Frygt ikke Amazon: Danskerne foretrækker danske hjemmesider, når vi handler på nettet

Del
Flertallet af danskere foretrækker at handle på danske hjemmesider, det viser en ny undersøgelse. Danskerne har langt større tillid til danske lokale webshop og føler at det er trygt.

Siden rygterne om Amazons ankomst i norden første gang begyndte for et par år siden, er der blevet skrevet og talt en masse om, hvad det kommer til at betyde for den danske detailhandel. En ny undersøgelse fra Business Danmark, viser dog, at danske virksomheder skal slå kold vand i blodet. Undersøgelsen viser nemlig, at hele 55 procent af danskerne foretrækker at handle på danske hjemmesider frem for internationale.

Den udstrakte arm til den danske nethandel vækker begejstring hos Business Danmark, der organiserer 27.500 medlemmer beskæftiget indenfor salg og marketing:

”Danskerne er glade for det danske, og vi skal bestemt tage den tillid og støtte alvorligt. Det er vigtigt, at vi først og fremmest fokuserer på vores egen forretning og sætter kunden i centrum. De danske virksomheder skal ikke lade sig styre af en udenlandsk konkurrent og gøre hele deres strategi til en respons på fx Amazons indtog,” siger Jens Neustrup Simonsen, landsformand hos Business Danmark.

Mange støtter bevidst danske virksomheder

Tillid og støtte til danske virksomheder er ifølge undersøgelsen det vigtigste for de danske forbrugere, men det betyder også meget, at det er nemt at returnere varer – og så mener flertallet, at det er mere sikkert at handle på danske hjemmesider fremfor udenlandske. Selvom undersøgelsen er positiv for danske virksomheder, menerJens Neustrup Simonsen dog ikke, at der er tid til at hvile på laurbærrene.

"Når en stor virksomhed som Amazon træder ind på det danske marked, vil det helt sikkert påvirke den måde, vi handler på i dag og dermed også påvirke og udfordre de danske virksomheder,” siger han og fortsætter: ”Online handel er noget, som langt de fleste danskere benytter i dag. Derfor er det afgørende, hvis virksomheder vil lykkes med online salg, at de gør kundeservice til en personlig og vedrørende oplevelse på samme måde, som når forbrugerne handler i en butik,” siger han.

Fokus på oplevelsen er det bedste våben

En af de virksomheder, der er klar til Amazons indtog, er HiFi Klubben. De er i gang med en digital omstilling, der skal optimere de fysiske butikker og forbedre kundeoplevelsen, så virksomheden er kampklar til, når de store internationale kæder melder deres ankomst i Danmark.

Der er stor respekt for den nye konkurrent på markedet, men ét sted har Henrik Wieben, landechef for HiFi Klubben, helt ro i maven.

”Vi er godt klar over, at det bliver svært at slå giganterne på prisen – hvis en gadget koster 150 kr. hos os og 130 kr. hos Amazon, så køber man den nok ved Amazon. Derfor skal vi være helt skarpe på udvalg og service. Men er det en større investering, hvor der er brug for vejledning og rådgivning, så tror jeg på, at vi har kompetencer til at rådgive og vejlede vores kunder på et helt andet plan,” siger Henrik Wieben.

Ifølge Jens Neustrup Simonsen handler danskernes købsmønstre ikke kun om nemhed og nærhed. Det er også båret frem af et stigende fokus på etik, brug af kundedata, skattely og bæredygtighed.

”Vi vil med sikkerhed se onlinehandlen vokse totalt set, men forbrugerne interesserer sig også i stigende grad for, hvem der ejer og har deres data, og hvad de bliver brugt til. Men også for hvor, hvordan og under hvilke forhold tingene er produceret samt hvor meget virksomhederne betaler i skat, og hvordan de bidrager til at skabe job, vækst og lokalt velfærd lokalt,” afslutter han.

Nøgleord

Billeder

Information om Business Danmark

Business Danmark
Roskildevej 288
2610 Rødovre

3374 0200https://www.businessdanmark.dk

For yderligere oplysninger kontakt:

Michael Krag-Svendsen, Kommunikationschef hos Business Danmark Tlf. 2637 6117
Mail Michael.Krag-Svendsen@businessdanmark.dk

Mere om undersøgelsen

Undersøgelsen er en repræsentativ befolkningsundersøgelse foretaget Userneeds. Der er i alt spurgt 1000 personer i alderen 18 til 70.

Følg pressemeddelelser fra Business Danmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Business Danmark

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye