Her er de 4 nominerede til NYT SAMMEN BEDRE-prisen
De fire nominerede til Danmarks første nationale innovationspris for den offentlige sektor er fundet. Se dem her.

Et forløb målrettet børn og unge med psykiske udfordringer. Et projekt, der sætter fokus på datademokrati. Et fremtidsværksted for udskolingsbørn. Og et beslutningsstøtteværktøj, som fremmer dialogen mellem kræftpatienter og klinikere.
De fire innovationer er nomineret til NYT SAMMEN BEDRE-prisen.
NYT SAMMEN BEDRE-prisen er Danmarks første nationale innovationspris for den offentlige sektor. Den bliver uddelt af Center for Offentlig Innovation (COI) og COK – Center for Offentlig Kompetenceudvikling.
Imponeret over det stærke felt
I alt 37 offentlige innovationer var indstillet til NYT SAMMEN BEDRE-prisen.
De fire nominerede blev valgt for deres stærke og forskellige bud på løsninger af samfundsmæssige problemer, deres høje kapacitet til at udvikle løsninger i samarbejde og for deres store spredningspotentiale til gavn for det danske velfærdsamfund.
Pia Gjellerup, centerleder i COI og medlem af den jury, der har udvalgt de fire nominerede, er imponeret over det stærke felt:
"Det har været et stort arbejde for juryen, for vi har måttet have de stærke briller frem for at kunne udvælge de innovationer, der lige netop ramte kriterierne bedst. Vi endte med at nominere fire temmelig forskellige innovationer, som repræsenterer både NYT, SAMMEN og BEDRE. Det samlede felt viser en offentlig sektor med stor udviklingskraft. Innovationsarbejdet har nået et nyt modenhedsniveau. Der sker meget for hele tiden at styrke kvaliteten og effektiviteten - ofte drevet af meget ambitiøse medarbejdere," siger centerlederen.
Offentliggjort til Innovationsdagen
NYT SAMMEN BEDRE-prisen bliver sammen med Hverdagsinnovationsprisen i år uddelt for første gang.
I juryen, der har udvalgt de fire nominerede og vinderen af NYT SAMMEN BEDRE-prisen, sidder formand for KL Jacob Bundsgaard (S), formand for Danske Regioner Stephanie Lose (V), adm. direktør for Dansk Design Center Christian Bason, centerleder i COI Pia Gjellerup, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) Lizette Risgaard og formand for Akademikerne Lars Qvistgaard.
Vinderne af priserne bliver offentliggjort til Innovationsdagen den 5. september 2019 i FÆNGSLET i Horsens, hvor der også er mulighed for at udforske offentlig innovation på nærmeste hold få ny viden, inspiration og netværk til sit innovationsarbejde.
Du kan følge med og høre mere om de fire nominerede i en række podcastepisoder, som COI udgiver senere i august. Læs mere om de fire nominerede herunder:
---
TILBAGE TIL SKOLEN – indstillet af Psykiatrien i Region Syddanmark
Målgruppe: Børn og unge mellem 6-20 år, som er ved at afslutte et forløb med Børne - Ungdomspsykiatrien i Odense.
Beskrivelse: Med Tilbage til Skole er det lykkes at få 89 procent af de involverede børn og unge med massivt skolefravær grundet psykiske udfordringer tilbage til stabil skolegang, samtidig med at familien er kommet på ret køl. Skolen er en fundamental platform for børn og unge i deres liv, og et godt og afsluttet skoleforløb er væsentligt for deres fremtidige muligheder. Man ved, at fravær fra skole medfører lavere trivsel, da man står uden venskaber og en normaliserende rytme. Ingen skole betyder derfor også flere genindlæggelser. Tilbage til Skole har udviklet og implementeret en innovativ metode til arbejdet med netop denne komplekse målgruppe, hvor samarbejde på tværs, klare aftaler og helt tæt opfølgning er blandt de centrale nøgleord. Teamet bag Tilbage til Skole (socialrådgiver, psykolog og sygeplejerske) har sat deres samlede faglighed i spil til i intensive forløb at arbejde med familier og skoler om at genetablere en almindelig hverdag for målgruppen.
DATADEMOKRATI – indstillet af Aarhus Kommune
Målgruppe: Borgere og skoleelever.
Beskrivelse: Datademokrati søger at udvikle og teste forskellige måder at være i dialog med borgere om, hvilken betydning væksten i data og udviklingen af kunstig intelligens har i og for vores lokalsamfund. Hvilke muligheder og konsekvenser efterlader den teknologiske udvikling i sit kølvand? Med forankring på biblioteket på DOKK1 testes modeller og koncepter for, hvordan man kan engagere lokalsamfundet i dialog om data, teknologi og muligheder, som så kan replikeres på andre biblioteker. Tilbuddene til borgerne er forankret i bibliotekets fysiske rum, mens tilbuddene til skoleelever kobles på det nationale forsøgsfag 'teknologiforståelse'. Der testes også koncepter, som involverer både skoleklasser og borgere. Koncepterne spænder fra workshop og dialog i større fora på biblioteket til konkret arbejde med data, fx 'indsamling' af lyde fra borgernes nærområder med henblik på at øge bevidstheden om data og brug heraf. Det primære sigte er at styrke borgernes datakompetencer, så den demokratisk samtale styrkes.
FURESØS FREMTIDSVÆRKSTED – indstillet af Furesø Kommune
Målgruppe: Primært udskolingsbørn (6.-9. klasse), men alle er velkomne.
Beskrivelse: Furesø Kommune har skabt Fremtidsværkstedet – et fysisk sted men også et mindset, så børn og unge kan være medskabere af deres egen fremtid, erhverve sig fremtidens kompetencer og få mulighed for livslang læring. Man har set et behov for i højere grad at understøtte grundlaget for børnenes karrierevalg ved at stimulere deres digitale viden og øvelse og skabe en øvebane for de mere praksisnære og håndværksbaserede tilgange til problemløsning. Fremtidsværkstedet bygger på en samskabelsestanke, hvor cases og materialer stilles til rådighed fra de forskellige kommunale enheder samt fra virksomheder og foreninger. Eleverne får lov at arbejde virkelighedsnært og kommer tæt på forskellige erhvervsområder. Fremtidsværkstedet er tænkt indefra og ud, som et svar på fremtidens kompetencer og dannelses-perspektiver. Det er et kreativt laboratorium, hvor eleverne kan lære mere om sig selv, den omverden, der omgiver dem, om deres karrieremuligheder, og på den baggrund lægge karriereplaner.
FÆLLES BESLUTNINGSTAGNING MED KRÆFTPATIENTER – indstillet af Vejle Sygehus (Sygehus Lillebælt)
Målgruppe: Kræftpatienter.
Beskrivelse: Fælles Beslutningstagning handler om at skabe et bedre samarbejde mellem patient og klinikere, når der skal træffes beslutninger om udredning, behandling og opfølgning. Dette gøres gennem en struktureret samtale, hvor BESLUTNINGSHJÆLPEREN bruges som redskab. Værktøjet indeholder en række kort, der er tilpasset den konkrete behandling, der skal støtte dialogen mellem kliniker og patient og sikre, at patienten er opmærksom på, at han/hun har et valg, og at beslutninger tages på et velfunderet grundlag. Kræftbehandling omfatter et stort antal behandlingsmuligheder, og bivirkningerne kan ofte blive afgørende for den anbefalede behandling. Ved at anvende den nye tilgang får patienterne mulighed for at drøfte og reflektere over, hvilke præferencer de har, og hvordan dette kan tilpasses de behandlingsmuligheder, der er. Lægen får mulighed for i fællesskab med patienten at vælge den rette behandling, der understøtter patientens præferencer bedst, og patienten kan også bruge værktøjet til at drøfte valgmulighederne med pårørende.
OM INNOVATIONSPRISERNE
|
Nøgleord
Kontakter
Paul SauerJournalist (presseansvarlig)
Tlf:61813103ps@coi.dkLene Krogh JeppesenChefkonsulent
Tlf:61813105lkj@coi.dkPia GjellerupCenterleder
Tlf:61813101pgj@coi.dkBilleder






Links
Information om Center for Offentlig Innovation
Center for Offentlig Innovation (COI) er et nationalt center, der understøtter øget kvalitet og effektivitet i hele den offentlige sektor gennem innovation.
COI blev etableret af parterne på det offentlige arbejdsmarked i 2014 og er tværoffentligt finansieret via økonomiaftalerne mellem regeringen, KL og Danske Regioner. Læs mere på www.coi.dk
Følg pressemeddelelser fra Center for Offentlig Innovation
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Center for Offentlig Innovation
Dansk innovation skaber ny global standard23.2.2021 04:30:00 CET | Pressemeddelelse
20 lande har samarbejdet om Copenhagen Manual – en international standard for at måle innovation i den offentlige sektor. Et vigtigt bidrag, siger minister.
9 ud af 10 nye løsninger i det offentlige forbedrer kerneopgaven26.11.2020 08:15:00 CET | Pressemeddelelse
Samtidig spiller medarbejderne en nøglerolle i at forny den offentlige sektor, viser nye tal fra Center for Offentlig Innovation.
Nye tal: Politikerne spiller en nøglerolle i fornyelsen af den offentlige sektor25.8.2020 05:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Politikerne både vil – og kan – drive den udvikling, der skal føre til nye løsninger på fremtidens velfærdsudfordringer. Det viser nye tal fra COI.
Offentlig topleder: "En drift presset i bund skaber et forfærdeligt miljø for innovation"30.4.2020 05:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Behovene for radikale klimaløsninger tårner sig op, mens innovationsarbejdet taber flyvehøjde i en presset drift. Sådan lyder det fra 24 offentlige topledere i en ny analyse fra COI og BETA.
Nye tal: 4 ud af 5 offentlige arbejdspladser i Norden er innovative24.9.2019 05:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Den første tværnordiske sammenligning af innovationsstatistik over den offentlige sektor nogensinde viser, at offentlige arbejdspladser i hele Norden er innovative og skaber værdi. Fantastisk, siger minister.
Virtual Reality mod social angst er vinder af Hverdagsinnovationsprisen6.9.2019 10:30:04 CEST | Pressemeddelelse
Silkeborg Kommune bruger Virtual Reality til at hjælpe unge med social angst. Det blev torsdag belønnet med Hverdagsinnovationsprisen, en ny innovationspris for den offentlige sektor.
Vinder af NYT SAMMEN BEDRE-prisen er Region Syddanmark i samarbejde med Odense Kommune5.9.2019 12:33:48 CEST | Pressemeddelelse
Vinderen af den nye nationale innovationspris for den offentlige sektor blev i dag kåret til Innovationsdagen i Horsens. Det blev 'Tilbage Til Skole' udviklet af Region Syddanmark i samarbejde med Odense Kommune, der løb med sejren.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum