Husk at vedligeholde elinstallationerne i haller og svømmehaller
105 idrætshaller, svømmehaller og andre fritidsfaciliteter havde besøg fra Sikkerhedsstyrelsen i løbet af 2022. Formålet var at kontrollere elinstallationerne, og 24 steder viste det sig, at installationerne ikke levede op til kravene i elsikkerhedsloven. De har alle fået et påbud om at få bragt installationerne i orden. 12 steder var alt i orden, mens de resterende 69 steder fik vejledning om, hvilke ændringer de bør foretage i elinstallationerne.
- Elsikkerheden skal være i orden, hvor der færdes mange mennesker. Der må ikke være beskadigede eltavler eller defekte kabler, så der er risiko for at få elektrisk stød. Og mange steder er der også krav om, at eltavlen skal være opbygget, så et rum, hvor mange mennesker samles, ikke kan blive mørkelagt, hvis der opstår en fejl i elinstallationen, siger vicekontorchef Evy Boe Madsen fra Sikkerhedsstyrelsen.
Hold øje med skader
En generel problemstilling ved tilsynene var skader og manglende vedligeholdelse af elinstallationerne. Der var eltavler med skader i kapslingen, som skal beskytte mod at komme tæt på strømførende dele, og der var defekt elektrisk materiel, som burde have været udskiftet.
- I en idrætshal eller et fritidscenter er der mange fysiske aktiviteter, som slider på bygninger og installationer. Det giver en særlig forpligtelse til løbende at holde øje med, at alt er i orden, siger Evy Boe Madsen.
Der blev dog også fundet fejl, som var sket allerede da installationerne blev udført. Det drejede sig om installationer, hvor ledningssystemer og materiel ikke var korrekt installeret, men også om, at belysningen skal være fordelt på flere sikringsgrupper og RCD’er (fejlstrømsafbrydere) i eltavlen, hvis der er tale om lokaler, der kan rumme mere end 150 personer. Så må installationen ikke være opbygget, så en enkelt fejl kan afbryde alt lys i rummet.
- Kravet om, at belysningen skal være fordelt på flere RCD’er skyldes et hensyn til dem, der færdes i lokalerne. Det skal modvirke panik eller ulykker ved en pludselig strømafbrydelse, siger Evy Boe Madsen.
Hun minder om, at RCD’en bør afprøves jævnligt, gerne et par gange om året. Det sker ved at trykke på testknappen på RCD’en. Hvis den fungerer korrekt, vil strømmen blive afbrudt.
Færre fejl end i 2020
Kontrollen i 2022 var en opfølgning på en tilsvarende kontrol af idrætsanlæg i 2020. Da blev der gennemført 100 tilsyn og fundet 31 steder med overtrædelse af elsikkerhedsloven. Da var der otte steder, hvor alt var ok ved tilsynene.
- Vi har givet færre påbud i 2022 end i 2020, og det er glædeligt, at udviklingen er gået i den retning. Men det er fortsat få steder, hvor alt er i orden, hvilket i et sikkerhedsmæssigt perspektiv ikke er acceptabelt, siger Evy Boe Madsen.
Sikkerhedsstyrelsen vil nu, i samarbejde med brancheorganisationen HI, der dækker idræts- og fritidsanlæg, øge indsatsen og bevidstheden vedrørende elsikkerhed og dermed medvirke til at reducere antallet af fejl ved elinstallationerne. Det vil ske gennem organisationens nyhedsbrev og medlemsmagasin. Desuden arbejdes der på et webinar for organisationens medlemmer, hvor de generelle problemstillinger bliver gennemgået og der desuden er mulighed for at stille spørgsmål til konkrete temaer.
Information om Sikkerhedsstyrelsen
Sikkerhedsstyrelsens pressetelefon: 22 38 44 51
Følg pressemeddelelser fra Sikkerhedsstyrelsen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Sikkerhedsstyrelsen
Ny kampagne skal minde danskerne om at beskytte hørelsen mod nytårsbrag17.12.2025 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Sikkerhedsstyrelsen sætter i år fokus på risikoen for høreskader i forbindelse med fyrværkeri. Kraftige brag kan nemlig give varige skader på hørelsen.
Fra i dag kan du købe fyrværkeri – men du skal vente med at tænde lunten15.12.2025 09:02:00 CET | Pressemeddelelse
Selvom du har mulighed for at købe raketter, batterier og andet krudt, skal du være opmærksom på, at det først må fyres af den 31. december.
Alt for mange børn og unge kommer fortsat til skade med fyrværkeri3.12.2025 09:17:05 CET | Pressemeddelelse
Næsten halvdelen af alle fyrværkeriskader rammer personer under 18 år, og de kommer til skade med alle typer af fyrværkeri. Derfor skal der stadig undervises i fyrværkerisikkerhed.
Benjamin Hav går forrest i ny kampagne for fyrværkerisikkerhed1.12.2025 09:09:15 CET | Pressemeddelelse
Der er stadig alt for mange børn og unge, der kommer til skade nytårsaften. Ny kampagne sætter fokus på beskyttelsesbriller med musik og fællesskab i øjenhøjde med de unge.
Kampagne skal gøre det normalt at vise ID ved køb af alkohol, nikotin eller tobak7.7.2025 11:06:57 CEST | Pressemeddelelse
Sikkerhedsstyrelsen lancerer nu kampagnen ’Gør det let – Vis ID, når du handler’. Formålet er at sætte fokus på alderskontrol for unge. Med opbakning fra detailbranchen og andre interessenter er målet at styrke forståelsen for, at det er helt naturligt at skulle vise ID, når man handler alkohol, nikotin eller tobak.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
