Fængselsbetjente tager jobbet med hjem

Jeg kan ikke tage mit arbejde fysisk med hjem. Men det rumsterer psykisk, når jeg er sammen med familien,” sådan skriver en fængselsbetjent som kommentar i en ny spørgeskemaundersøgelse blandt Fængselsforbundets medlemmer.

Og han eller hun er langt fra den eneste med tilsvarende oplevelser. Flere hundrede medlemmer kommer i undersøgelsen med kommentarer til, hvordan de får job og privatliv til at hænge sammen.

Det fremgår tydeligt, at det både har følelsesmæssige og praktiske konsekvenser at arbejde i et fængsel.

I undersøgelsen svarer ni ud ti, at arbejdet går ud over privatlivet i et eller andet omfang. Heraf svarer hver tredje, at det gælder i høj grad.

”Det går ud over min familie”

Et medlem skriver for eksempel: ”Jeg er tappet for energi og overskud, når jeg kommer hjem.”

Og det begrænser sig ikke nødvendigvis til fysisk træthed. Flere understreger, at arbejdet påvirker dem psykisk.

En skriver: ”Mentalt har jeg dage, hvor jeg er helt brugt op.”

En anden: ”Jeg er vred og urimelig overfor min familie.”

En tredje: ”Jeg er mere kynisk indstillet. Jeg bruger groft sprogbrug, har mistillid til andre mennesker og ændret personlighed.”

En fjerde: ”Jeg er ofte meget stresset, hvilket smitter meget af på mit humør, som så går ud over resten af familien. De opfatter mig som sur og meget irritabel.”

Og en femte: ”Den sorte verden vi begår os i til daglig, er lukket og uforståelig for andre og derfor svær at tale med folk i privatlivet om.”

Svært at få dagligdagen til at hænge sammen
Der er også praktiske konsekvenser, når man arbejder et sted med skiftende arbejdstider og beordret overarbejde. Det kan være meget vanskeligt at få hverdagen til at hænge sammen med familie og venner.

En kollega skriver for eksempel: ”Det er svært at planlægge familielivet – ikke mindst ved akut opstået sygdom. Det giver en knude i maven ikke at vide, om man kan hente børn og lignende.”

Tilsvarende skriver en anden: ”Det er en stressfaktor, at man aldrig ved, om man får lov at forlade jobbet på grund af beordrede tjenester.”

Og en tredje: ”Det er sjældent, at man kan planlægge noget privat, fordi vagtplanen kommer så sent.”

Man er altså bundet både i forhold til sociale og familierelaterede aktiviteter. Derfor er det vigtigt, at man som ansat i Kriminalforsorgen er med til at planlægge sine vagter. For som en kollega skriver: ”Det påvirker ikke mit privatliv, når jeg selv har indflydelse på vagtplanlægningen.”

Beskytte familien
Undersøgelsen er lavet af specialestuderende Andreas Agtbøl fra Roskilde Universitet i samarbejde med Fængselsforbundet.

Andreas Agtbøl sammenfatter undersøgelsen på denne måde: ”Som fængselsbetjent skal man hele tiden være opmærksom på det verbale og nonverbale sprog. Eksempelvis smil og anerkendelse i forhold til relationsarbejdet eller en mere alvorlig mine og kropssprog, når en potentiel farlig situation skal nedskaleres. Det er ikke i sig selv et problem. Problemet opstår, når måden at håndtere eller gemme sine følelser væk på arbejdet, ubevidst tages med hjem og rammer familien. Her oplever familien en pårørende, som fjerner sig, som er opfarende, kontrollerende, mistroisk og som skjuler følelser – ofte for at beskytte familien mod de oplevelser, der er i jobbet.”

Andreas Agtbøl er ikke i tvivl om, at man kommer til at gå på kompromis med mange ting i fritiden.

”Som fængselsbetjent kan det være svært at få rollerne i familielivet og arbejdslivet til at fungere, idet krav, forventninger og normer er forskellige i de to liv. Den enkelte fængselsbetjent indtager forskellige roller og alle disse roller konkurrerer om den sparsomme tid, der er til rådighed. Mange arbejdstimer om ugen, overarbejde og skiftende arbejde går ud over familien, der ligesom arbejdsgiveren har forventninger til, at der bruges tid på dem.”