Topdanmark A/S

Hacking-alarm advarer om misbrug: Topdanmark lancerer cyberforsikring til private forbrugere

Del
En voksende cybertrussel har fået 3 ud af 10 til at droppe onlinehandel og et af landets største forsikringsselskaber til at udvikle en helt ny type forsikring, der skal hjælpe privatkunder før, under og efter, at de har oplevet misbrug af følsomme oplysninger, svindel med kreditkortet, identitetstyveri, digitale krænkelser eller hackerangreb.

Topdanmark har som det første forsikringsselskab udviklet en komplet cyberforsikring, der dækker privatpersoner mod it-kriminalitet.

”Det er den første cyberforsikring på det danske marked, der er skræddersyet til forbrugere, der efterspørger muligheden for at blive hjulpet, hvis det går galt online. Det sker desværre oftere og oftere, når vi fx handler, ordner privatøkonomien eller har dialog med sundhedsvæsenet online. Den risiko vil vi gerne hjælpe vores kunder med at reducere og håndtere,” siger Carsten Elmose, privatdirektør i Topdanmark.

”Vi har en ambition om, at cyberforsikringen skal være lige så normal at have som en bil- eller indboforsikring. Cybertruslen forventer vi kun vil blive større i takt med den øgede digitalisering af hverdagen, der er accelereret af corona-nedlukningen, og cyberkriminelles brug af stadig mere avancerede metoder. Forandrer verden sig, og dermed de risici, som vi udsættes for, forandrer behovet for forsikringer sig også,” siger han.

Den nye cyberforsikring fra Topdanmark består af:

  • en intelligent og digital hacking-alarm, der advarer mod potentielle angreb og misbrug af personfølsomme data.

  • dækningen af cyberskader. Det kan være økonomisk erstatning, fx dækning af den selvrisiko som typisk kræves, hvis et kreditkort misbruges, eller det kan være tilbud om behandling med krisehjælp ved krænkelsessager.

  • retshjælp og juridisk rådgivning, fx hvis kunder er blevet digitalt krænket eller fået misbrugt deres kreditkort ved online handel.

     

3 ud af 10 dropper onlinehandel i frygt for misbrug
Antallet af skadesanmeldelser på cyberforsikring blandt erhvervskunder er steget med 35 procent de seneste tre år hos Topdanmark, og selskabet forventer, at det blot er et spørgsmål om tid, før truslen for private forbrugere er på samme niveau.

”Det vil undre mig, hvis ikke vi ser samme udvikling blandt private kunder, som den vi har set blandt vores erhvervskunder,” siger Carsten Elmose.

Ifølge den seneste undersøgelse af ”it-anvendelse i befolkningen” fra Danmarks Statistik har udsigten til misbrug afholdt flere fra at svinge kreditkortet. Blandt dem, der ikke har handlet online, svarer 3 ud af 10 i alderen 35-74 år, at det skyldes bekymringer om sikkerhed, fx beskyttelse af personlige data og kortoplysninger.

Bekymringen er ikke uden grund. Ifølge Det Kriminalpræventive Råd bliver et sted mellem 170.000 - 200.000 danskere årligt ramt af it-kriminalitet i form af misbrug af kortoplysninger, bedrageri ved onlinehandel, identitetstyveri og hadefulde ytringer. 

Den nyeste trusselsvurdering fra Center for Cybersikkerhed bekræfter billedet. Risikoen for cyberkriminalitet i Danmark er kort sagt ”meget høj”.


Flertal vil få en advarsel om misbrug fra hacking-alarmen
Hackingalarmen, som er et centralt element i forsikringen, advarer kunder om, at personfølsomme oplysninger eller kreditkortoplysninger kan være på vej til at blive misbrugt.

I praksis fungerer den ved, at man tilmelder en række enheder, der skal overvåges. Det kan være e-mailadresse eller kreditkortnummer, som herefter bliver overvåget døgnet rundt af et intelligent system, som giver kunden besked, når der er risiko for misbrug, fx hvis de har benyttet en hjemmeside, som har vist sig at være hacket.

Kunden får også gode råd til, hvad de kan gøre for at undgå, at skaden sker.

”Selvom de fleste først tænker på forsikringen og muligheden for at få hjælp, når skaden er sket, så er vi også optaget af forebygge situationer til gavn for både kunder, samfundet og os som selskab,” siger Carsten Elmose.

”Vi ved, at mange først køber en tyverialarm, efter de har haft indbrud, og det betyder desværre, at man kommer på bagkant og måske kunne have undgået skaden. De erfaringer har vi taget højde for, og derfor indeholder vores cyberforsikring også en automatisk sikring i form af en hackingalarm,” siger han.

Topdanmark forventer, at 6 ud af 10 kunder, der vælger at benytte hacking-alarmen, på et tidspunkt vil opleve at få en advarsel om, at deres personfølsomme oplysninger er i risiko for at blive misbrugt.

Den nye cyberforsikring kan købes i slutningen af året, og forsikringen, som dækker hele husstanden, koster 49 kroner om måneden.

Læs mere på topdanmark.dk om den nye cyberforsikring.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Links

Information om Topdanmark A/S

Topdanmark A/S
Topdanmark A/S
Borupvang 4
2750 Ballerup

https://www.topdanmark.com/

Topdanmark er landets næststørste forsikringsselskab og fjerdestørste kommercielle pensionsselskab.

Vi er 2.400 medarbejdere, der hjælper flere end 110.000  erhvervs- og landbrugskunder og over 500.000 privatkunder i hele landet. Det har vi gjort siden 1898, hvor grundstenen til Topdanmark blev lagt.

Følg pressemeddelelser fra Topdanmark A/S

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Topdanmark A/S

Topdanmark får godkendt køb af Dansk Sundhedssikring27.10.2023 09:25:17 CEST | Pressemeddelelse

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har uden betingelser godkendt Topdanmarks køb af Oona Health A/S med datterselskaber, inklusive Dansk Sundhedssikring der er det største og mest kendte selskab. Dermed er den sidste af tre myndighedsgodkendelser på plads, og Topdanmark forventer, at handlen bliver endeligt gennemført den 1. december 2023. ”Vi er nu klar til at gennemføre købet og indfri ambitionen om at skabe en markedsledende position inden for sundhedsløsninger til danskere og danske virksomheder. Det er en position, der flugter med Topdanmarks strategi om at være et fokuseret skadesforsikringsselskab, der skaber lønsom vækst i kerneforretningen,” siger Peter Hermann, adm. direktør i Topdanmark. Som en naturlig konsekvens af ejerskabet vil Topdanmarks regnskaber fremover omfatte selskabernes samlede finansielle resultater. Forventningerne til præmievæksten i Topdanmark-koncernen for 2023 opjusteres derfor til over 2,5 procent i forlængelse af købet af Oona Health A/S, og Topdanmarks

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye