Her er der størst chance for at cykle i tørvejr
Bor du i Hellerup, har du 25% større risiko for at cykle i regnvejr, end hvis du stiger på jernhesten i Ishøj. To forskere fra Københavns Universitet og DTU har kigget nærmere på, hvor og hvornår det regner mest i Københavnsområdet.

Er du en af dem, der tænker, at det næsten altid regner, når du cykler til arbejde? Så tager du fejl. I Københavnsområdet er der faktisk kun 6% risiko for, at du bliver ramt af regn, når du bevæger dig rundt på gader og veje. For i gennemsnit er der tørvejr i hovedstaden hele 94% af tiden hen over året. Det viser regnmålerdata, som lektor Ole Fryd fra Københavns Universitet og lektor Roland Löwe fra DTU har analyseret.
”Det er ikke så slemt, som mange måske tror. Hvis man cykler på arbejde hver dag, vil man statistisk set kun cykle i regnvejr én dag om måneden, mens man resten af tiden vil køre i tørvejr,” siger Ole Fryd.
Men det er ikke lige meget, hvor og hvornår man hopper på den tohjulede i hovedstadsområdet.
”Har man det stramt med regnvejr, er det værste, man kan gøre, at cykle hjem fra tennis i Gentofte ved 20-tiden i oktober, mens det bedste, man kan gøre, er at cykle ned og se solopgangen tidligt om morgenen ved Køge Bugt Strandpark i april,” siger Ole Fryd.
Han og Roland Löwe har analyseret seks års regnmålerdata fra 35 officielle målestationer i Storkøbenhavn. Og dataene afslører markante statistiske forskelle på tværs af hovedstadsområdet.
”Vores analyse viser, at der er 25% større sandsynlighed for, at det regner på dig i Hellerup og Gentofte-området, end der er, hvis du befinder dig på Vestegnen, fx i Ishøj eller Høje Taastrup”, siger Roland Löwe.
Mød tidligt og gå tidligt
Ud over de geografiske forskelle på tværs af Storkøbenhavn, er der også betydelige variationer i løbet af døgnet, fortæller han:
”Situationen er bedst for postbude og skraldemænd. Du skal nemlig meget tidligt afsted, hvis du vil være relativt sikker på at komme tørskoet på arbejde. Det er også bedre at møde ind kl. 8 end kl. 9 og at have fri kl. 15 frem for kl. 16. Værst ser det ud mellem 20 og 21 om aftenen, hvor det statistisk set regner mest. Det er måske meget heldigt for børnefamilierne, der kan putte ungerne til den beroligende lyd af silende regn.”
Ser man på, hvordan regnen fordeler sig hen over året, er oktober den værste cykelmåned:
”Vi oplever tit, at det kan være irriterende at cykle i efteråret. Og det har noget på sig. Faktisk er der fire gange større risiko for at blive våd i myldretiden i oktober, end der er i april, som er de måneder med henholdsvis størst og mindst sandsynlighed for at cykle i en byge. Det forklarer nok, hvorfor vi er lidt småsure i efteråret,” siger Ole Fryd.
Forskerne gør opmærksom på, at der ikke er tale om et decideret forskningsprojekt, men blot en forholdsvis hurtig analyse, som de lavede ’for sjov’.
”Jeg får tit spørgsmålet fra studerende om, hvor tit det egentlig regner i Danmark. Man kan godt finde tal på, hvor kraftigt det regner, men for almindelige mennesker er der ingen nemt tilgængelig viden om hvor ofte. Derfor satte Roland og jeg os sammen og begyndte at regne på det under en bustur hjem fra en workshop i Jylland,” siger Ole Fryd.
Roland Löwe supplerer:
”Det her var mest for sjov, og det er klart, at man kan lave en grundigere analyse, der strækker sig over en længere årrække og måske er endnu mere præcis. Men det er et godt groft bud på, hvordan de overordnede regnvejrsmønstre i hovedstadsområdet ser ud,” slutter Roland Löwe.
FAKTA:
Roland Löwe og Ole Fryd har analyseret observationer fra 35 målestationer i Københavnsområdet for en seksårig periode. Stationerne drives i regi af Spildevandskomiteens (SVK) regnmålernetværk (https://spildevandskomiteen.dk/organisation/regnmaalersystemet).
Ole Fryd er byplanlægger, ph.d. og lektor på
Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet. Roland Löwe er hydrolog, ph.d. og lektor på Institut for Miljø- og Ressourceteknologi på DTU.
Nøgleord
Kontakter
Ole Fryd
Lektor
Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning
Københavns Universitet
20 98 42 43
of@ign.ku.dk
Maria Hornbek
Journalist
Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet
Københavns Universitet
22 95 42 83
maho@science.ku.dk
Billeder
Om Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet
Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet – SCIENCE – er landets største naturvidenskabelige forsknings- og uddannelsesinstitution.
Fakultetets væsentligste opgave er at bidrage til løsning af de store udfordringer, som vi står overfor i en verden under hastig forandring med øget pres på bl.a. naturressourcer og markante klimaforandringer - både nationalt og globalt.
Følg pressemeddelelser fra Københavns Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Universitet
Forskere på vej til at løse mexicansk mysterium6.10.2025 14:58:26 CEST | Pressemeddelelse
Christophe Helmke og Magnus Pharao Hansen har taget de første skridt til at løse et stort arkæologisk mysterium om den mexicanske oldtidsby Teotihuacan. Hidtil har ingen vidst, hvilket sprog teotihuacanerne talte og skrev.
Kirken var 1700-tallets distriktspsykiatri6.10.2025 10:30:05 CEST | Pressemeddelelse
Det var ofte den lokale præst, som var med til at diagnosticere og behandle personer med psykiske lidelser i 1700-tallet. Det viser ny forskning fra Københavns Universitet.
Forskere genopliver yoghurt lavet af… myrer3.10.2025 17:00:00 CEST | Pressemeddelelse
En gammel opskrift på yoghurt lavet på myrer er blevet genskabt af forskere fra Københavns Universitet. I et studie viser de, hvordan myrer og de bakterier, der lever på dem, kan forvandle mælk til yoghurt. Det giver både ny viden om fortidens madtraditioner og en af nutidens store madtrends, og så kan studiet give inspiration til nye bæredygtige fødevarer.
Eksperter: Klimapolitik skal tilpasses hvert enkelt land3.10.2025 09:03:39 CEST | Pressemeddelelse
Forskere har spurgt over 400 internationale eksperter, hvilke klimapolitikker der virker bedst. Der er ikke én løsning, som alle er enige om - bortset fra en CO₂-grænseafgift ved handel mellem lande, som et overraskende stort flertal støtter. Ellers viser undersøgelsen, at klimapolitik bør tilpasses det enkelte lands særlige forhold og behov.
Forskere: Tech-giganter omformer krigens logik2.10.2025 20:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Når store virksomheder hjælper Ukraine med at opretholde landets digitale infrastruktur, så er der ikke blot tale om teknisk hjælp. De er aktive, politiske aktører, som omformer forholdet mellem stater og private virksomheder, viser ny forskning.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum