Yderligere fem kommuner underskriver hensigtserklæring om sammen at finde nye løsninger til inkontinens hos plejehjemsbeboere

Del

CO-PI byder velkommen til Københavns Kommune, Middelfart Kommune, Halsnæs Kommune, Sorø Kommune og Esbjerg Kommune, der nu har skrevet under på en hensigtserklæring i skaleringsprocessen 'Sammen om løsninger til inkontinens'.

Billede: Leder af innovationsafdelingen, Monica Andersen (tv) fra Sundheds- og Omsorgsforvaltningen í Københavns Kommune og vicekontorchef i Digitalisering, Rikke Christensen (th) fra Socialforvaltningen i Københavns Kommune har underskrevet hensigtserklæring om at tilslutte sig skaleringsprocessen 'Sammen om løsninger til inkontinens'.
Billede: Leder af innovationsafdelingen, Monica Andersen (tv) fra Sundheds- og Omsorgsforvaltningen í Københavns Kommune og vicekontorchef i Digitalisering, Rikke Christensen (th) fra Socialforvaltningen i Københavns Kommune har underskrevet hensigtserklæring om at tilslutte sig skaleringsprocessen 'Sammen om løsninger til inkontinens'.

Yderligere fem kommuner underskriver hensigtserklæring om sammen at finde nye løsninger til inkontinens hos plejehjemsbeboere.

Det betyder, at kredsen nu tæller 10 kommuner, der kan tilslutte sig den ambitiøse hensigtserklæring om at få udviklet fremtidens løsninger til inkontinens. 

Målet er – gennem et innovativt offentligt indkøb – at skabe nye løsninger i samarbejde med private aktører. Løsningerne skal øge værdigheden for borgere med inkontinens på plejehjem, forbedre personalets arbejdsmiljø og frigive tid til kerneopgaven.  

Sammen kan kommuner skubbe til innovation  

Ved at skrive under på hensigtserklæringen forpligter de nye deltagere i skaleringsprocessen sig til fremover at stille nye krav i offentlige indkøb af løsninger til inkontinens. 

"Det er afgørende for kommunerne, at velfærdsteknologi understøtter plejepersonalets arbejde. Hvis vi i praksis skal frigive ressourcer ved at udbyde, udvikle og implementere endnu flere enkeltstående løsninger, er vi nødt til samtidig at skabe langt større stringens i håndteringen af velfærdsteknologi – og at flytte det tekniske ansvar væk fra plejepersonalet. Der er behov for at samle datainput på tværs af løsninger, bearbejde, sortere og formidle dette på ét sted og på en måde, der understøtter plejepersonalets arbejdsgange, så de kan fokusere på den gode pleje og nære kontakt med borgerne. Ellers ender det bare i alarmstøj og stress," siger seniorprojektleder Anne Marie Berg fra CO-PI og uddyber: 

"Når vi vil skabe nye forudsætninger for at udnytte potentialet i velfærdsteknologi på et systemniveau, er det afgørende, at flere kommuner stiller sig bag efterspørgslen og byder sig til i samarbejdet med virksomhederne. Derfor er vi både glade for og stolte over at kunne byde de fem nye kommuner velkommen i samarbejdet."  

Københavns Kommune: Både borgere med inkontinens og personalet har brug for nye løsninger

Københavns Kommune har valgt at tilslutte sig skaleringsprocessen for at efterspørge nye innovative løsninger til at sikre en værdig ældrepleje og forbedre arbejdsmiljøet for plejepersonalet:  

"Et liv med inkontinens skal ikke stå i vejen for en værdig hverdag med høj livskvalitet. Vi har brug for innovative produkter og bæredygtige løsninger, som kan hjælpe borgerne, og som samtidig kan forbedre arbejdsmiljøet for vores medarbejdere i ældreplejen. Det er særligt vigtigt i en tid med akut mangel på uddannet arbejdskraft. I Københavns Kommune glæder vi os til at tage del i arbejdet sammen med de øvrige kommuner og udveksle erfaringer," siger sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune, Sisse Marie Welling (SF).

null
Billede: Leder af innovationsafdelingen, Monica Andersen (tv) fra Sundheds- og Omsorgsforvaltningen í Københavns Kommune og vicekontorchef i Digitalisering, Rikke Christensen (th) fra Socialforvaltningen i Københavns Kommune har underskrevet hensigtserklæring om at tilslutte sig skaleringsprocessen 'Sammen om løsninger til inkontinens'.

Middelfart Kommune: Vi drømmer om nye produkter, systemer og arbejdsgange

Middelfart Kommune har tilsluttet sig hensigtserklæringen for at få større udsyn og mere handlekraft til at udvikle ældreområdet: 

"I Middelfart Kommune er vi optagede af at lykkes med at udvikle ældreområdet og skabe velfærd. Vi har hørt godt om skaleringsprocessen om inkontinens, og vi vil derfor gerne gå sammen med andre kommuner og relevante virksomheder i en proces drevet af dygtige folk hos CO-PI. Det vil sikre, at vi kan nå frem til det bedste svar på, hvordan vi kan øge trivslen hos vores borgere med inkontinens. For vi har mange udfordringer i ældreplejen, og det er benhårdt arbejde at stå med problematikken alene. Med underskrivningen af hensigtserklæringen forventer vi at få et større udsyn og mere handlekraft. Vi har en drøm om at finde frem til de helt rigtige produkter, systemer og arbejdsgange til en fornuftig pris og med et bedre klimaaftryk," siger Jakob Slot Schmidt, der er souschef for Senior- og Sundhed i Middelfart Kommune

null
Billede: Jacob Slot Schmidt, der er souschef for Senior- og Sundhed i Middelfart Kommune, underskriver hensigtserklæring om inkontinens.

Halsnæs Kommune: Nye løsninger skal gavne borgere, personale, klima og økonomi

Halsnæs Kommune har tilsluttet sig hensigtserklæringen i skaleringsprocessen for at skubbe til udviklingen af innovative velfærdsteknologier, der gavner forskellige bundlinjer:

"Inkontinens er et stort problem for mange af plejehjemsbeboere. Som politiker mener jeg, at vi er forpligtet til hele tiden at se efter nye løsninger, der kan give vores borgere den bedst mulige pleje. Ved at underskrive denne hensigtserklæring signalerer Halsnæs Kommune, at vi støtter op om udvikling af innovative velfærdsteknologiske løsninger, som potentielt kan gavne både borgere, personale, klima og økonomien," udtaler Thue Lundgaard, der er udvalgsformand og formand for udvalget Ældre, Sundhed og Forebyggelse i Halsnæs Kommune.

null
Billede: Thue Lundgaard, udvalgsformand og formand for udvalget Ældre, Sundhed og Forebyggelse i Halsnæs Kommune.

Sorø Kommune: Samarbejde skal forbedre kontinenspleje og arbejdsvilkår

Sorø Kommune har valgt at tilslutte sig hensigtserklæringen for at samarbejde med kommuner og virksomheder om at finde innovative løsninger, der gør en forskel for både borgere og plejepersonale: 

"I Sorø Kommune har vi valgt at underskrive hensigtserklæringen for at forbedre kontinensplejen på vores plejecentre og bosteder og samtidig skabe nogle bedre arbejdsvilkår for vores plejepersonale. Vi syntes, det er en fantastisk mulighed at indgå i et samarbejde med andre kommuner og virksomheder om at udvikle løsninger, der gør en forskel for borgere med inkontinens. Vi skal begynde at bruge hinanden – det er jo samme kerneopgaver, der skal løses. Der er meget at hente ved at arbejde tættere sammen," siger Charlotte Sørensen, der er projektleder inden for Social og Sundhed i CSS Sekretariat i Sorø Kommune.

null
Billede: Projektleder Charlotte Sørensen fra Sorø Kommune underskriver hensigtserklæring.

Esbjerg Kommune: Teknologi i samspil med medarbejdernes behov skal forbedre plejen

Esbjerg Kommune har tilsluttet sig hensigtserklæringen for at understøtte udviklingen af nye teknologiløsninger, der er effektive og integrerede i den daglige kommunale praksis:

"Med dette understreger vi vigtigheden af, at medarbejderne er veluddannede og involveres fra starten, så teknologierne kan fungere i sammenhæng og ikke som isolerede løsninger. Dette vil bidrage til at forbedre borgernes livskvalitet og selvbestemmelse. Samtidig skal plejepersonalets tid fokuseres på deres kerneopgaver og ikke på selve teknologien. Derudover en dør for private leverandører til at deltage i innovative indkøb og indgå i længerevarende udviklingssamarbejder med kommunerne. Dette samarbejde understøtter udviklingen af teknologier, der er tilpasset de reelle behov og arbejdsgange i kommunerne, samtidig med at det sikrer, at løsningerne er effektive og integrerede i den daglige praksis," siger Heidi Vestergaard Larsen, der er chef for Teknologi & Arbejdsmiljø i Esbjerg Kommune.

null
Billede: Heidi Vestergaard Larsen, der er chef for Teknologi & Arbejdsmiljø i Esbjerg Kommune, har sat sin underskrift på hensigtserklæringen.

Fakta: Sammen om løsninger til inkontinens   

Skaleringsprocessen 'Sammen om løsninger til inkontinens' er et samarbejde mellem Hjørring, Hillerød, Gladsaxe, Aalborg og Aarhus Kommuner, CO-PI og Danish Life Science Cluster.

Nu har Københavns Kommune, Middelfart Kommune, Halsnæs Kommune, Sorø Kommune og Esbjerg Kommune tilsluttet sig den hensigtserklæring, som er et resultat af dette samarbejde, og hvor kommunerne forpligter sig på at engagere sig i at udvikle nye løsninger gennem innovative offentlige indkøb.

Initiativet skal resultere i et innovativt offentligt indkøb, udvikling og implementering af nye velfærdsteknologiske løsninger til udredning og pleje af beboere med inkontinens på plejehjem i Danmark. 

Målet er at øge værdigheden for ældre borgere på plejehjem, som lever med inkontinens – og at forbedre plejepersonalets arbejdsmiljø, frigive tid på plejeområdet og reducere miljøbelastningen.  

Læs mere om skaleringsprocessen: Sammen om løsninger til inkontinens

Kontakter

Center for Offentlig-Privat Innovation (CO-PI) er et nationalt center, der bidrager til øget kvalitet og effektivitet i den offentlige sektor gennem innovation – og til samfundets velfærd og vækst gennem flere innovative løsninger skabt i offentlig-privat samarbejde.

CO-PI er tværoffentligt finansieret via økonomiaftalerne mellem regeringen, KL og Danske Regioner.

Læs mere på www.co-pi.dk

Følg pressemeddelelser fra Center for Offentlig-Privat Innovation

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Center for Offentlig-Privat Innovation

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye