H.K.H. Kronprinsessen besøgte UNICEF Danmarks kontor i Grønland
25.8.2022 13:30:33 CEST | UNICEF Danmark | Pressemeddelelse

Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen fik onsdag et særligt indblik i kampen for, at flere børn i Grønland vokser op i tryghed og værdighed. Det skete, da hun besøgte UNICEF Danmarks kontor i Nuuk for at høre om organisationens arbejde med at fremme børns rettigheder og udbrede kendskabet til FN’s Børnekonvention.
UNICEF Danmarks generalsekretær, Susanne Dahl, værdsætter Kronprinsessens besøg:
”Det betyder meget for arbejdet med at styrke børns trivsel og rettigheder, at Kronprinsessen engagerer sig. Det sender et klart signal til børn i Grønland om, at deres vilkår og stemmer er vigtige. Ingen, der følger Kronprinsessen, kan være i tvivl, at hun brænder for at skabe gode børneliv og bekæmpe social isolation. Den mission deler hun i den grad med UNICEF Danmark – herunder vores kontor i Grønland,” siger hun.
Vil stoppe svigt og styrke børns stemme i samfundet
Programchef for UNICEF Danmarks kontor i Grønland, Maliina Abelsen, glæder sig også over Kronprinsessens interesse. UNICEF har arbejdet i Grønland siden 2011, og i den periode er kendskabet til børns rettigheder blandt grønlandske skolebørn steget markant, påpeger hun:
”Det er positivt, for børn, som kender deres rettigheder, står stærkere i forhold til at sige fra overfor overgreb og forsvare egne og andres rettigheder. Men der er stadig meget at gøre, for trods fremskridt oplever mange børn i Grønland fortsat mistrivsel og svigt. Det skal vi sætte en stopper for. Samtidig med at vi skal styrke børn helt generelt – eksempelvis ved at sikre deres medindflydelse på og -inddragelse i samfundet.”
Den seneste befolkningsundersøgelse i Grønland viste, at mere end en tredjedel af børn og unge født efter 1995 er vokset op med alkoholproblemer i hjemme, og hver femte i samme aldersgruppe har været udsat for et seksuelt overgreb i barndommen. Andre undersøgelser har blotlagt ensomhed og selvmordstanker blandt unge.
Kronprinsessen blev under sit besøg hos UNICEF præsenteret for flere af de indsatser, som organisationen driver for at skabe positiv forandring. Hun hørte blandt andet om NAKUUSA – et samarbejdsprojekt med Grønlands selvstyre, der faciliterer børneinddragelse gennem børneråd (MeeqqatIsummersorfii) og udvikler kampagner, som kan inspirere voksne til at skabe trygge rammer for børns opvækst.
På kontoret blev Kronprinsessen ligeledes indviet i UNICEFs arbejde med at få flere børn i Grønland til at blive fysisk aktive og udvikle sig i en sund mental retning gennem trygge og inkluderende idrætsfællesskaber. En indsats, der ledes gennem projektet ’AtaatsimoorlutaAalasa’ (Bevægelse i fællesskab) i samspil med Grønlands Idrætsforbund (GIF), den grønlandske socialstyrelses forebyggelsesafdeling Paarisa, handels- og servicevirksomheden KNI, Grønlands Politi samt Center for Folkesundhed i Grønland.
Kronprinsessens besøg hos UNICEF fulgte efter et visit til innovationsprogrammet UNLEASH, der i denne uge samler mere end 200 unge mennesker fra den arktiske region – herunder fem unge fra UNICEFs programmer – for at udvikle bæredygtige løsninger. Rejsen til Grønland er primært med Mary Fonden.
Billeder fra besøget på UNICEF Danmarks kontor i Grønland kan downloades her: https://we.tl/t-RGXlmWfTUn
FAKTA: UNICEF DANMARK I GRØNLAND
- UNICEF er dén organisation, som alle verdens lande gennem FN har sat i spidsen for at kæmpe for, at børn overlever og klarer sig i livet. UNICEF Danmark indsamler penge til denne indsats og kæmper samtidig for at fremme og udbrede kendskabet til børns rettigheder i Danmark og Grønland.
- UNICEF Danmark har arbejdet i Grønland siden 2011 og haft kontor i Nuuk siden 2019.
- Arbejdet for at styrke børns vilkår og rettigheder i Grønland består i flere indsatser og projekter. Af dem kan blandt andet nævnes ‘NAKUUSA’-samarbejdet med Grønlands selvstyre, som driver kampagner og indsatser for børneinddragelse, ’AtaatsimoorlutaAalasa’-projektet, der sigter mod at engagere flere børn i trygge og inkluderende idrætsfællesskaber, samt udbredelsen af ’rettighedsskoler’, hvor børn arbejder intenst med egne rettigheder.
- Læs mere om UNICEF Danmarks arbejde i Grønland her: https://www.unicef.dk/groenland/
Kontakter
Julie Kauffmann, pressemedarbejder UNICEF Danmark, +45 2371 1864, jrkauffmann@unicef.dk
Billeder



Links
Information om UNICEF Danmark
Følg pressemeddelelser fra UNICEF Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra UNICEF Danmark
Klimakriser afbryder skolegang for 171 millioner børn10.9.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Storme, oversvømmelser og hedebølger var blandt de hyppigste årsager til, at børn verden over måtte undvære undervisning i 2025. Det rammer især børn i verdens fattigste lande og særligt piger er udsatte.
Pandora donerer til UNICEF for at støtte børn, der er ramt af jordskælv i Colombia og Venezuela9.9.2026 20:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Nødhjælpsdonationen på 1,3 million DKK vil hjælpe UNICEF med at nå ud til børn og familier med livsvigtige tjenester og forsyninger.
Over 2.000 skoleklasser klar til Rettighedsstafetten i uge 387.9.2026 12:35:42 CEST | Pressemeddelelse
Fra mandag den 14. september ruller Rettighedsstafetten ud på skoler i hele Danmark for at styrke børn og unges kendskab til deres rettigheder. I år er der særligt fokus på artikel 19 i Børnekonventionen, der handler om retten til et liv uden vold.
Rettighedsstafetten vender tilbage: Skoler sætter fokus på børns ret til et liv uden vold5.8.2026 13:00:59 CEST | Pressemeddelelse
I uge 38 sætter skoler over hele landet børns rettigheder på skoleskemaet, når Rettighedsstafetten vender tilbage. I år er temaet beskyttelse mod vold, og selvom det aldrig er børnenes ansvar, kan viden om egne rettigheder være afgørende for, at børn tør tale højt og søge hjælp.
Adgangen til nødhjælp svigter, mens børn i Gaza betaler prisen22.7.2026 11:26:10 CEST | Pressemeddelelse
Næsten hele Gazas befolkning er fordrevet, adgangen til nødhjælp er fortsat stærkt begrænset, og børn risikerer dehydrering, sygdom og underernæring. Samtidig advarer UNICEF om, at manglende finansiering og fortsatte adgangsrestriktioner gør det stadig vanskeligere at nå frem med livreddende hjælp.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
