Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Fødevareministeren præsenterer model for hurtigere erstatninger til minkavlere

Del
Fødevareminister Jacob Jensen præsenterer i dag regeringens model, der skal sikre hurtigere udbetalinger af erstatninger til minkavlere. Modellen, som består af otte tiltag, omfatter bl.a. et fast track for endelige erstatninger og øget forskud.

Fødevareminister Jacob Jensen præsenterer i dag en model for hurtigere udbetaling af erstatninger til minkavlere. Det er en prioritet for regeringen, at der med afslutningen af erstatningssagerne sættes et ordentligt og værdigt punktum for minkavlerne. Modellen består af i alt otte tiltag.

Et af de centrale tiltag er et fast track, der består af en ny forenklet erstatningsmodel, som giver minkavlere mulighed for at få udbetalt deres endelige erstatninger hurtigere. Ambitionen er, at langt størstedelen af sagerne er afsluttet omkring midten af 2024.

Modellen omfatter også et tiltag til forhøjelse af forskudsudbetalingerne til minkavlere med mink i 2020, så en gennemsnitligt avler går fra at have modtaget ca. 50 pct. af deres samlede erstatning til at kunne få udbetalt ca. 70 pct. På den måde vil en større del af erstatningerne komme hurtigere ud til minkavlerne.

Der er pr. den 27. april 2023 allerede udbetalt 6,7 mia. kroner til minkavlere, hvoraf konkret ca. 3,1 mia. kroner er udbetalt i forskudsudbetaling til minkavlere. Med det nye tiltag kan vi få yderligere ca. 2,8 mia. kroner ud til minkavlere.

Fødevareminister Jacob Jensen siger:

”Jeg er glad for i dag at kunne præsentere en model for, hvordan vi sikrer hurtigere udbetaling af erstatninger til minkavlere. Det har været en hjertesag for mig, at der kan blive sat et værdigt punktum for minkavlerne. Jeg er især glad for, at vi med modellen giver mulighed for, at en større del af erstatningerne kan komme ud til minkavlere på forhånd, og at vi laver et fast track i form af en ny og forenklet erstatningsmodel med den ambition, at langt størstedelen af de minkavlere, der vælger den nye, forenklede model, vil have en endelig afslutning på deres sag omkring midten af 2024.”

Læs faktaark om tiltagene på Fødevareministeriets hjemmeside.

Fakta: 

  • Siden september 2022 har meldingen fra Trafikstyrelsen, som stiller sekretariat til rådighed for de uafhængige erstatnings- og taksationskommissioner, været, at de sidste sager om nedlukningserstatning til minkavlere tidligst ville være afsluttet ved udgangen af 2027.
  • Der er pr. 20. april 2023 udbetalt i alt ca. 6,7 mia. kroner til minkavlere, heraf:
    • Ca. 3,1 mia. kr. udbetalt i forskud på nedlukningserstatning (acontobetaling).
    • Ca. 3,6 mia. kr. i tempobonus, honorarer mv., lukkeomkostninger og skind- og driftstabserstatning.
  • Den videre proces er, at partierne bag den oprindelige aftale fra 2021 om minkerstatninger skal drøfte regeringens model. Første møde er berammet til den 2. maj 2023. Grundlagene for de 8 tiltag skal etableres, herunder skal der iværksættes proces med ansøgning om statsstøttegodkendelse i EU, udstedelse af bekendtgørelser, vedtagelse af aktstykker mv.

Information om Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Slotsholmsgade 12
1216 København K

+45 38 14 21 42https://fvm.dk/

Følg pressemeddelelser fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye