Forskere fjerner gærcelles sexlyst og gør den til cannabis-sporhund
8.12.2022 06:00:00 CET | Københavns Universitet | Pressemeddelelse

En gærcelle er en simpel organisme, der kun foretager sig to ting i livet: Den æder og forplanter sig. Men nu har forskere fra Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet udstyret gærceller fra almindeligt bagergær med en ny funktion.
Forskerne har nemlig erstattet gærcellens sexlyst med en smags- og lugtesans, der gør den i stand til at opfange de aktive stoffer i cannabis, som kaldes cannabinoider. Samtidig har forskerne ved hjælp af lysende signalstoffer fået gærcellen til at blive rød eller lyse op, når den opdager cannabinoiderne. Studiet er udgivet i Nature Communications.
”Vi har lavet en levende sensor ud af gærcellen, som nu kan sanse cannabinoider eller andre molekyler, der har samme funktion som cannabinoider. Biosensoren kan bl.a. bruges til at lede efter nye stoffer, der har de samme egenskaber som cannabinoider og dermed demokratisere udviklingen af medicin, så flere end bare medicinalfirmaerne er i stand til at opdage nye stoffer,” siger professor Sotirios Kampranis fra Institut for Plante- og Miljøvidenskab ved Københavns Universitet, som har stået i spidsen for forskningen.
Bliver rød og lyser når den sanser cannabinoider
Mennesker smager og lugter ved hjælp af hundredvis af forskellige såkaldte GPCR’er (G-protein-koblede receptorer). I næsen alene er 400 forskellige GPCR’ere ansvarlige for, at vi kan opfange og skelne mellem eksempelvis duften af roser og friskbagte boller, der begge aktiverer forskellige GPCR’ere, som efterfølgende sender et signal videre til hjernen.
Sotirios Kampranis har sammen med sine forskerkolleger byttet den GPCR, som gærceller bruger til at sanse det modsatte køn i omgivelserne, ud med den GPCR som vi mennesker bruger til at genkende cannabinoider. Samtidig har forskerne tilføjet et sæt nye gener i gærcellens arvemateriale, så den ved hjælp af et farvepigment bliver rød eller lyser op, som en lygte, når den sanser cannabinoider i omgivelserne.
”Gærcellen sender nu et klart signal videre, når der er cannabinoider i dens omgivelser. Det gør os i stand til at screene tusindvis af planter for stoffer med et terapeutisk potentiale, og vi kan også undersøge, om folk er på stoffer, eller om nogen forsøger at smugle ulovlige cannabinoider eller ’designer drugs’ gennem lufthavnskontrollen,” forklarer professor Sotirios Kampranis.
Opdagede fire nye stoffer på en dag
Cannabinoider findes naturligt i vores kroppe i det, der kaldes det endocannabinoide system. Systemet har bl.a. betydning for vores appetit, humør og smertelinddring. Netop derfor valgte forskerne at indkode gærcellen med evnen til at finde cannabinoider, men det kunne i princippet også have været opioider eller andre grupper af stoffer, som også kan bruges i medicinsk sammenhæng.
At gærcellen faktisk kan finde nye stoffer, hersker der ingen tvivl om. For ved de indledende tests satte forskerne gærcellen til at undersøge 1600 tilfældige stoffer fra en stor database over kemiske stoffer, som Københavns Universitet råder over, og her var der hurtigt bid.
”På en enkelt dag fandt gærcellen fire uopdagede stoffer, som aldrig før var blevet forbundet med antiinflammatoriske egenskaber eller smertelindring, men som potentielt kunne bruges til det,” siger Sotirios Kampranis.
Når medicinalfirmaerne i dag leder efter ny medicin, er det ved hjælp af højtavanceret robot- og laboratorieudstyr, som universiteter og andre ikke-kommercielle institutioner aldrig kommer i nærheden af på grund af økonomi. Men at forskerne nu har udviklet et nyt alternativ, kan gøre flere i stand til at lede efter gavnlige stoffer i naturen.
”Det er en crowdsourcing-tilgang, hvor mindre laboratorier kan finde flere nye potentielle stoffer til medicin. Jeg ser det ikke som en konkurrence med medicinalselskaberne - nærmere som noget, der kan skabe en synergi mellem uafhængige spillere i den videnskabelige verden og medicinalindustrien,” siger Sotirios Kampranis.
Gadget på telefonen kan finde narko
Forskerne har også udviklet en transportabel plastikdims med en gærcelle-biosensor indeni. Nede i plastikdimsen kan man så lægge fx plantemateriale, spyt, urin, blod eller materiale fra en kuffert, som man gerne vil have gærcellen til at teste.
Anordningen bruger mobiltelefonens kamera til at se, om gærcellerne lyser op, og det tager blot 15 minutter at få et svar. Og den applikation kan måske hjælpe politiet m.fl. med at opspore narko i lufthavne eller udføre tests.
”Vi kan teste for både naturlige cannabinoider samt designer-drugs, der er kemiske stoffer med meget anderledes strukturer, men med samme effekt som cannabinoider. Vi kunne i princippet også ændre på gærcellen, så den kunne opfange opioider, som fx morfin, fentanyl og oxycodon,” siger Sotirios Kampranis.
Anordningen kan 3D-printes eller sammensættes fra materialer, som kan nemt fås online og forskerne arbejder lige nu på at gøre testværktøjet gratis tilgængeligt for så mange som muligt, men samtidig være i stand at bevare en form for kontrol, så værktøjet kan vedligeholdes og videreudvikles.
Kontakt:
Sotirios Kampranis
Professor
Institut for Plante- og Miljøvidenskab
Københavns Universitet
Soka@plen.ku.dk
+4535332989
+45 31 31 55 39
Michael Skov Jensen
Journalist og teamkoordinator
SCIENCE, Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet
Københavns Universitet
msj@science.ku.dk
+4593565897
Nøgleord
Kontakter
Sotirios Kampranis
Professor
Institut for Plante- og Miljøvidenskab
Københavns Universitet
Soka@plen.ku.dk
+45 35 33 29 89
+45 31 31 55 39
Michael Skov Jensen
Journalist og teamkoordinator
SCIENCE, Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet
Københavns Universitet
msj@science.ku.dk
+4593565897
Billeder






Information om Københavns Universitet
Københavns Universitet blev grundlagt i 1479 og har i dag cirka 37.000 studerende og 10.000 ansatte – heraf flere end 5.000 forskere – og en omsætning på 9,4 milliarder kroner. 10 nobelpriser er blevet tildelt forskere med tilknytning til universitetet.
Følg pressemeddelelser fra Københavns Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Universitet
Hvorfor er unges søvn og mentale helbred så dårligt? Forskere peger på ’onde spiraler’ som mulig årsag21.5.2026 07:59:00 CEST | Pressemeddelelse
Nyt studie fra Københavns Universitet kortlægger komplekst netværk af faktorer, der potentielt fastholder unge voksne i dårlige søvnmønstre og mental mistrivsel. Forskningen bruges allerede til at lave målrettede indsatser for unge i en kommune.
Forskere opdager en ny mekanisme, som kan udløse koraldød, når havet bliver varmere21.5.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Et nyt studie fra Københavns Universitet viser, at hedebølger i havet kan påvirke mikroskopiske, bevægelige strukturer på tropiske korallers overflade, som hjælper dem med at få tilstrækkelig ilt. Når havvandets temperatur overskrider en kritisk tærskel, kollapser denne iltforsyning, hvilket øger risikoen for koraldød.
Warming oceans can disrupt coral oxygen supply and trigger coral death21.5.2026 06:00:00 CEST | Press release
A new study from the University of Copenhagen shows that marine heatwaves can disrupt microscopic moving structures on the surface of reef-building corals that support their oxygen uptake. When seawater temperature crosses a critical threshold, this oxygen supply mechanism collapses, increasing the risk of coral death.
Digital platform halverer skilsmissebørns mistrivsel20.5.2026 10:01:08 CEST | Pressemeddelelse
En digital løsning udviklet af forskere fra Københavns Universitet hjælper børn og unges mentale sundhed efter forældrenes skilsmisse, viser nyt studie. Antallet af konflikter i familien reduceres også, og flere kommuner har allerede taget løsningen i brug.
Nye algoritmer kan mindske polarisering på sociale medier18.5.2026 09:15:32 CEST | Pressemeddelelse
De algoritmer, som styrer vores nyhedsfeed på sociale medier som Facebook og X, kan gøre os mere politisk polariserede og give os et skævt billede af virkeligheden. Men et nyt studie fra Københavns Universitet viser, at selv små ændringer i den måde, opslag sorteres på i vores feed, kan øge både fælles forståelse og faktuel viden.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
