Hjerteflimmer blandt overvægtige skyldes ikke fedt
18.5.2020 11:45:58 CEST | Aarhus Universitet: Health | Pressemeddelelse
Op mod hver tredje dansker bliver ramt af hjerteflimmer. Og for at forebygge tilstanden er lægens bedste råd ofte vægttab. Nu viser et nyt studie fra Aarhus Universitet imidlertid, at risikoen for hjerteflimmer ikke er knyttet til mængden af fedt, men derimod til den fedtfri vægt, som er et udtryk for, hvor meget kroppen vejer, når man trækker vægten af fedt fra.
Det er seniorforsker på Forskningsenheden for Almen Praksis, Morten Fenger-Grøn, der sammen med hjertemedicinsk overlæge og klinisk lektor ved Institut for Klinisk Medicin, Lars Frost, står bag undersøgelsen.
”Overvægtige personer har godt nok klart forhøjet risiko for hjerteflimmer, men når der korrigeres for disse personers høje fedtfri masse, er der ikke klar evidens for, at fedt har nogen betydning. Omvendt ser personer med høj fedtfri vægt ud til at have høj risiko, uanset om de også har meget fedt på kroppen eller ej,” forklarer Morten Fenger-Grøn.
Overvægt har fået skylden
Resultaterne er netop offentliggjort i tidsskriftet Trends in Cardiovascular Medicine.
”Stor muskelmasse vil nok i manges øjne være det modsatte af stor fedtmasse, men det viser sig, at det langt hen ad vejen er de samme mennesker, der har meget af begge dele. Og når disse mennesker har høj risiko for hjerteflimmer, er vi tilbøjelige til at tolke det som et bevis for, at for meget fedt skader,” forklarer Morten Fenger-Grøn.
Ifølge forskeren går mange rundt med udiagnosticeret hjerteflimmer.
”Vores resultater påpeger vigtigheden af, at man husker at lede efter denne tilstand også hos personer, som er muskuløse og uden overvældende fedtmasse – selv om de fremstår som ret sunde og robuste,” fortæller Morten Fenger-Grøn.
Ny årsag til hjerteflimmer
Han understreger dog, at resultaterne kun handler om risikoen for hjerteflimmer og altså ikke modsiger, at for mange kilo på sidebenene øger risikoen for både blodpropper, diabetes og mange andre helbredsproblemer.
”Desværre for alle os, der kæmper lidt med vægten, giver resultaterne ikke grundlag for at rive alle de sider ud af lærebøgerne, som advarer mod overvægt. Men det er nok rimeligt at slette de afsnit, der foreslår en årsagskæde til hjerteflimmer, der går via inflammation, som er forårsaget af fedtvæv. Og det kan være en ganske vigtig erkendelse”, siger Morten Fenger-Grøn.
Han uddyber:
”Det giver en påmindelse om, at årsagsmekanismerne bag hjerteflimmer er helt anderledes end for mange andre hjertesygdomme – undertiden nærmest modsatrettede. Det er vigtigt at forstå til bunds, hvis vi skal forhindre, at forekomsten af hjerteflimmer bliver ved at stige, mens den falder for andre hjertesygdomme.”
Bag om forskningsresultaterne
- Studiet, der bygger på en gennemgang af litteraturen om betydning af fedtmasse og fedtfri masse for risikoen for hjerteflimmer, rummer blandt andet en såkaldt metaanalyse, der sammenfatter resultater fra alle relevante studier på området.
- Udgangspunktet for arbejdet var blandt andet forskergruppens eget studie: “Lean Body Mass Is the Predominant Anthropometric Risk Factor for Atrial Fibrillation”, hvori de analyserede kropsmål på 56.000 deltagere i Kost, Kræft og Helbred-projektet.
- Studiet er støttet af Lundbeckfonden, Health, Aarhus Universitet og Region Midtjyllands Sundhedsvidenskabelige Forskningsfond.
- Resultaterne fra undersøgelsen: Body mass and atrial fibrillation risk: Status of the epidemiology concerning the influence of fat versus lean body mass er netop offentliggjort i tidsskriftet Trends in Cardiovascular Medicine.
Kontakt
Seniorforsker og ph.d. Morten Fenger-Grøn
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed og seniorforsker på Forskningsenheden for Almen Praksis, Aarhus
Mobil: 27 45 60 59
Mail: mfgr@ph.au.dk
Information om Aarhus Universitet: Health
Health er det sundhedsvidenskabelige fakultet på Aarhus Universitet, hvis hovedopgaver er forskning og uddannelse.
Fakultetet udbyder en lang række sundhedsuddannelser, bl.a. læge, tandlæge, idræt og folkesundhedsvidenskab.
Health består af fem institutter, ca. 4.400 studerende, 1.500 ansatte og 600 ph.d.-studerende.
Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Health
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Health
Når vi mentalt zoner ud, begynder hjernen at lytte til kroppen30.3.2026 11:22:49 CEST | Pressemeddelelse
Et studie fra Aarhus Universitet viser, at når vi fortaber os og lader hjernen vandre, så tager den ofte en tur ned i kroppen, og fokuserer på fx vores hjerteslag, vejrtrækning eller knuden i maven. Kropsvandringen har sit eget ”fingeraftryk” i hjernen og noget tyder på, at det kan være forbundet med depression og ADHD.
Ny dansk teknologi hjælper kroppen til selv at nedbryde sygdomsproteiner30.3.2026 10:22:35 CEST | Pressemeddelelse
Forskere fra Aarhus Universitet og biotech-virksomheden Draupnir har fundet en ny måde at få kroppen til selv at rydde op i skadelige proteiner, og det kan føre til et gennembrud i behandlingen af sygdomme som gigt og demens.
500 gæster sidste år – nu åbner kræftforskerne igen dørene for offentligheden24.3.2026 09:52:17 CET | Pressemeddelelse
Den nyeste viden inden for kræftforskning og -behandling er i fokus, når Aarhus Universitet inviterer patienter, pårørende og nysgerrige borgere til Kræftforskningsaften 2026 – en aften, hvor forskere og læger deler deres viden og svarer på spørgsmål om fremtidens kræftbehandling. Og det er helt gratis at deltage.
Ny håndbog skal hjælpe fagpersoner med at opdage overgreb mod børn19.3.2026 10:58:35 CET | Pressemeddelelse
Gratis håndbog giver konkrete redskaber til at opdage tegn på vold, omsorgssvigt og overgreb mod børn – og den anviser, hvordan fagpersoner kan handle på en bekymring.
Lille skrumpende organ kan være afgørende for liv eller død19.3.2026 09:58:40 CET | Pressemeddelelse
Forskere fra Aarhus Universitet rykker ved vores forståelse af immunforsvaret: Et lille organ, som man ellers troede stoppede med at virke tidligt i vores liv, spiller en livslang rolle for risikoen for kræft og hjerte-kar-sygdomme, og for om moderne kræftbehandlinger virker.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
