FOA

Samfundets sårbare mangler pædagogisk uddannede

Del

Ikke kun børn i dagtilbud har brug for flere voksne med en pædagogisk uddannelse. Det samme gælder på det specialiserede socialområde, hvor 4 ud af 10 ansatte mangler relevant uddannelse.

Selvskadende unge, anbragte børn, autister og andre i sårbare situationer har brug for at blive mødt med den rette hjælp og høj faglighed. Alligevel er en stor del af de kommunalt og regionalt ansatte på det specialiserede socialområde ikke uddannet til det felt, de arbejder inden for. Det viser en opgørelse, som FOA har lavet på baggrund af tal fra KRL.dk.

”Vi taler om mennesker med komplekse problemer og svære, skrøbelige liv. De har brug for omsorgspersoner, som har kompetencerne på plads. Som kan håndtere vanskelige situationer, og hjælpe med at skabe så god en tilværelse som muligt, uanset om vi taler om mennesker med misbrug, psykiske lidelser eller et handicap. Rigtig mange ansatte gør det rigtig godt og er fulde af omsorg for dem, de tager sig af. Men arbejdet kræver også en høj faglighed,” siger formand for Pædagogisk Sektor i FOA Kim Henriksen.

De nye tal viser, at det i dag er godt 4 ud af 10 ansatte på botilbud og i andre tilbud på det specialiserede socialområde, som ikke har en relevant uddannelse. Helt konkret er 40,3 procent af de ansatte omsorgs- og pædagogmedhjælpere. Imens er 54,7 procent uddannede pædagoger og 5 procent har taget erhvervsuddannelsen som pædagogisk assistent.

Fordelingen mellem uddannede og ikke-uddannede har været nogenlunde ensartet igennem de seneste 10 år – dog med en svag stigning i negativ retning. I 2015 var det således lidt færre, nemlig 39,5 procent, som ikke havde en relevant uddannelse. Men hele vejen igennem ligger niveauet alt for højt, mener altså Kim Henriksen.

”Den konstant høje andel af ansatte uden en pædagogisk uddannelse afdækker jo en vedvarende og gennemgående underprioritering af området. Det giver ikke mening, for uden den rette faglighed risikerer borgerne at få det dårligere. Dermed svigter vi vores opgave, og på sigt kan de få brug for mere hjælp, så økonomisk kan det heller ikke svare sig. Derfor skal vi prioritere at øge andelen af uddannede betragteligt,” siger sektorformanden.

I perioden 2015-2025 er antallet af ansatte på området ellers steget med 4.300 ekstra personer. Men langt den største gruppe, nemlig 47,5 procent, er ikke-uddannede, mens kun 22,7 og 29,8 procent er henholdsvis pædagogiske assistenter og pædagoger.

”Vi skal sikre, at mange, mange flere kan tage en pædagogisk uddannelse. For det er ikke kun på dagtilbudsområdet, vi skal have flere fagligt stærke medarbejdere. Det gælder så absolut også på botilbud og i andre sociale tilbud. Det indgår også i aftalen om Psykiatriplanen, at der skal ske et uddannelsesløft af ansatte i socialpsykiatrien, så det er kendt stof, at det er nødvendigt,” siger Kim Henriksen.

Derfor mener han også, at det er helt forkert, at mere end 1.200 unge, som i år er søgt ind på uddannelsen som pædagogisk assistent, er blevet afvist, fordi kommunerne ikke etablerer lærepladser nok. I dag er der kun godt 1.700 elevpladser, men ifølge Kim Henriksen burde antallet øges til 3.500 pladser om året.

”Samtidig skal man uddanne de mange erfarne omsorgs- og pædagogmedhjælpere. De, der har arbejdet inden for feltet i mere end to år, kan få merit for deres erfaring. Derfor kan de tage den ellers godt tre år lange uddannelse på 42 uger. Det faglige løft skal vi sørge for, at de får så hurtigt som muligt,” siger Kim Henriksen.

Nøgleord

Kontakter

Vedhæftede filer

Om FOA

FOA er Danmarks tredjestørste fagforbund - med ca. 167.000 medlemmer fordelt på 31 lokale fagforeninger. Størstedelen er ansat i kommuner og regioner, og vi organiserer også privatansatte.

Følg pressemeddelelser fra FOA

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra FOA

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye