Filmklassikere på det store lærred i julen

Er der noget mere romantisk end Humphrey Bogart og Ingrid Bergman i romantisk omfavnelse og replikker som "Was that cannon fire, or is it my heart pounding?”.
I samarbejde med Cinemateket præsenterer Kulturium Biograf i Ishøj Klassiske Filmaftener, hvor du i juledagene kan opleve tre store klassikere, nemlig Goodfellas, Fargo og Casablanca. Billetter koster 50 kr. pr. film og købes via biografens hjemmeside på ishojbio.dk.
Goodfellas (1990)
27. december kl. 19 viser biografen Martin Scorseses moderne klassiker Goodfellas om den amerikanske mafias livsform og blodige forbryderkultur, som på én gang er grum, grotesk og grundkomisk - og så er den baseret på autentiske begivenheder.
Goodfellas følger Henry Hill, fra han bliver stik-i-rend-dreng for mafiaen og til, han som voksen må konfrontere sine gangsterforbindelser. Undervejs fører Scorsese tilskueren gennem 30 år af USA's historie.
Ray Liotta vækker både afsky og fascination i sin troværdige rolle som Hill, og han får solidt modspil af blandt andre Robert De Niro, Paul Sorvino, Lorraine Bracco og Joe Pesci. Sidstnævnte vandt en Oscar for sin mere end halvgale figur.
Fargo (1996)
29. december kl. 19 viser biografen Coen-brødrenes kultklassiker Fargo. Frances McDormand fik en Oscar for rollen som den elskelige, højgravide og gennemsnu politikommissær Marge Gunderson i denne sorthumoristiske thriller, der udspiller sig i øde omgivelser blandt fåmælte skandinaviske indvandrere i et sneklædt Minnesota.
Bilsælgeren Jerry Lundegaard (William H. Macy) er kommet i økonomisk uføre på grund af nogle lyssky transaktioner. Han hyrer derfor et par fyre til at kidnappe sin kone og opkræve løsesum af hendes velstående far. Det fører undervejs til nogle groteske mord, som Gunderson med stoisk ro går i gang med at opklare.
Casablanca (1942)
30. december kl. 19 viser biografen Michael Curtiz’ romantiske klassiker Casablanca om to mennesker fanget i krigens favntag. Filmen betragtes af mange filmelskere som den ultimative kærlighedshistorie, og både sangen As Time Goes By og det intense spil mellem Humphrey Bogart og Ingrid Bergman er for længst gået over i filmhistorien.
Handlingen udspiller sig under 2. verdenskrig i Marokko. Rick Blaine driver en natklub i Casablanca - et tilholdssted for mennesker, som håber at få udrejsetilladelse til Lissabon, hvorfra det er muligt at komme videre til USA. Hertil ankommer lederen af modstandsbevægelsen, flankeret af sin indtagende hustru, som Rick har haft et kærlighedsforhold til i Paris.
Billetkøb
Billetter koster 50 kr. pr. film og købes på ishojbio.dk. Filmene vises i biografens lille, hyggelige sal med sofaer. Der er begrænsede pladser.
Kontakter
Line Nørregård Larsen, filmbooker i Kulturium: lilla@ishoj.dk
Billeder
Information om Ishøj Kommune
Følg pressemeddelelser fra Ishøj Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Ishøj Kommune
Ishøjs nye smukke børneteaterhus indvies til september30.6.2025 13:47:15 CEST | Pressemeddelelse
Med en stor donation fra A.P. Møller Fonden er en teaterdrøm blevet til virkelighed for Ishøj Teater. Den gamle teaterbygning fra 1972 var nedslidt. I stedet er der nu opført en arkitektonisk perle, som giver helt nye muligheder for kunstnerisk udfoldelse
Ny buslinje forbinder Ishøj og Hedehusene18.6.2025 16:14:47 CEST | Pressemeddelelse
Ishøj Kommune og Høje-Taastrup Kommune styrker nu den kollektive trafik med en ny buslinje, der skal betjene landsbyerne i de to kommuner
Ishøj Kommune sikrer oplevelser i gamle bygninger ved Thorsbro Vandværk16.6.2025 13:52:57 CEST | Pressemeddelelse
Vi vil bringe liv i de smukke fredede bygninger og skabe et nyt centrum for oplevelser i det vestlige Ishøj for borgere og besøgende, lyder det fra Ishøjs borgmester Merete Amdisen efter nyheden om, at Ishøj Kommune har købt en del af det tidligere Thorsbro Vandværk af HOFOR
Vibeholmskolen med i landsdækkende forsøg med gratis skolemad28.5.2025 15:39:34 CEST | Pressemeddelelse
Sammen med 191 skoler over hele landet er Vibeholmskolen i Ishøj Kommune blevet udtrukket til at være med i et landsdækkende forsøg med skolemad, hvor skolens udskolingselever bliver tilbudt gratis frokost
Kom med: Åbent hus på Ishøj Kulturskole9.5.2025 10:23:58 CEST | Pressemeddelelse
Kom til åbent hus på Ishøj Kulturskole, hvor du kan møde lærerne og høre, hvordan det fx lyder, når du blæser i en tværfløjte, hvordan du kreerer et musikdyr ud af pap, eller hvordan føles det at være en del af et dansehold
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum