ForældreTelefonen fylder 30 år: Aldrig har så mange søgt hjælp til at reparere relationen til deres barn
21.6.2023 06:00:00 CEST | Børns Vilkår | Pressemeddelelse
I 30 år har voksne kunnet søge rådgivning om familielivet på ForældreTelefonen, der drives af Børns Vilkår. Forældre henvender sig blandt andet om vanskeligheder i forbindelse med skilsmisse og børns skoletrivsel. For første gang er det dog forholdet mellem børn og forældre, som fylder allermest.

Hvordan fortæller jeg min datter, at hendes mor og jeg skal skilles? Min 4-årige får jævnligt raserianfald, efter hun er blevet storesøster. Er det normalt? Min 3-årige søn vil ikke acceptere min nye kæreste. Hun må hverken røre ham eller hans legetøj. Hvordan får de en god kontakt?
Sådan lyder tre henvendelser fra forældre, der kontaktede ForældreTelefonen i 1993, da den netop var åbnet. I år fylder rådgivningslinjen 30 år og anvendes fortsat hyppigt, når familielivet slår knuder. Sidste år var der flere end 5000 samtaler på ForældreTelefonen – det er fem gange så mange som i 1993.
”Forældreskabet er fyldt med svære følelser og bekymringer, og rigtig mange står alene med deres tvivl og tanker. Vi er glade for, at vi i så mange år har kunnet tilbyde et sted, hvor forældre, og andre voksne omkring børn, kan søge råd og vejledning. ForældreTelefonen giver os også mulighed for at hjælpe nogle af de børn, der ikke selv kontakter BørneTelefonen. Det er blandt andet her, vi har mulighed for at skabe forandring og støtte for de helt små børn,” siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår.
ForældreTelefonen åbnede, fordi BørneTelefonen, som var åbnet seks år forinden, stik mod intentionen også var blevet et sted, hvor mange voksne søgte hen, når de havde spørgsmål til livet med børn eller var bekymrede for børn i deres nærhed.
De første år havde ForældreTelefonen kun åbent om søndagen. Åbningstiden er løbende blevet udvidet, og i dag er rådgivningen åben seks dage om ugen.
Mange søger råd om skilsmisse
De udfordringer, forældre, og andre voksne omkring børn, henvender sig med, har ikke ændret sig markant de seneste 30 år.
Spørgsmål relateret til skilsmisse har gennem hele ForældreTelefonens levetid været et emne, som forældre har søgt rådgivning om. Henvendelserne handler blandt andet om fordeling af samvær, bopæl og forældremyndighed.
Herudover fylder spørgsmål, der relaterer sig til børns trivsel i skolen. Det handler typisk om mobning eller skolefravær. En del af samtalerne handler også om omsorgssvigt og psykisk mistrivsel.
Et nyt emne på førstepladsen
Sidste år var det emne, der toppede listen over henvendelsesårsager, forholdet mellem barn og forælder. Det er første gang i ForældreTelefonens 30 år. På BørneTelefonen derimod har forældre-barn-relationen været den hyppigste henvendelsesårsag siden 2020.
At så mange, både børn og voksne, søger rådgivning om deres indbyrdes relation, fortæller os, at både forældre og børn har en interesse i at løse udfordringer og reparere på noget, der kan være svært:
”Der er sket meget med vores børnesyn de seneste 30 år. Vi er blandt andet mere villige til at lytte til vores børn og respektere deres oplevelse af fx en konflikt. Jeg tror, det er derfor, flere forældre søger råd om, hvordan de kan beholde fortroligheden med deres barn, hvis relationen er gået i hårdknude,” siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår.
Alle rådgivere på ForældreTelefonen har en børnefaglig baggrund. Langt de fleste har desuden vagter på BørneTelefonen med jævne mellemrum og har derfor en unik indsigt i, hvad børn og unge tænker, som de bruger i samtalerne på ForældreTelefonen ved at inddrage børneperspektivet.
Man kontakter ForældreTelefonen gratis og anonymt på 35 55 55 57. Linjen har åbent alle hverdage fra kl. 9 og søndag fra kl. 15.
Kontakter
Pressetelefon
Tlf:20204459Vedhæftede filer
Links
Følg pressemeddelelser fra Børns Vilkår
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Børns Vilkår
Ny rapport om psykisk vold mod børn: ”Min mor har sagt ting som: "Jeg ville ønske, du aldrig var blevet født”4.11.2026 05:02:00 CET | Pressemeddelelse
Hvert femte barn i 8. klasse har været udsat for psykisk vold, og det kan trække dybe spor i ungdoms- og voksenlivet. Det viser ny rapport fra Børns Vilkår, hvor børn og unge fortæller om en barndom med psykisk vold.
Fem år med døgnåbent på BørneTelefonen og HØRT: Hver sjette samtale med børn og unge foregår om natten1.11.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
For fem år siden blev BørneTelefonen og HØRT en døgnåben rådgivningslinje. Antallet af samtaler i nattetimerne er steget år for år, og det er særligt de helt tunge emner om fx selvmordstanker, der fylder om natten. Det viser nyt notat fra Børns Vilkår.
Ny rapport: AI-chatbots er blevet en mellemmand i børn og unges relationer21.10.2026 05:30:00 CEST | Pressemeddelelse
AI-chatbots er blevet en ny mellemmand i børn og unges relationer. Hver tredje ung i 9. klasse, der bruger AI-chatbots, har brugt tjenesten til at formulere beskeder til venner eller familie, og mere end hver fjerde vurderer, at "chatten" er troværdig, når det gælder råd om venskaber, familie og kærlighed. Det viser en ny undersøgelse fra Børns Vilkår.
Børns Vilkår får ny vicedirektør, som også bliver chef for BørneTelefonen5.10.2026 10:57:58 CEST | Pressemeddelelse
Børns Vilkår har ansat Nadia Frederiksen som vicedirektør og chef for BørneTelefonen. Nadia Frederiksen kommer med mange års erfaring fra det specialiserede børne- og ungeområde i flere kommuner.
Flere end 115.000 børn og voksne går i køkkenet for BørneTelefonen30.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Børns Vilkårs indsamlingsevent Bag for BørneTelefonen går i gang 1. oktober med opbakning fra flere end 2.700 skoler, dagtilbud, virksomheder, foreninger og familier over hele landet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum