ErhvervsstyrelsenErhvervsstyrelsen

Fem år med "non": Nu hjælper SMV:International Peter med at få hul på Frankrig

Del
Erhvervshusenes store EU-støttede eksportprojekt skal hjælpe over 500 danske virksomheder til mere internationalisering. For en ambitiøs familievirksomhed i Aabenraa starter det med fransk sprog og kultur.
Peter Maindal, CEO og ejer af virksomheden Vendlet i Aabenraa, har store forventninger til samarbejdet om det franske marked med en ekstern konsulent fra SMV:International. Foto: Vendlet
Peter Maindal, CEO og ejer af virksomheden Vendlet i Aabenraa, har store forventninger til samarbejdet om det franske marked med en ekstern konsulent fra SMV:International. Foto: Vendlet

"Vi har arbejdet på det franske marked i fem år, men vi har famlet os frem, og det kørte ikke rigtig for os. I ”SMV:International” har vi fået en ekstern konsulent på, som kan sproget og kender kulturen, og nu er vi ved at få styr på det.”

Sådan siger Peter Maindal, CEO og ejer af Vendlet i Aabenraa. Virksomheden er verdenskendt for sit fuldautomatiske system til at vende sengeliggende patienter, men trods produkternes indiskutable førerposition har Peter Maindals virksomhed oplevet store udfordringer med eksport.

Især det franske marked har drillet, og derfor slog direktøren til, da Erhvervshus Midtjylland i samarbejde med øvrige landets erhvervshuse tidligere på året lancerede det store eksportprojekt SMV:International, der skal øge virksomhedernes fokus på og parathed til eksport. Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse støtter projektet med 27 mio. kr. fra EU’s Regionalfond og de decentrale erhvervsfremmemidler.

Individuelt tilpassede forløb

Målgruppen er de mange små og mellemstore virksomheder i Danmark, som gerne vil eksportere, men ikke har evnen til det. Projektets individuelt tilpassede rådgivningsforløb var lige noget for Aabenraa-direktøren, som ser et stort potentiale for Vendlet på eksportmarkederne.

 "Vi sælger godt i Danmark, men det er uden for landet, at potentialet og skaleringen ligger. Det er frustrerende, at vi ikke er længere med eksport til Frankrig, som er et stort marked, vi for alvor gerne vil åbne. Derfor kom muligheden i SMV:International på rette tid,” forklarer Peter Maindal.

Vendlet deltager i forløbet MyWay og skal i de kommende måneder arbejde sammen med en ekstern, fransk-dansk konsulent om indsatsen i Frankrig. Konsulenten skal hjælpe Vendlet med at forstå strukturerne på det franske marked, skabe indgange til salg og finde eventuelle samarbejdspartnere i sundheds- og plejesektoren.

Vendlet har gode eksporterfaringer fra andre markeder, men de kan ikke bare overføres til Frankrig, forklarer Peter Maindal:

"Det, vi gjorde rigtigt i Storbritannien, kan ikke bare overføres til Frankrig. Hvert marked har sit eget særpræg, og i forhold til Frankrig har vi opdaget, at sproget og kulturen er en reel barriere for en virksomhed som vores.”

MyWay er et af fire forløb, som virksomheder i SMV:International kan deltage i: Go2Market, MyWay, MarkedsÅbner og EksportBooster. Kravet til virksomhederne er, at de er mindst tre år gamle og har potentiale til at øge omsætningen eller beskæftigelsen med mindst 10 procent om året i de næste tre år.

Virksomhederne bliver udvalgt og placeret på et af de fire forløb, som passer til deres udviklingstrin og markedsfokus. Man tilmelder sig via et af landets seks lokale erhvervshuse, og projektet er båret af et stærkt partnerskab.

Erhvervshus Midtjylland driver projektet i samarbejde med Erhvervshus Sydjylland, mens partnerne Dansk Industri, Lifestyle & Design Cluster, Censec (Center for Defense Space and Security) samt Enterprise Europe Network bidrager med både rekruttering af virksomheder og afvikling af forløb.

Erik Krarup, direktør i Erhvervshus Midtjylland:

"Der er ingen tvivl om, at der ligger store muligheder i eksport for mange små og mellemstore virksomheder i Danmark. Men det er bare ikke altid så enkelt at eksportere, og derfor er det vigtigt, at vi har fået igangsat SMV:International, som kan hjælpe virksomheder på alle niveauer videre med deres eksportplaner.”

Jacob Chr. Nielsen, direktør i Erhvervshus Sydjylland, lægger vægt på, at virksomhederne i SMV:International får viden og kompetencer inden for eksport:

"Lokale markeder, sprog, kultur og omgangsformer kan være noget af en udfordring for en virksomhed, som vil ind på et nyt marked. De barrierer kan vi hjælpe med at nedbryde via SMV:International.”

I Aabenraa er Peter Maindal sikker på, at fremtidens vækst for Vendlet ligger uden for landets grænser:

"Det danske marked går godt for os, men de helt store muligheder for en virksomhed med vores produkter ligger i mere eksport. Med samarbejdet med SMV:International er jeg overbevist om, at vi er på rette vej, og i mine vildeste drømme har vi om få år en ret betydelig eksport til Frankrig og faste samarbejdspartnere.”

FAKTA Om SMV:International

SMV:International skal fremme dansk eksport, skabe vækst og flere jobs. I projektet hjælpes SMV'er til at øge deres fokus på og parathed til eksport gennem rådgivningsforløb, der er tilpasset virksomhedernes udviklingstrin og behov. Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har støttet SMV:International med 27 mio. kr. fra EU’s Regionalfond og de decentrale erhvervsfremmemidler. En særlig indsats på Sjælland er støttet med 3,0 mio. kr. fra EU’s Regionalfond og de decentrale erhvervsfremmemidler. Projektet blev skudt i gang i november 2020 og slutter i september 2022.

Erhvervshus Midtjylland er operatør på programmet, som drives i samarbejde med Erhvervshus Sydjylland. Partnere er Dansk Industri, Lifestyle & Design Cluster, Censec (Center for Defense Space and Security) samt Enterprise Europe Network.

Læs mere om projektet i Erhvervsstyrelsens projektdatabase

FAKTA Om EU’s Regionalfond

I perioden 2014-2020 investerer EU's Regionalfond, Socialfond og danske partnere hvert år 1 mia. kr. i aktiviteter, der skaber vækst og beskæftigelse i hele landet. Regionalfondsprogrammet for 2014-2020 er målrettet bedre vækstvilkår for små og mellemstore virksomheder, der spiller en vigtig rolle i at skabe vækst og nye arbejdspladser i Danmark.

Derfor medfinansierer EU's Regionalfond projekter, der skal:

  • Styrke virksomhedernes innovationsevne
  • Udarbejde vækstplaner for virksomhederne
  • Hjælpe virksomhederne med at blive mere ressourceeffektive
  • Understøtte bæredygtig, grøn byudvikling i kommuner med byer over 30.000 indbyggere

Nøgleord

Kontakter

Peter Maindal, CEO/Founder, Vendlet, +45 21 34 10 00
Anna Maria Sønderholm, udviklingschef, Erhvervshus Midtjylland, +45 20 99 17 09

Billeder

Peter Maindal, CEO og ejer af virksomheden Vendlet i Aabenraa, har store forventninger til samarbejdet om det franske marked med en ekstern konsulent fra SMV:International. Foto: Vendlet
Peter Maindal, CEO og ejer af virksomheden Vendlet i Aabenraa, har store forventninger til samarbejdet om det franske marked med en ekstern konsulent fra SMV:International. Foto: Vendlet
Download
Vendlet producerer løsninger til sengeliggende mennesker og har blandt andet udviklet verdens første og hidtil eneste fuldautomatiske system til at vende sengeliggende patienter. Virksomheden har en del eksport, men sælger stadig mest i Danmark. Foto: Vendlet
Vendlet producerer løsninger til sengeliggende mennesker og har blandt andet udviklet verdens første og hidtil eneste fuldautomatiske system til at vende sengeliggende patienter. Virksomheden har en del eksport, men sælger stadig mest i Danmark. Foto: Vendlet
Download

Information om Erhvervsstyrelsen

Erhvervsstyrelsen
Vejlsøvej 29
8600 Silkeborg

3529 1700https://udviklingidanmark.erhvervsstyrelsen.dk/

Følg pressemeddelelser fra Erhvervsstyrelsen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Erhvervsstyrelsen

”Målet er at være nummer et i verden på bæredygtighed i vores branche”19.4.2024 07:48:00 CEST | Pressemeddelelse

Indtil for nylig havde virksomheden Real Safety i Esbjerg ikke haft en struktureret tilgang til den grønne omstilling, da det ikke for alvor havde været et tema for kunderne. Forventningen er dog, at stigende fokus på bæredygtighed vil give virksomheder med en tydelig grøn profil konkurrencefordele, og det har gjort det interessant for Real Safety at sætte konkrete bæredygtighedsinitiativer i gang.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye