FTF

Færre ansatte i SKAT forringer skattekontrollen

Del
Folketinget skal fredag tage stilling til tre forslag om at styrke SKAT, der står til at miste mange ansatte indenfor især skattekontrol. Forringet skattekontrol og flere skandaler medfører akut behov for ekstra skattekontrollanter, fastslår Dansk Told & Skatteforbund og FTF.

Fortsatte krav om besparelser og personalereduktioner i Finansloven for 2017 og en handleplan fra regeringen, der hverken er fuldt finansieret eller vedtaget af Folketinget, presser SKAT i bund de kommende år og vil betyde endnu flere problemer og risiko for flere skandaler. Det forudser Dansk Told & Skatteforbund og hovedorganisationen FTF.

”Politikerne må sørge for at prioritere reel skattekontrol og flere ansatte. Regeringens handleplan fra sidste år er ikke nok. Der er brug for en reel styrkelse af skattekontrollen, hvilket bl.a. ses af kritikken fra Statsrevisorerne, der fastslår, at der er for få kontroller af mindre og mellemstore virksomheder. Der er brug for at højne tilliden til SKAT”, siger Jørn Rise, formand for Dansk Told & Skatteforbund.

Med finanslovsaftalen for 2017 er der fortsat planlagt personalereduktioner indenfor kontrollen i SKAT i de kommende år. Fra 2020 er der ligefrem færre ansatte i SKAT, kun 5391 årsværk, hvilket er et fald på 794 årsværk eller 13 pct. ift. antallet af årsværk i 2017, der er på 6185 årsværk. Dermed forsvinder de planlagte 1.000 ekstra medarbejdere i SKAT, som regeringen ellers havde sat som mål i sin investeringsplan sidste år.

Politikerne afgør SKATs fremtid fredag
Hele tre beslutningsforslag om at styrke skattekontrollen behandles i morgen fredag i folketinget. B 97 om ansættelse af 1.000 ekstra årsværk til kontrolarbejdet i SKAT og B 104 om annullering af planlagte besparelser i SKAT bliver begge fremsat af Enhedslisten og SF, mens B 99 om flere ressourcer og flere årsværk til SKATs indsatsområder bliver fremsat af Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti.

Socialdemokraterne har tidligere spillet ud med et udspil om at styrke SKAT med 1.000 medarbejdere og fire nye skattecentre.

Dansk Told & Skatteforbund og FTF håber, at der kan blive politisk enighed om en løsning hurtigst muligt, der reelt styrker skattekontrollen med mindst 1.000 nye, ekstra ansatte i stedet omrokeringer af nuværende ansatte.

”Man kan ikke ustraffet blive ved at skære ned på SKAT og reducere medarbejderstaben og samtidig tro, at man kan lukke hullerne. De efterhånden mange beviser på, at der ikke er ressourcer nok til at stoppe snyd og omfattende svindelnumre har tydeligt vist, at der kræver en mere omfattende indsats end at flytte rundt på personalet”, siger formand for FTF, Bente Sorgenfrey.

Regeringens plan indeholder kun få nye ansatte
I mange år har SKAT været udsat for løbende besparelser. Nye IT-systemer er slået fejl, samtidig med nedskæringer og personalereduktioner er fortsat, uden at it-systemerne, der skulle erstatte medarbejderne, virkede. Resultatet er en skattegæld på cirka 100 mia. kr., hvor af en stor del aldrig kommer tilbage til staten og dermed velfærdssamfundet.

Med afsæt i de mange skandaler og tabet af milliarder af skattekroner fremlagde regeringen i august 2016 en investeringsplan for SKAT. Hovedtrækkene heri er en opdeling af SKAT i fire selvstændige styrelser efter opgaver samt tilførsel af knap 7 mia. kr. over fire år fordelt på ca. 1705 mio. kr. pr. år. Ifølge planen skal det give mulighed for at øge antallet af ansatte i SKAT med ca. 1000 medarbejdere. Men langt fra alle skal sidde med skattekontrol, og det er et problem.

”Regeringens plan styrker ikke skattekontrollen. Den flytter 20 medarbejdere internt i SKAT til momskontrol, men de fjernes fra andre vigtige områder. Der er brug for langt flere ansatte i SKAT til at udføre skattekontrol og lukke de store huller i skattesystemet, som er blevet afsløret de seneste år”, siger Jørn Rise.

Færre ansatte i SKAT frem til 2020
Regeringen har ifølge finansloven for 2017 stadig planer om årlige reduktioner af antallet af ansatte i SKAT.

”Nedskæringer i årsværk på indsatsområdet - altså skattekontrollen - fortsætter i de her år sideløbende med, at politikerne taler om at styrke skattekontrollen. Politikerne og konsulentfirmaerne, som hyres ind løbende, taler om nye smarte it-systemer og værktøjer kan erstatte ansatte, men de nye systemer har ikke bevist sit værd endnu: Tværtimod”, siger Jørn Rise.

”Hvorfor vil regeringen fortsætte nedskæringerne på personalet? Hvor mange skandaler skal der til, før regeringen sikrer en varig bevilling, der sikrer flere skatteansatte, så vi kan finansiere vores fælles velfærdssamfund”, spørger Bente Sorgenfrey.

KONTAKT: Jørn Rise: 40 26 44 91 / Bente Sorgenfrey: 40 45 26 45

Links

Information om FTF

FTF
FTF
Niels Hemmingsens Gade 12
1153 København K

33 36 88 00http://www.ftf.dk/forside/

Tre forslag der vil styrke SKAT
Hele tre beslutningsforslag om at styrke skattekontrollen behandles fredag i folketinget:

B 97 om ansættelse af 1.000 ekstra årsværk til kontrolarbejdet i SKAT fremsat Enhedslisten og SF: http://www.ft.dk/samling/20161/beslutningsforslag/B97/index.htm 

B 99 om flere ressourcer og flere årsværk til SKATs indsatsområder fremsat af Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti: http://www.ft.dk/samling/20161/beslutningsforslag/B99/index.htm 

B 104 om annullering af planlagte besparelser i SKAT fremsat Enhedslisten og SF: http://www.ft.dk/samling/20161/beslutningsforslag/B104/index.htm 

Følg pressemeddelelser fra FTF

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra FTF

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye