FOA om Robusthedskommissionens anbefalinger: Læg kræfterne, hvor behovet er størst
11.9.2023 11:01:00 CEST | FOA | Pressemeddelelse
Robusthedskommissionen leverer en perlerække af anbefalinger til, hvordan vi fremadrettet sikrer, at der er arbejdskraft nok i vores sundhedssystem. Nu handler det om at få sat skub i implementeringen af de mange gode forslag, så det hele ikke ender som spildt arbejde, mener FOA, der udtrykker stor glæde over kommissionens anbefalinger.

Mere tværfaglighed og en opblødning af faggrænserne. Mindre, selvstyrende teams og bedre dimensionering på SOSU-uddannelserne. Robusthedskommissionens kommer med en guldgrube af lavthængende frugter – mange af dem er endda groet i FOAs baghave. Det siger forbundsformand i FOA, Mona Striib:
”Med Robusthedskommissionens rapport har vi fået en række anbefalinger, der vil gøre en reel forskel og som tilmed er realistiske at føre ud i praksis. En række af anbefalingerne har vi i FOA haft foreslået ad flere omgang, så jeg kan ikke være andet end tilfreds. Nu skal vi bare have sat fart på implementeringen, og til at starte med skal det ske, hvor behovet er størst,” siger Mona Striib, forbundsformand i FOA.
Robusthedskommissionen har haft til opgave at komme med udgiftsneutrale anbefalinger, men der peges i rapporten også på, at eventuelle midler, der måtte være politisk ønske om at bruge på yderligere tiltag, med fordel kan bruges, hvor den forventede mangel på arbejdskraft er størst, og her viser analyserne entydigt, at det er blandt social- og sundhedsassistenter og -hjælpere.
”Det er nu endegyldigt slået fast, at den største udfordring handler om manglen på SOSU-assistenter og -hjælpere, og jeg håber, at der fra politisk side er velvilje til at tilføre midler på området, så vi kan styrke rekrutteringsmulighederne yderligere,” siger Mona Striib.
Kommissionen peger desuden på, at der med fordel kan arbejdes med opgaveløsningen i sundhedssystemet. Mere tværfaglighed kan give medarbejderne mere tid til de borger- og patientnære opgaver, og det er med til at skabe attraktive arbejdspladser. Her ser FOA gerne, at der tænkes meget bredt, så vi også får fx portører og serviceassistenter med ind i den tværfaglige opgaveløsning. En del af en øget tværfaglighed ligger også i at organisere arbejdet i mindre, selvstyrende teams. Noget, der allerede nu er gode erfaringer med i en række af landets kommuner.
”Medarbejderne har kompetencerne til at løfte opgaverne, når de samarbejder på tværs af deres fagligheder, og vi skal udvise langt større tiltro til, at de godt kan styre det selv. De mange fordele ved at organisere arbejdet i små, selvstyrende teams er åbenlyse, men det går desværre lidt langsomt med at få modellen udrullet i praksis. Her kunne vi med fordel trykke lidt på speederen,” siger Mona Striib.
Som et sidste nedslag i kommissionens 20 anbefalinger peger forbundsformanden på, at man bør kigge på dimensioneringen på SOSU-uddannelserne. Erfaringer fra tidligere år har vist, at når man skruer op for antallet af pladser, bliver de også besat, og der er derfor et stort potentiale i at øge optaget.
”I og med at vi står i en situation, hvor manglen på både SOSU-assistenter og -hjælpere er stor og fremover kun vil vokse, kunne noget tyde på, at dimensioneringen på de to uddannelser hidtil har været for lav. Når vi har så åbenlys en mulighed for at uddanne flere, end vi gør i dag, er det altså bare om at få sat i gang. Ærlig talt forstår jeg ikke, hvorfor ikke vi har gjort det langt tidligere,” siger Mona Striib.
Skal der nævnes et lille minus ved rapporten, peger forbundsformanden på, at de helt klassiske arbejdsmiljøtiltag godt kunne have fyldt mere. Det ændrer dog ikke på, at hun er svært begejstret for det samlede arbejde og de anbefalinger, der er kommet ud af det. Og så understreger hun, at FOA gerne tager del i implementeringen af de mange stærke anbefalinger fra kommissionen.
Nøgleord
Kontakter
Mona StriibForbundsformand
46 97 23 12
Følg pressemeddelelser fra FOA
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra FOA
FOA indgår overenskomst med BPA Pro Team28.1.2026 11:51:32 CET | Pressemeddelelse
Efter FOA varslede strejke og blokade mod BPA Pro Team, har virksomheden nu valgt indgå overenskomst. Fornuften sejrede, lyder det fra FOA.
FOA: Tiltrængt aftale mod snyd og svigt på botilbud, men tag nu et opgør med profit9.1.2026 11:36:23 CET | Pressemeddelelse
Ny aftale, som skal forhindre kriminelle i at udnytte botilbud, rummer mange gode tiltag, lyder det fra fagforbundet FOA. Men der mangler stadig et stop for at der kan trækkes profit ud, hvis vi for alvor skal problemet til livs.
Slut med klip og bøder efter uheld med udrykning lover minister - på høje tid siger FOA8.1.2026 12:30:12 CET | Pressemeddelelse
Nu skal det være slut med, at ambulancepersonale risikerer klip i kørekortet og bøder for at passe deres arbejde. Minister lover lovændring efter pres fra FOA
Højrisikofag kræver bedre vilkår for PTSD-ramte11.12.2025 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Pressemeddelelse fra FOA, Fængselsforbundet, Politiforbundet og Reddernes Udviklingssekretariat i 3F
Samfundets sårbare mangler pædagogisk uddannede10.12.2025 08:56:11 CET | Pressemeddelelse
Ikke kun børn i dagtilbud har brug for flere voksne med en pædagogisk uddannelse. Det samme gælder på det specialiserede socialområde, hvor 4 ud af 10 ansatte mangler relevant uddannelse.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum