Historieundervisning skal inddrage elevernes egne møder med fortiden

Stormen på Dybbøl og danskernes nederlag i den anden slesvigske krig i 1864 har siden 2006 udgjort et af de 29 punkter i Undervisningsministeriets historiekanon. Men hvad har denne fjerne begivenhed at sige folkeskoleelever i dag?

”1864 har haft kolossal betydning for flere generationer i Danmark. Men i takt med at disse generationer forsvandt, døde også betydningen af 1864 langsomt ud. Man kalder det ’generationseffekter’: Nogle fortællinger og historiske begivenheders betydning forsvinder med de generationer, der oplevede dem eller levede umiddelbart efter. Lakmusprøven er, om historiske begivenheder kan belægges med betydning, der kan gøre dem relevante i et nutids- og fremtidsperspektiv og få dem til at spille meningsfuldt ind i elevernes hverdagsliv,” siger Claus Haas, lektor ved DPU, Aarhus Universitet.

Hvordan historiebrug kan gøres relevant og meningsfuld for elevernes liv og hverdag er netop omdrejningspunktet i den nyeste forskningsoversigt i DPU og Nationalt Center for Skoleforsknings e-bogsserie Pædagogisk indblik. I forskningsoversigten, der bygger på 128 danske og internationale studier om historiedidaktik, gennemgår Claus Haas centrale temaer i den historiedidaktiske forskning.

Flere undersøgelser fra de seneste 30 år peger samstemmende på, at mange skoleelever både herhjemme og i en række andre lande opfatter historiefaget som irrelevant og kedeligt. Ifølge Claus Haas er det derfor vigtigt at udvikle en historiedidaktik, der får elever til at opleve faget som relevant for deres eget liv og hverdag.

”Historieundervisningens elev- og hverdagsrelevans har gennem årtier haft trange kår. Hvis den ikke bliver adresseret, er der risiko for, at elever fortsat vender historieundervisningen ryggen eller lader det, de har lært, gå i glemmebogen. Undervisning i historie må altså i højere grad angå elevernes eget liv, hvis de skal opleve faget som vedkommende og relevant,” siger han.

Der, hvor historien brænder

Claus Haas gennemgår i forskningsoversigten tre overordnede tilgange til historiedidaktik med hver deres bud på, hvordan undervisningen kan gøres elev- og hverdagsrelevant. Det drejer sig om hhv. den brugerstyrede, den centralstyrede og den fagstyrede historiedidaktik.

”Der er ikke tale om et enten eller; tværtimod kan lærere lade sig inspirere af alle tilgange. Som jeg ser det, er der dog ingen vej uden om at opprioritere en brugerstyret didaktik, hvis man ønsker at bryde den opfattelse, mange elever har af historie som et støvet fag. I denne tilgang forsøger man at gøre historieundervisningen relevant for eleverne ved at inddrage deres egne møder med historiebrug, dvs. de måder, hvorpå de gør brug af historie, og de erfaringer de har med noget fortidigt, i andre sammenhænge end i skolen. Hvordan disse møder med noget fortidigt så kan interferere med skolens historieundervisning, er naturligvis den store didaktiske udfordring,” siger han.

Forskningen peger på dog på, at hverdagsrelevans skal forstås bredt.

”Det kan være alle de møder med og fortællinger om noget fortidigt, der er belagt med følelser og betydninger for den enkelte eller for en gruppe mennesker. Det kan være, fordi de angår noget personligt, noget, der har med familien eller slægten at gøre, eller angår nogle nære identitetsbærende fællesskaber af lokal kulturel eller etnisk karakter, eller fælles oplevelser knyttet til et sted i nærheden. Det er her, historien brænder for de fleste mennesker, og at bringe det ind i historieundervisningen er vigtigt. Disse former for historiebrug kan så åbne for den ”store” historie og udvides til at omhandle andre perspektiver end det personlige eller lokale. Men de subjektive betydninger og følelser må være udgangspunktet for en hverdagsrelevant historieundervisning,” siger Claus Haas.

Claus Haas peger på, at mange elever først og fremmest forbinder historie med det at være historielærer, arkæolog eller faghistoriker.

”Hvis vi skal væk fra elevernes distancerede forhold til historiefaget, er der kun en vej, nemlig at sætte ind med en brugerstyret historiedidaktik og opbygge undervisningen ud fra alle de måder, hvorpå mennesker møder eller bruger noget fortidigt i deres hverdagsliv,” siger han.

Historiekanon som rygrad

Alle tre didaktiske tilgange er indarbejdet i folkeskolens fælles mål for historiefaget, men den centralstyrede tilgang, sådan som den er udmøntet i den obligatoriske historiekanon, ser ud til at dominere historieundervisningen i folkeskolen.

”Tanken bag kanonen er, at man ved kronologisk at gennemgå centrale begivenheder i landets historie kan bygge lag på lag i elevernes viden og dermed fremme en national bevidsthed både hos den enkelte og kollektivt om, hvor vi danskere kommer fra. På den måde har kanondidaktikken et nationalt opdrag, der vedrører etnisk dansk erindrings- og identitetspolitik, og skriver sig derigennem ind i en tradition med rødder i 1800-tallet,” siger Claus Haas.

En historiekanon kan være en udmærket måde at rette op på hullerne i elevers kronologiske viden om et lands historie – hvis man altså mener, disse huller udgør et problem, mener Claus Haas. Den har desuden den fordel, at den kan hjælpe til skabe struktur i og reducere den enorme og uoverskuelige mængde stof, historiefaget potentielt rummer.

Der er dog også flere problemer ved denne tilgang, pointerer han.

”Kanonundervisning bygger på en gennemprøvet model, der har fungeret siden midten af 1800-tallet, hvor historiefagets omdrejningspunkt er en postuleret sammenhængende fortælling om de etniske danskeres folkefællesskab. For det første er der ikke meget, der tyder på, at en sådan kronologisk fremstilling har nogen blivende læringseffekt, og for det andet baserer det sig på en opfattelse af nationen som kulturelt og religiøst homogen. Man leder forgæves i kanonen efter historie knyttet til befolkningsgrupper, der ikke er rundet af etnisk dansk kultur. Selv grønlændere og færinger er fraværende,” siger han.

Tilbage til kilderne

I den fagstyrede tilgang er der da også mindre fokus på historiekanon og sammenhængende kronologiske fortællinger om Danmarks- eller Verdenshistorien. Eleverne skal i højere grad tilegne sig en forståelse af historievidenskabelige begreber og metoder og lære at forholde sig undersøgende og kritisk til historiske kilder for at forstå de måder, hvorpå historiske fortællinger og ”sandheder” frembringes. I den fagstyrede tilgang forankres elevernes historiebevidsthed altså i en videnskabeligt funderet didaktik.

Både den central- og den fagstyrede tilgang lever i bedste velgående, mens den brugerstyrede tilgang desværre er den, der har sværest at gøre sig gældende i skolen, mener Claus Haas.

”Formålet med at undervise i historie i skolen er også at gøre eleverne til kompetente historiebrugere i hverdagslivet. Hvis den central- og den fagstyrede tilgang bliver for dominerende, får eleverne svært ved at genkende og forholde sig kritisk til de måder, historiebrug hele tiden gør sig gældende i politik, medier og populærkultur. Med den brugerstyrede tilgang gør man det muligt for eleverne at bygge bro mellem den institutionaliserede historieundervisning og de former for historiebrug, de møder i hverdagslivet uden for skolen,” siger han.

”Det, der sker nu for os, kommer til at være gamle dage for nogen”

Sammen med forskningsoversigten udgiver DPU en podcast om historieundervisning i skolen.

Ud over Claus Haas, der fortæller om forskningen på området, møder du møder Maria Schrøder, der er historielærer på Måløvhøj Skole i Ballerup, samt to af hendes elever fra. 8. klasse.

For Maria Schrøder handler historieundervisning om at give sin egen nysgerrighed og glæde ved at opdage ting, hun ikke vidste i forvejen, videre til eleverne. Det er vigtigt for hende, at de forstår, at de vilkår, vi lever under nu, er skabt af noget før os, og at eleverne derfor selv er med til at skabe de vilkår, andre skal leve under i fremtiden.

Historie skal ses, mærkes og røres ved, og Maria Schrøder bringer historiske kilder ind i undervisningen for at gøre dem levende. Eleverne får bl.a. hver sin mønt fra hendes skrin med mønter fra alle tidsaldre, som de skal sætte ind i en sammenhæng – hvilket land stammer den fra, hvilken styreform havde det osv. Og lige nu arbejder de med Danmarks besættelse under Anden Verdenskrig, hvor 9. april blev nærværende for eleverne, da de fik menig Jørgensens breve i hånden og følte, han nærmest blev deres ven.

Eleverne Mathilde og Celina fra 8. klasse mener, at historie er et af de allervigtigste fag, hvor vi lærer, hvor vi kommer fra, så vi bedre forstår, hvor vi er nu. Og som de siger: ”Det, der sker nu for os, kommer til at være gamle dage for nogen. Vi synes jo alt det her med smartphones osv. er nyt, men det kommer i historiebøgerne om mange år.”

Hent forskningsoversigt og lyt til podcast

Fakta

’Historieundervisning’ af Claus Haas er den 16. forskningsoversigt i DPU, Aarhus Universitet og Nationalt Center for Skoleforsknings e-bogsserie ’Pædagogisk indblik’. ’Pædagogisk indblik’ er skrevet direkte til lærere, undervisere, pædagoger, ledere, konsulenter, beslutningstagere, forvaltninger og alle andre, der beskæftiger sig med pædagogik eller uddannelse i praksis.

Forskningsoversigten om grundskolens historieundervisning giver overblik over den eksisterende skandinaviske og internationale forskning på området og henvender sig især til lærere, lærerstuderende og andre, der underviser eller skal undervise i historie eller beslægtede fag eller på anden måde beskæftiger sig med historiefaget i skolen.

Den inviterer – bl.a. via arbejds- og refleksionsspørgsmål – læserne til at diskutere og tage stilling til de spørgsmål og svar, forskningen peger på, og giver samtidig et indblik i de forudsætninger, den bygger på. 

Forskningsoversigten gennemgår tre didaktiske tilgange til historieundervisning.

• Den centralstyrede tilgang knytter elevers historiebevidsthed tæt sammen med den obligatoriske historiekanon, der bl.a. blev indført for at lægge vægt på en kronologisk fortælling om et etnisk dansk folkefællesskab.
• Den fagstyrede tilgang tager udgangspunkt i, at elevers historiebevidsthed er mangelfuld og usammenhængende, hvorfor den skal underlægges faglig disciplinering. Denne tilgang kendes internationalt under betegnelsen ’historisk tænkning’ og har bl.a. fokus på at skabe sammenhæng mellem skolefag og videnskabsfag i undervisningen.
• Den brugerstyrede tilgang har fokus på at forstå, at elever – og andre lægpersoners – udvikling af historiebevidsthed udvikles både i og uden for skolen, og hvordan det kan virke sammen. I praksis er der tale om historiebrugsdidaktik med vægt på elevers hverdagslige samt nutids- og fremtidsorienterede ’brug’ af fortidige erfaringer, erindringer og oplevelser fra deres eget liv.

Oversigtens teoretiske omdrejningspunkt er begrebet om elevers historiebevidsthed. Mange historielærere tillægger begrebet afgørende betydning, og begrebet indgår – som ”historisk bevidsthed”- i Fælles Mål for folkeskolens historieundervisning. Historiebevidsthed betyder dog noget meget forskelligt, afhængigt af hvilken af de tre historiedidaktiske tilgange man spørger.

”Historiebevidsthed handler om forholdet mellem menneskers fortidsfortolkning, nutidsforståelse og fremtidsforventninger. I alle mennesker, kulturer og samfunds liv indgår der en erindret fortid, men med historiebevidsthedsbegrebet vil man gerne væk fra den rent fortidsfikserede historie og indflette både nutids- og fremtidsperspektiver i undervisningen,” siger Claus Haas.

’Pædagogisk indblik’ udgives i samarbejde med Aarhus Universitetsforlag.

dpu.au.dk/pædagogiskindblik