Region Hovedstaden

Flere kommuner går med i samarbejde der skal hjælpe børn og unge i psykisk mistrivsel

Del
Sundhedsklynge Nord har nu besluttet, at alle kommuner i den nordlige del af Region Hovedstaden vil styrke indsatsen for børn og unges mentale sundhed på tværs af sektorer.

Frederikssund, Halsnæs, Gribskov, Hillerød, Fredensborg, Allerød, Hørsholm og Helsingør kommuner bliver en del af STIME-samarbejdet. STIME står for ”styrket tværsektoriel indsats for børn og unges mentale sundhed”. Ind til videre er 16 af regionens kommuner med i samarbejdet, der har eksisteret siden 2018.

I STIME får familierne en helhedsorienteret indsats i deres nærmiljø. Indsatsen er udviklet i et tæt samarbejde mellem psykiatri og kommuner, og børne- og ungdomspsykiatrien og kommunerne tager et fælles ansvar for at hjælpe børn og unge i alderen 3-17 år, som har brug for en lettere behandlingsindsats, men som ikke har brug for at komme i psykiatrien.

Nu har kommunerne besluttet, at Sundhedsklynge Nord også vil være en del af STIME-samarbejdet.

”Jeg er virkelig tilfreds med at vi er nået hertil. STIME har vist sig at være en god måde at nå de børn og unge, der har brug for hjælp, før det går galt. I vores evaluering af STIME kan vi konstatere et fald i symptomerne på alle fire spor; tidlige tegn på spiseforstyrrelse, selvskadende adfærd, tegn på angst eller depression og 3-10-årige der har udfordringer med opmærksomhed, uro eller impulsivitet,” siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S). Han er den ene af to formænd for politisk sundhedsklynge Nord.

Den anden formand er Hillerøds borgmester Kirsten Jensen (S). Hun er glad for muligheden for at gøre det bedre for børn og unge gennem en fælles indsats.

”Alt for mange børn og unge trives ikke psykisk. Disse børn og unge har brug for hjælp tæt på deres hverdag, så vi kan forebygge, at deres problemer udvikler sig i en sådan grad, at de får brug for mere indgribende hjælp. Flere har allerede været i gang med et rigtig godt samarbejde mellem kommuner og psykiatrien i Region Hovedstaden – det såkaldte STIME-samarbejde – som har vist, at vi ved at arbejde sammen på tværs af sektorerne, kan hjælpe flere familier på en rigtig god måde,” siger hun. 

Kommunerne i Sundhedsklynge Nord, får finansiering til STIME, så hver kommune kan deltage i to spor i STIME. Finansieringen kommer fra centrale midler, som alle kommuner og regioner har fået tildelt i forbindelse med etableringen af sundhedsklyngerne.  

Fakta STIME:

STIME startede som et 4-årigt projekt (2018-2021) finansieret af satspuljemidler. Fra 2022 finansieres samarbejdet af BUC og deltagende kommuner. De syv kommuner, som har deltaget i projektperioden, har valgt at fortsætte i STIME, og yderligere ni kommuner er kommet med i STIME. Med den nye beslutning ser det ud til, at 20 kommuner bliver en del af STIME-samarbejdet i løbet af det næste års tid. På sigt er ønsket, at alle regionens 29 kommuner kommer med i STIME.  

Ca. 1.700 børn og unge har indtil videre haft gavn af en STIME-indsats.

Hvis man som familie har brug for hjælp, kan man kontakte STIME i sin kommune. Her bliver der foretaget en vurdering af, hvilken indsats (kommunal eller regional) der vil være den rette til barnet/den unge og familien. Hvis det vurderes, at barnet/den unge vil have gavn af en STIME-indsats, sættes den i gang.

Alle indsatser i STIME er udviklet i et tæt samarbejde mellem regionale og kommunale psykologer. I dagligdagen er arbejdsdelingen i STIME, at regionens specialpsykologer uddanner, superviserer og rådgiver de kommunale STIME-behandlere, mens den tidlige opsporing, selve behandlingsarbejdet og de understøttende indsatser i læringsmiljøerne varetages af kommunerne. Den arbejdsdeling har vist sig særdeles bæredygtig.

STIME-indsatserne er på nuværende tidspunkt fordelt på fire spor:
- Når tanker om krop og mad fylder for meget (10-17-årige med tidlige tegn på spiseforstyrrelse).
- Når svære følelser fører til selvskade (12-17-årige med selvskadende adfærd).
- Når bekymring eller tristhed fylder for meget (6-17-årige med tegn på angst/depression).
- Når uro, opmærksomhed eller impulsivitet er en udfordring (3-10-årige med tidlige tegn på ADHD eller tilsvarende vanskeligheder).

STIME har i juli 2022 fået tilsagn fra Sundhedsstyrelsen om midler til udvikling og afprøvning af et nyt spor:
- Når gentagne tanker og handlinger tager styringen (8-17-årige med tegn på ocd)

Læs mere på stimes hjemmeside: https://www.psykiatri-regionh.dk/stime/Sider/default.aspx

Fakta sundhedsklyngerne:
Sundhedsklynger er et samarbejde mellem kommuner, hospital og almen praksis, som er etableret omkring hvert akuthospital. Sundhedsklyngerne skal først og fremmest samarbejde om de borgere/patienter, som kommuner, almen praksis og hospitaler er fælles om. Samarbejdet om de fælles borgere er forankret både på politisk niveau og på fagligt niveau. Sundhedsklynge Nord er således klynge for kommunernes samarbejde med Nordsjællands Hospital/Region Hovedstaden.

Kontakt:

Pressetelefonen Region Hovedstaden: 7020 9588

Presseansvarlig Hillerød Kommune: 7232 0023​

Information om Region Hovedstaden

Region Hovedstaden
Region Hovedstaden
Kongens Vænge 2
3400 Hillerød

38 66 50 00http://www.regionh.dk/

Følg pressemeddelelser fra Region Hovedstaden

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Region Hovedstaden

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye