Digitaliseringsstyrelsen

Høj tilfredshed med borger.dk

Del

9 ud af 10 borgere er tilfredse med borger.dk og trygge ved at bruge portalen, viser ny brugertilfredshedsundersøgelse.

Når borgerne skal ansøge om at få udbetalt indefrosne feriemidler, søge boligstøtte eller melde flytning på borger.dk, så sker det med en meget høj grad af tilfredshed og tryghed.

Det viser den årlige brugertilfredshedsundersøgelse af borger.dk, der blev gennemført som en pop up-spørgeskemaundersøgelse over 4 dage i slutningen af november 2021. Her svarede knap 5.000 borgere på spørgsmål om bl.a. tilfredshed og tryghed ved at bruge portalen, kvaliteten af indholdet og hvorvidt det er let at finde det, man leder efter.

Høj grad af tryghed på tværs af aldersgrupper

Undersøgelsen viste, at 92 pct. af borgerne er tilfredse med borger.dk, og at 91 pct. føler sig trygge, når de bruger portalen. Det er 5. år i træk, at andelen af borgere, der er tilfredse med borger.dk og trygge ved at bruge portalen er på over 90 pct.

Dykker man lidt ned i tallene, kan man se, at både tilfredsheden og trygheden er høj i alle aldersgrupper. Hos samtlige aldersgrupper er over 90 pct. af de adspurgte tilfredse og trygge ved at bruge borger.dk.

Massiv besøgsrekord i 2021

Brugertilfredshedsundersøgelsen kommer på baggrund af et år, hvor borger.dk havde flere besøg end nogensinde før. I alt blev portalen besøgt 70,7 millioner gange i løbet af 2021. Det er en stigning på lidt over 20 pct. sammenlignet med de 58,7 millioner besøg i det hidtidige rekordår 2020.

I løbet af de seneste 5 år siden 2017 er antallet af årlige besøg på borger.dk blevet mere end fordoblet.

Et site, der fungerer på både mobil, tablet og pc

Brugertilfredshedsundersøgelsen viser en høj grad af tilfredshed på tværs af elek-troniske apparater. Der er ikke forskel på, om borgerne går på borger.dk via pc, tablet eller smartphone – tilfredsheden er lige høj på tværs af platforme.

85 pct. af mobilbrugerne oplever, at borger.dk er hurtig og virker, som det skal. Det samme gør sig gældende for 86 pct. af computerbrugerne og 87 pct. af tabletbrugerne.
Borgernes oplevelse bliver understøttet af den faktiske oppetid for borger.dk, som i 2021 var over 99,99 pct.

"Borger.dk spiller en vigtig rolle for os alle sammen, når vi skal klare vores gøremål med det offentlige digitalt. Det gælder fx ansøgning om udbetaling af indefrosne feriemidler, hvor i alt 2,3 mio. lønmodtagere i 2020 og 2021 ansøgte om udbetaling af indefrosne feriemidler for i alt 87 milliarder kroner. Her er det afgørende, at borger.dk er en teknisk solid platform, der samtidig er intuitiv og tryg at benytte for borgerne," siger kontorchef i Kontor for borger.dk i Digitaliseringsstyrelsen Helle Junge Nielsen og fortsætter:

"Vi arbejder videre med at udbygge den digitale service for borgerne, så man får vist endnu flere informationer om sig selv og løst sine digitale gøremål med det offentlige på en nem og tryg måde."

Fra Min Side til Mit Overblik

I slutningen af 2020 skiftede Min Side på borger.dk navn til Mit Overblik. Her bliver de væsentligste data om hver enkelt borger – på tværs af den offentlige sektor – samlet og vist bag login. Også her viste brugertilfredshedsundersøgelsen en høj tilfredshed: 88 pct. af borgerne er tilfredse med indholdet på Mit Overblik.

Besøg på borger.dk de seneste 5 år

2021: 70,7 mio. besøg
2020: 58,7 mio. besøg
2019: 46,2 mio. besøg
2018: 39,0 mio. besøg
2017: 34,2 mio. besøg

Nøgleord

Kontakter

Information om Digitaliseringsstyrelsen

Digitaliseringsstyrelsen
Digitaliseringsstyrelsen
Landgreven 4
1301 København K

http://www.digst.dk

Om borger.dk

Borger.dk er en fællesoffentlig portal, som drives og udvikles i et samarbejde mellem staten, regionerne og kommunerne. Portalen giver adgang til myndighedernes selvbetjeningsløsninger og informationer om det offentlige ét sted. Digitaliseringsstyrelsen står for udvikling, vedligehold og drift af borger.dk.

Læs mere om borger.dk

Brugertilfredshedsundersøgelsen er gennemført af Peytz & Co for Digitaliseringsstyrelsen i november 2021. Besvarelserne er indsamlet via pop-up på borger.dk med i alt 4.982 besvarelser.

Besøgstal bliver løbende indhentet af Digitaliseringsstyrelsens Kontor for borger.dk.

Følg pressemeddelelser fra Digitaliseringsstyrelsen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Digitaliseringsstyrelsen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum