesundheden. Vi kan ikke selv gøre meget for at reducere vores eksponering til udendørs luftforurening, men vi opholder os i mere end 90 procent af vores liv indenfor, hvor bl.a. stearinlys, madlavning og brændeovne/pejse kan forårsage høj luftforurening. Øget fokus på skadelig luftforurening har sat markant skub i salget af luftrensere til private hjem.
Formålet med projektet var at undersøge otte mobile luftrenseres evne til at reducere eksponeringen for forurening med partikler og flygtige organiske stoffer (VOC'er) fra forureningskilder i private hjem sammenholdt med effekten af en emhætte, manuel udluftning og mekanisk ventilation.
Det konkluderes, at gennemtræk og en effektiv emhætte er mere effektiv til at fjerne stegepartikler end den bedste luftrenser, mens det var mindre effektivt kun at åbne et vindue. Mekanisk ventilation var mindre effektiv til at reducere eksponering til partikler fra lys end de mest effektive luftrensere. Nogle mobile luftrensere kan reducere eksponeringen for partikler fra forureningskilder markant, mens andre luftrensere har begrænset eller ingen signifikant effekt. Der kunne ikke drages konklusioner for VOC-fjernelse ud fra de udførte målinger. Luftrensere med HEPA-filtre eller effektive mekaniske filtre giver typisk høj fjernelse af partikler. Luftrensernes kapacitet skal passe til rum-størrelsen, og placeringen af luftrenseren i rummet samt afstanden til forureningskilden – ligesom luftens bevægelse i rummet – er afgørende for luftrenserens evne til at reducere eksponering. Selvom de bedste luftrensere fjerner over 99 procent af partiklerne under filtrering, så kan de ikke reducere eksponeringen med 99 procent, da personer i boligen når at inhalere den forurenede luft, inden den bliver renset af luftrenseren.
Nøgleord
Kontakter
Stig Koust, forretningsleder, Teknologisk Institut, tlf. 7220 11501
Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver, Rådet for Grøn Omstilling, tlf. 2281 1027
Christel Søgaard Kirkeby, projektleder, Forbrugerrådet Tænk, tlf. 4188 1612
Billeder
Links
Information om Teknologisk Institut
Teknologisk Institut har siden 1906 arbejdet for at forbedre erhvervslivets konkurrenceevne, samfundets velstand og menneskers liv. Årligt kommer det mere end 10.000 virksomheder til gavn inden for så forskellige områder som; energi, fødevarer, life science, materialer, byggeri og produktion. Teknologisk Institut har datterselskaberne Danfysik A/S, Dancert A/S og DTI Spain.
Har du brug for yderligere oplysninger, fotos, udtalelser eller andet, er du meget velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen på pressetelefon 7220 1066 – eller kommunikation@teknologisk.dk
Fotos i dette nyhedsrum: ©Teknologisk Institut. Brug af fotos tilladt ved konkret omtale af Teknologisk Institut og med kreditering. I tvivlstilfælde kontakt venligst Kommunikationsafdelingen.
Følg pressemeddelelser fra Teknologisk Institut
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Teknologisk Institut
Danske virksomheder viser vejen for cirkulær elektronik20.12.2024 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Nye tiltag skal gøre det lettere at genbruge, reparere og genanvende elektronik.
Støjende emhætter skaber sundhedsrisiko i danske hjem19.12.2024 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Hver femte dansker slukker for emhætten på grund af støj, viser ny undersøgelse. Eksperter advarer mod øget farlig partikelforurening i køkkenet
Biobaseret bindemiddel til asfalt kan reducere CO2-udledning16.12.2024 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Biobaserede restmaterialer fra halm eller træ har potentiale til at kunne erstatte fossil olie i bindemidlet bitumen og dermed reducere CO2-udledningen fra asfaltproduktion.
Røntgen og kunstig intelligens skal optimere fødevareproduktion10.12.2024 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Avanceret røntgenbaseret 3D-billeddannelsesteknologi, kombineret med kunstig intelligens skal hjælpe med automation og kvalitetskontrol af komplekse emner og processer - i første omgang på danske slagterier.
Mindre producenter af plantebaserede fødevarer får hjælp til at gro2.12.2024 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Skræddersyede udviklingsforløb sætter skub i danske SMV’ers produktion af sikre, smagfulde og kommercielt levedygtige plantebaserede fødevarer.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum