Grumt syn i solcellepark: Får var døde eller udsultede
Dyrenes Beskyttelses besøg på en solcellepark på Lolland afslørede en grum dyreværnssag. Fårene, der skulle holde græs nede, viste sig at være voldsomt udsultede. Et får lå dødt med et lam halvt ude af fødselsvejen, mens et andet måtte aflives, da det var for udmattet til at føde. Dyrenes Beskyttelse har politianmeldt ejeren af fårene. Dyrlægen, der blev tilkaldt, er rystet over sagen.
- Jeg har gået rundt i gummistøvler som dyrlæge i 35 år, men det er det værste, jeg har oplevet. Særligt de døde får, der har været for afkræftede til at læmme, og den ligegyldighed, der er udvist over for fårene. Ejeren af dyrene har tjent penge på arealplejen, men har i en længere periode hverken sikret dem foder eller vand, samtidig med at flere var drægtige, siger dyrlæge Inga Stamphøj, der også har anmeldt ejeren af dyrene.
Sagen startede den 25. februar i år, da Dyrenes Beskyttelses kredsformænd, som er frivillige dyrereddere, rykkede ud efter et opkald om et får, der var viklet ind i pigtråd på en mark med solceller på Lolland. Dyrlæge og politi blev tilkaldt. Fåret blev reddet fri fra hegnstråden, men måtte aflives på grund af skader og dårlige stand. Men det fastklemte får viste sig hurtigt kun at være toppen af isbjerget.
Sammen med politi, dyrereddere og ejeren af marken gik dyrlægen en runde på grunden. Samtlige 30 får af i alt cirka 100 på marken, der blev undersøgt, var ved meget dårligt huld - fagudtrykket for udmagrede dyr. Gruppen fandt to får, som er døde under læmning, mens et andet får stadig er i fødsel. Dyrereddere og dyrlæge forløser fåret, men lammet er dødt og ulden på fostret er løsnet, hvilket indikerer, at lammet har været dødt i over 12 timer. Fåret må efterfølgende aflives.
Der var intet græs eller anden vegetation til føde for fårene, men udsultningen kunne let have været undgået med tilskudsfodring. Dyreredderne fandt da også en del indpakkede baller med wrap på marken, men de havde fået lov at stå og mugne. Samtidig havde dyrene dårlig adgang til vand i en mergelgrav.
Dyrenes Beskyttelse fik fat i ejeren af fårene, som driver en virksomhed med naturpleje. Dagen efter var fårene fodret med hø/wrap af god kvalitet, og der var opsat en murerbalje med vand op. For en del får var det dog for sent, og flere får døde i den efterfølgende uge.
Dyrenes Beskyttelse har anmeldt ejeren af fårene for brud på dyreværnsloven paragraffer om blandt andet forsvarlig behandling af dyr og beskyttelse mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe. Der kan være tale om grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling i henhold til dyrevelfærdslovens paragraf 58
Faldgruber ved får i solcelleparker
Dyrenes Beskyttelse har ikke haft lignende sager med solcelleparker, men opfordrer alle med besætninger af dyr i solcelleparker til at være ekstra grundige med tilsynet med dyrene.
”Det kan være meget vanskeligt at tilse en flok får i en solcellepark, da nogle dyr hurtigt kan skjule sig bag en række af paneler. Derfor kræver det ekstra tilsyn, hvis man skal holde ordentligt øje med dyrenes tilstand. Samtidig kan det være vanskeligt at fange et får, hvis det er sygt eller skadet og har brug for hjælp eller behandling,” siger dyrlæge hos Dyrenes Beskyttelse Anders Højgaard Tølbøll.
Tilsynet med dyrene er ekstra krævende, hvis fårene er drægtige. Her viser eksemplet fra Lolland, hvor galt det kan gå for får, hvor fødslen er kompliceret, fordi et lam har sat sig fast i fødegangen.
Solcelleparker har dog den fordel, at fårene kan finde skygge i løbet af sommeren.
Billeder
Information om Dyrenes Beskyttelse
Vi hjælper dyr i nød, stopper overgreb mod dyr og kæmper for et respektfuldt og bæredygtigt forhold mellem dyr, mennesker og natur.
Følg pressemeddelelser fra Dyrenes Beskyttelse
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Dyrenes Beskyttelse
Hjorte ramt af fly og en odder i stuen: 2024 blev opsigtsvækkende for dyreredderne20.12.2024 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
De frivillige reddere hos Dyrenes Beskyttelse oplevede lidt af hvert i 2024, da de rykkede ud til knap 40.000 sager om dyr i nød.
Dyr dumpes stadig i stor stil16.12.2024 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Over tusinde dyr er igen i år blevet dumpet, viser tal fra Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral. Det betyder, at der i 2024 i gennemsnit blev dumpet næsten 4 kæledyr om dagen. Organisationen håber, at 2025 bliver året, hvor dumping af dyr droppes.
Husk det nu: Affyringsperioden for fyrværkeri er ændret15.12.2024 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
15. december starter salgsperioden for fyrværkeri til nytår, men som noget nyt må der i år først lovligt fyres af fra 31. december til 1. januar. Dyrenes Beskyttelse håber, at danskerne er bevidste om ændringen og på den måde tager mere hensyn til både dyr og mennesker.
Organisationer bekymrede for kæledyr: Stop salget af nikotinposer29.11.2024 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
I takt med at de små hvide snusposer bliver mere populære, ender flere og flere af dem på gaden og i naturen. Her kan de i værste tilfælde tage livet af hunde og andre dyr, der spiser dem. Det får nu en række organisationer til at råbe politikerne op. Og idéen om et politisk indgreb har tilsyneladende folkelig opbakning.
Organisationer i opråb: Stenbideren skal fredes nu27.11.2024 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
For andet år i streg anbefaler DTU Aqua, at fiskeriet efter stenbidere stoppes. Dyrenes Beskyttelse, Danmarks Naturfredningsforening og WWF står samlet om at kræve, at fødevareministeren i år følger anbefalingen, så de truede danske bestande får en chance for at genetablere sig.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum