FL22: 170 mio. kr. til drikkevandsfond og 40 mio. kr. til to marine naturnationalparker

Rent og urenset drikkevand, som kommer direkte fra undergrunden og ud i hanerne, er en unik dansk ressource. Og der skal være tryghed om drikkevandskvaliteten i Danmark, også i fremtiden.
Med finansloven for 2022 afsætter regeringen, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne derfor 170 mio. kr. til en drikkevandsfond, som skal styrke drikkevandsindsatsen i hele landet.
Drikkevandsfonden består af en tilskudspulje til at medfinansiere drikkevandsbeskyttelse i vigtige indvindingsområder i dag, samt i strategisk vigtige indvindingsområder i fremtiden. Der oprettes desuden en tilskudspulje til afvikling af ubenyttede drikkevandsboringer, der ikke er sløjfet på forsvarlig vis.
Den nye drikkevandsfond skal bl.a. målrette drikkevandsindsatsen i de mest udsatte
områder i samarbejde med vandværker og kommuner. Samtidig skal vidensgrundlaget for
drikkevandsbeskyttelse opdateres, bl.a. med udgangspunkt i vandværkernes og
kommunernes viden.
På finansloven 2022 afsættes der desuden 40 mio. kr. til etablering af marine naturnationalparker i Øresund og Lillebælt. Der prioriteres midler til vidensindsatser, et sekretariat for hver af parkerne og naturfremmende indsatser i begge områder. Regeringen vil til foråret komme med et oplæg til en konkret model for naturnationalparkerne, hvor det bl.a. undersøges, om naturnationalparkerne kan etableres efter UNESCO-kriterier under hensyntagen til fortsat erhvervsmæssig eller anden aktivitet i havområderne.
- Det er en stærk grøn aftale, hvor vi passer bedre på både fremtidens drikkevand og vores natur i havet. Vores havmiljø er under pres, og med nye marine naturnationalparker i Lillebælt og Øresund og naturgenopretning med bl.a. stenrev giver vi vores havmiljø en tiltrængt hjælpende hånd. Samtidig passer vi bedre på grundvand og drikkevand med den nye fond til beskyttelse af vigtige indvindingsområder og nye muligheder for vandselskaberne. Aftalen afspejler et stærkt, grønt samarbejde til gavn for naturen, miljøet og klimaet, siger miljøminister Lea Wermelin.
Aftalepartierne udtaler:
Carl Valentin, miljøordfører for SF
- Vores grundvand er truet af pesticidrester, og der er akut behov for handling, hvis fremtidige generationer ikke skal købe deres drikkevand i supermarkedet. Derfor har det været et hovedkrav for SF på dette års finanslov at få afsat midler til bedre beskyttelse af grundvandet, og det sikrer vi med denne aftale. Vi skal blive bedre til at tænke bæredygtigt i forhold til vores havmiljø og beskytte det mod aggressivt fiskeri, og derfor er det vigtigt, at vi nu med finansloven også beskytter naturen til havs bedre.
Zenia Stampe, miljøordfører for Radikale Venstre
- Danmark må aldrig blive et land, hvor vi drikker vand fra flaske. Vi har ønsket bedre beskyttelse af drikkevandet, og vi tager også vigtige skridt for havmiljøet. Jeg er særligt glad for, at vi får marine naturnationalparker i både Øresund og Lillebælt, og vi vil lægge vægt på, at naturnationalparkerne både bliver en ramme for bedre beskyttelse og naturgenopretning. I Radikale Venstre har vi også kæmpet for, at Danmark får en ny skovplan.
Peder Hvelplund, miljøordfører for Enhedslisten
- Endelig får vi havnaturen forrest i køen! I Enhedslisten har vi haft naturnationalparker til havs som hovedkrav på finansloven, og det er jeg bare så stolt over, at vi er lykkedes med. Derudover skal vi smøge ærmerne op, når der skal forhandles en økosystembaseret havplan, der sørger for en ordentlig beskyttelse af biodiversiteten i havet.
Torsten Gejl, miljøordfører for Alternativet
- Marine naturnationalparker, som vi nu præsenterer her, er en verdenspremiere. Øresund er et helt unikt hav med en særegen natur, og havmiljøet i Lillebælt har brug for en hjælpende hånd. Derfor er vi meget glade for, at vi nu tager fat på marine naturnationalparker i både Lillebælt og Øresund, og for at vi har sat midler af til konkrete genopretningsprojekter. Vand er i sig selv en livsvigtig naturressource, vi ikke kan tillade os at tage for givet. Derfor prioriterer vi også her bedre beskyttelse af vores drikkevand.
Isabella Arendt, formand for Kristendemokraterne
- Som danskere skal vi kunne være sikre på, at vi kan drikke vores drikkevand uden at frygte for kvaliteten af det. Derfor er vi glade for, at der nu gøres en vigtig indsats for at sikre grundvandet med fokus på de særligt udsatte områder, ligesom at vi med aftalen her også gør en vigtig indsats for at passe godt på havmiljøet.
Kasper Roug, miljøordfører for Socialdemokratiet
- Vi skal sikre, at fremtidige generationer har adgang til rent drikkevand i hanerne, ligesom vi har i dag. Det er et vigtigt fokus for regeringen, ligesom det også er for rigtigt mange danskere, og derfor er det godt nyt, at vi nu får en drikkevandsfond. Bedre beskyttelse af havet er ligeledes et vigtigt fokusområde, og det afspejler dette års finanslov med al tydelighed, bl.a. med to marine naturnationalparker som supplement til de 15 kommende naturnationalparker på land.
Fakta om FL22:
- Drikkevandsfond: Med finansloven for 2022 er det aftalt at afsætte 170 mio. kr. til en drikkevandsfond. Der afsættes 50 mio. kr. årligt i 2022-2023, 45 mio. kr. i 2024 og 25 mio. kr. i 2025 til indsatserne.
- Marine naturnationalparker: Med finansloven afsættes 40 mio. kr. til etablering af marine naturnationalparker i Øresund og Lillebælt. Der afsættes 10 mio. kr. årligt i perioden 2022-2025. Som led i etableringen prioriteres midler til vidensindsatser, et sekretariat for hver af parkerne og naturfremmende indsatser i Øresund og Lillebælt.
- Stenrev: Med finansloven afsættes 20 mio. kr. til at genetablere stenrev. Regeringen vil i foråret 2022 komme med et oplæg til udmøntning af rammen.
- Skovplan: Aftaleparterne er enige om, at der skal udarbejdes en skovplan med involvering af relevante interessenter. Skovplanen skal udarbejdes inden udgangen af 2022. Aftaleparterne indkaldes til drøftelser herom i foråret 2022. Der afsættes 10 mio. kr. i 2022 til udarbejdelse af skovplanen.
- PFOS: Aftalepartierne er enige om at prioritere udvikling og afprøvning af nye teknologier til oprensning af PFOS-forureninger via tilskud til test af relevante teknologier. Der afsættes 3 mio. kr. i 2022.
- Rådet for Grøn Omstilling: Aftalepartierne er enige om at yde støtte til Rådet for Grøn Omstilling i 2022. Rådet for Grøn Omstilling er en uafhængig miljøorganisation, der arbejder for en bæredygtig omstilling af samfundet ved at påvirke beslutningstagere og gennemføre informationskampagner, der kan understøtte borgere og virksomheder i at træffe bæredygtige valg. Der afsættes 3,0 mio. kr. i 2022.
- Danmarks digitale fremtid: Aftalepartierne er enige om at afsætte 68,5 mio. kr. i alt i perioden 2022-2025 til bedre data om vand som led i en samlet indsats for at understøtte en mere helhedsorienteret og datadrevet klimatilpasning og varsling af oversvømmelser.
Læs aftalen for finansloven 2022 her: Aftale om finansloven for 2022 (fm.dk)
Yderligere oplysninger:
Miljøministeriets pressetelefon: tlf. 2091 5901
Billeder
Information om Miljø- og Ligestillingsministeriet

Frederiksholms Kanal 26
1220 København K
+45 38 14 21 42https://mim.dk/
Følg pressemeddelelser fra Miljø- og Ligestillingsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Miljø- og Ligestillingsministeriet
Nyt PFAS-fund i jakker bekræfter behov for dansk forbud6.5.2025 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
En ny undersøgelse offentliggjort af Forbrugerrådet Tænk Kemi viser, at 13 ud af 17 jakker købt på Temu, Shein og Amazon indeholder PFAS. Det høje antal er endnu et bevis på, at det er med risiko, når danskerne køber fra sælgere uden for EU. Undersøgelsen understreger samtidig behovet for det danske forbud mod PFAS i tøj og sko, som regeringen har besluttet skal indføres.
Fremtidige oversvømmelser kan ramme trafikken mellem Fyn og Sjælland: Nu går staten og Nyborg Kommune sammen om løsninger5.5.2025 06:05:00 CEST | Pressemeddelelse
Miljøminister Magnus Heunicke underskriver i dag en forståelsesaftale med Nyborg Kommune om klimasikring af Nyborg by og Slipshavn. Området er i risiko for fremtidige oversvømmelser, der kan påvirke vej- og togtrafikken til og fra Storebæltsbroen og dermed presse den kritiske infrastruktur i Danmark.
Dansk-ukrainsk samarbejde skal sikre rent vand i krigshærgede områder i Ukraine2.5.2025 14:12:31 CEST | Pressemeddelelse
Miljøminister Magnus Heunicke og den ukrainske miljøminister Svitlana Grynchuk har underskrevet en samarbejdsaftale om hjælp til genopbygningen af kritisk vandinfrastruktur i Ukraine. Danmark skal bl.a. hjælpe den ukrainske by Mykolaiv, som har fået ødelagt sin vandforsyning af russiske angreb.
Drikkevandsbeskyttelse: To nye grundvandsdannende områder er nu kortlagt2.5.2025 09:14:32 CEST | Pressemeddelelse
Kortlægningen af områderne Mølleåen og Jammerbugten giver nu kommuner og lokale grønne treparter bedre mulighed for at beskytte de områder, hvor grundvandet dannes. Det styrker drikkevandsbeskyttelsen for nuværende og fremtidige generationer.
Nordic Waste-sagen: Advokatundersøgelse af Randers Kommune er nu afsluttet1.5.2025 21:16:34 CEST | Pressemeddelelse
Den uvildige advokatundersøgelse viser, at der er sket fejl og forsømmelser i kommunens sagsbehandling, men advokatfirmaet finder ikke grundlag for at kritisere kommunens handlinger i forhold til at imødegå risikoen for jordskredet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum